Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 4. Lørdag 23. Januar 1897 - J. Nicolaisen: Lad Børnene faa være Børn. II - Dame-Klubben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
gen og tage det med Ro, skjønt, grib i Deres egen
Barm og overfor Tingen til lidt større Forhold, saa
kanske De vilde finde nogen Lighed —. Uken de smaa
Børn har sit eget lille Zlkaal baade paa Ting og Hand
linger, og deres ZNaal bør vi respektere.
For det andet er den skadelig for Barnet, denne
ZNorskab De tager feil, naar De tror, at Virkningen er
saa helt væk med det skimme. Har De ikke lagt Merke
til, hvor mistænksomt den Lille ser sig om bagefter, medens
Legen fortsættes?
Og naar saa Barnet siden engang furter, da tænker
De nok ikke paa det ~uskyldige« Narreri,’ som De eller
andre kanske tit og ofte har drevet med det, og Barnet
tænker vel heller ikke paa det. Men det kan godt være
alligevel, at denne Morskab er den egentlige Uarsag —-
eller en af Uarsagerne Barnets Humør har faaet en
Skavank.
Forresten skal man ikke være saa altfor sikker paa,
at Barnet glemmer heller, skjønt det gjør det vel somoftest.
Jeg har dog truffet utrolig mange EksempL paa, at
en Smaating af den nævnte Urt kan bide sig fast og
hænge i endog langt udover Barneaarene.
Medens jeg taler om Narreri, vil jeg ogsaa nævne
en ganske anden Sort. Pleier ikke somme - endog For
ældre —— at indbilde Smaabørn, at den nykomne Bror
eller Søster er kommet ned gjennem Skorstenspiben (Storken
kan der vel ikke godt skyldes paa her hos os)? at Mor
kan se i Speilet, om Karlemand er uskikkelig, naar han
er ude og leger? at det ·er Englene eller Jesus, som er
kommet med Julegaverne o. s. v.?
Godt ment, førstaar sig; men man skulde ikke sige
saadant alligevel —« Far og Zlkor aller mindst.
Deres Barn tager det for fuldt Ulvor som alt, hvad
De siger det, men opdager jo sent eller tidlig (kanske tid
ligere, end De tror), at det ikke er sandt. Og dets Tillid
til Deres Ord har faaet et Saar, som vanskelig heles.
Dets Respekt for Sandheden har faaet et Knæk. Løgnens
Frø er plantet i dets Sjæl.
Og de Ting, som var Gjenstand for Deres ~uskyld
ige« Løgn, - de faar noget urent paa sig i Barnets
Opfatning. Den Voksne kan tildels skille sig af
med skadelige Jndtrykz hos Børn slaar de Rod og tager
Vekst i en eller anden Skikkelse.
Skrøn ikke om det Himmelske ialfald.
ZNen Børnene skal jo lære, at ~al god Gave kommer
ovenfra-O og de saar jo siden lære den rette Sammen
hæng dermed. "
Godt og vel. Men de opfatter det saa ganske ander
ledes fra først af, at al Forklaring ikke hjælper; de kom
mer ikke fra, at man har indbildt dem noget, som ikke
var sandt. Forklaringen bliver da bare Sofisteri i deres
Øine, og Børn er - ligesaa lidt som Kvinder anlagt for
Sofisteri. Den Dag, da Barnet opdager, at Legetoiet kommer
fra Dopheide, ikke fra Himmelen, føler det sig bedraget,
og der bliver en gabende Kløft mellem dets tidligere
Forestilling og den nye, som De søger at ~forklare« frem,
en Kløft, som De ikke magter at slaa Broj··over, selv om
De var færdig til at tage fat paa det Urbeide straks.
Ul god Gave kommer ovenfra ja, lær Barnet
detl Jeg skal nævne den aller bedste 2Naade: Tro det
selv saa fast og sikkert, som Barnet tror sin 21«cor, og
glæd Dem i det som Barnet i sin Julegavel Lad Barnet
se denne Deres Tro og Deres Glæde usøgt, ukunstletz
det vil smitte.
Men naar Ulting er saa farligt, naar det er galt
baade det ene og det andet, som man har pleiet at sige
til Børn, - hvordan skal man saa idet hele kunne klare
den Ting at omgaaes Børn? Zlkan kan jo gjøre dem
Skade paa Sjælen, før man ved Ordet afl «
Ja, det er slet ikke saa let en Sag heller. Men hør,
De er da nok saa flink til atsundgaa at gjøre dem Skade
paa Legemet, og det er jo heller ikke saa rent ligetil, saa
skrøbelige og übehjælpelige som de Krybene er.
Sagen er, De kjender saa godt til, hvordan Børn
har det i det Legemlige. Havde De ligesaa godt Kjend
skab til det Sjælelige, saa blev Tingen meget lettere. De
skulde lægge nøie Ukerke til, hvorledes Børns Sjæleliv
ytrer sig. Prøv det.
Dame-Klubben.
i samledes hos Eleonor igaar. Jeg var lidt
sent ude, og saa er det ogsaa en førsvarlig lang-
Vei fra Holtegaden og ned til Fæstningen.
Officerer er nu altid saa egne, de, og skal have
Udsigt til Sjøen og sligt, og Eleonors Mand
er den mest egne af dem alle. Var jeg Eleonor,
saa vilde jeg ikke finde mig i det. Uken hun er nu af
dem som blindt bøier sig for sin Mand i tykt og tyndt,
hun. Kanske hun forresten er nødt til det, stakkarl
Udenfor Blomqvist blev jeg opholdt lidt; der var et
Par saadanne vakre ZNalerier, og Ikkaleriey det vil sige
gode 2lkalerier, det er noget eget, gribende ved dem. De
taler ligesom til en saa mægtig og saa stort, med et
Sprog som man aldrig kan finde Udtryk for.
Det er nu forresten som at drage om i et Uluseum
at gaa nedover Karl Johan ogsaa. Saa meget vakkert
i Vinduerne, og alle de nye Bøgerne som raaber ud til en:
Her er vi, store Mænds og Kvinders bedste og
ædleste Tanker, kom og tag os om du kan! -
Zlken jeg maatte skynde mig forbi hele Herligheden,
og kom hed og forpustet ind i Eleonors hyggelige Dag
ligstue en halv Time sorsentl
Jeg modtog den mig tilkommende Straffepræken med
bøiet Hode og tog derpaa Plads blandt de øvrige.·
Det blev med et saa paafaldende stille. Jeg saa mig
om. Trak det op til Uveir?
Signe sad og nippede til Tekoppen og saa eftertænk
somt ret frem for sig, og Eleonors mørke Oienbryn kom
hinanden betænkelig nær. Ja selv det lyse, krøllede Haar,
der ellers faldt hende saa blødt om Panden, saa ud som
det skulde skjule en hel Sky af Uvilje.
Uken hvor stille Dere er allesammen! udbrød jeg
endelig. Er der noget iveien?
Nei slet ikke, svarte Eleonor med et let Skulder
træk. ZNen jeg kan ikke begribe hvordan en Kvinde, hun
være nu ~med eller uden Udjektiv«, kan førsvare at man
bliver trampet ned i Støvet, at det ædleste og bedste ien
bliver haanet, vanæret, latterliggjort Nei den værdige
Fru Uiarholm Hansson –
« Fru Ularholm Hanssonl Uhl
–– Ja netop Fru Marholm Hanssonl Dette præg
tige Kvindemenneske, der har taget Patent paa det nittende
Aarhundredes aller sidste Opdagelse, den nemlig, at
Kvinden er ingenting,· absolut ingenting, førend Ukanden
-.
340 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
