Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 6. Lørdag 6. Februar 1897 - Rust Roest: Mens Havet stiger (Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mens Havet stiger
Uf
ginst Poesi-.
(Slutning f. forr. No.).
gammel kan hun være? «
Hoist seks Aar, kanske yngre. Hun begyn-
der tidlig.
Ukacifhjeg kysse ZNadames Haand? spør
Ihan endelig. ·
UTadame rækker ham en liden hvid Haand.
ZNerkværdigt nok er hverken hendes Arme, Ben,
Hænder, Fødder, Hals eller Ansigt solbrændte. Hun er
merkelig lys og hvid. Gutten kan ikke modstaa; han
kysser hende paa Akunden
Madame bliver vred. Akonsieur har fornærmet
hende. Stor Scene! ·
Hun vender ham Ryggen og værdiger ham ikke
et Ord. -
- De er saa komiske, at Ruth maa lægge Baand paa
sig for ikke at briste i Latter. Men de seringenting,
optaget som de er af sig selv og af hverandre.
« «Madame tager atter sin lille Fod i Haanden og
kjærtegner den sagte, idet hun eftertænksomt ser ud over
Havet. Det stiger stadig-.’
Naar skal det naa Madames Hus?
Hun maaler Afstanden med en vis Betænkelighed
og kaster et stjaalent Blik henimod sin Ridder, som staar
der ydenyg og venter paa at hun skal tage ham til
Naade igjen.
Hun smiler mod ham paa en bedaarende LNaadez
alle de smaa perlehvide Tænder kommer tilsyne, og det
bliver to dybe Huller i Kinderne.
Gjør Voldene høiere, saa jeg kan sidde her læn
gere end de andre, siger hun.
Og det gjør han.
ATen Ruth vil ikke længre blive førstyrret.
Hun vil ikke se eller høre; hun vil kun læse.
Hun har netop atter fordybet sig i sin Bog, da en
barbent, robust liden Fyr springer forbi hende og nød
mod Havet. Hun kan ikke lade være at se efter hvad
han nu agter at tage sig til. Og Bogen synker atter
ned i hendes Skjød.
Gutten holder en Vandkop i Haanden, en liden
rødenalet en. Han trasker ud i Vandet og fylder Koppen
til Randen, saa springer han atter op paa Strandbredden
og—tømmer den lille Vanddraabe i Sanden. Saa skynder
han sig ned-igjen for atter at fylde Koppen, og tilbage
igjen for atter at tomme Indholdet i Sandet.
Nu er Koppen fuld igjen. Han bærer den med
begge Hænder. Frem og tilbage gaar det i ilsom Hast,
og altid samme 2Nannøver. Kun nu og da giver han
sig Tid til for et Øieblik at kaste et førskende Blik ud
over Havet. Jo, der er virkelig meget Vand igjenendnul
Hans Plan er øiensynlig at tørre Havet ud. Og han
tror fuldt og fast at det skal lykkes ham.
Ruth har glemt sin Bog for Børnenes Leg; nu tager
hun den atter op og begynder at læse. Pludselig farer
hun sammen; der er nogen som rører ved hende, som
puffer til hendes Knæ. -—— Hun ser op. Det er
en liden henrivende Treaaring i hvid, broderet Kjole med
sort Livbaand, korte, sorte Silkestromper og en stor hvid
Kraake, som danner Rammen om det fine Ansigt og de
straalende brune Oine Hun slaar sig ned lige udenfor
Ruths Telt og begynder at grave i Sandet. Ruth kan
ikke lade være at se paa hende. Det er øiensynlig en
3
s rs
M B 1
.-HX
· X· «
Vor
Nyankommen, som ikke ved hvordan hun skal bære sig
ad. Hun kiger hen paa sin Nabo, en syvaarig Gut, som
graver lige ved Siden af hende.
Havet er steget; kommet nærmere, og Børnene har
flyttet sig høiere op; en hel Del leger rundt Teltet hvor
Ruth sidder. Hun førsøger igjen at læse, men kan ikke.
