Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 10. Lørdag 6. Marts 1897 - Hvad skal vi gjøre med vore Døtre? (Oversat)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
den ædleste Vin skummedei kostbare Bægere. De tre
Søstre·var klædte som Prinsesserz men alligevel fik de
ingen Beilere
Da blev Forældrene meget bedrøvede, og i sin store
Sorg besluttede de at søge Raad hos en hundredaarig
Mand, der boede ganske alene i en liden Stenhytte og
var vidt og bredt bekjendt for sin Visdom.
Til ham gik Moderen og spurgte, om han kunde
sige hende, hvorfor ingen vilde beile til hendes Døtre.
»Der er tre Grunde og endnu en«, svarede den
gamle Vismand. »For det første har du og din Hus
bond intet høiere Onste end at blive eders Døtre vit,
forat andre kan give dem Silkeklæder; for det andet
har I under et pralende Skildt faldbudt dem paa Tor
vet som en anden Markedsvare, og for det tredie har.
ingen Ungkarl seet dem dække et