Den lille Pige med den store hvide Kraake er altfor yn
dig og altfor nær. Hun sætter den lille Fod paa Spaden,
støder den ned i den fine, fugtige Sand og kaster op et
Par Sandhauge, store som middelmaadige Muldvarpe
skud. Hun jevner Sandhaugene med Spaden, aldeles som
Naboen netop har gjort, og saa ser hun op paa den
fremmede Dame og smiler forlegen med en Mine som
fortæller, at hun meget godt ved at man iagttager hende.
Det er som Bevidstheden herom gjør den Lille stærkere;
hun tager fastere Tag med sin Spade. Nu kommer en
Bølge og baner sig Vei ind i hendes »Kanal«, nei hvor
morsomt! Hun sender Ruth et triumferende Blik, og
Ruth smiler til hende. Det var en stor Bølge; den stiger
høiere, nu gaar den helt op over Dæmningen.— Den
Lille udstøder et Skrig og flygter ind i Teltet, men-inden
Ruth kan faa Tag i hende er hun atter ude og ser und
rende og spørgende paa den nye Legekamerat Havet.
Hvad mon det nu skal tage sig til? Den næste Bølge
naar ikke frem, og saa begynder hun atter ivrig at ar
beide paa sin Hang. Det er ikke værdt at give tabt.
Hun skal vel altid raade Bugt med Havet! Gutten ved
Siden af hende har taget Sko og Strømper af og vader
om i Vandet, som naar ham til Anklerne. Den lille
Pige lader Spaden falde og betragter ham henrykt.
Hvor det maatte være morsomt! Hun ser paa sine
smaa Sko og bøiet sig ned. Nei, hun vover det ikke.
Saa sender hun Ruth et spørgende Blik; men Ruth
ryster paa Hodet.
Nu faar hun se ma bonne med lille Søster paa
Armen. Hun springer hen til den sortklædte Barnepige,
ivrig gestikulerende med Armene.
Lille Søster sættes ned og begynder til Tidsfordriv
at øse Sand over de nøgne Ben med sine smaa Hænder,
mens Barnepigen hjælper ~store Søster-A De staar lige
udenfor Ruths Telt,
Den korte, hvide Kjole brettes op over desmaa
Hofter, og sLivbaandet puttes førsigtig ned i den Pose som
den opbrettede Kjole danner. Den som nu bare havde
en Knappenaall Kanske Akadame tusen Takt Og
idet hun trækker af Barnet Sko og Strømper passiarer
hun uafladelig. Hun fortæller Ruth ZNademoiselle Ger
maines Livshistorie Faren, ATonsieur le Marquis,
er med sit Regimente i Afrika. Moren—døde da Bobkz
fødtes. Børnene er paa Besøg hos Akarquisens Søster,
Akadame de la Cour, som har leiet Villaen Bean Sit-S
for Sæsonen. Ruths Øine er med en næsten hungrig
Omhed fæstet paa de smaa Moder-løse, mens Bønnen
taler væk. Den Lille øser fremdeles Sand over de bare
Ben, og af ~den Stores« kokette Dragt er intet andet til
bage end Kraaken og det hvide Kjoleliv. Nederdelen
bestaar nu kun af et Par aldeles yndige, broderte smaa
Benklæder af det aller tyndeste Stof. Germaine stikker
førsigtig den ene Fod ned i Kanalen og udstøder et
Glædesskrig, idet Vandet lukker til om den. Hvor det
er morsomt at plaske i Vandet, springe nedover Stranden
for at møde Havet og saa med førskrækkede og smaa
trippende Trin ile tilbage igjen, naar de store Bølger
kommer.
Kuths Bog er faldt ned i Sandet; men hun merker
det ikke. Hun har kun Øie for lille Germaine, som
kvidrer som en Fugleunge. Afvekslende glider Blikket
fra den ene til den anden af de to Smaa. Alen hun
URD 47
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
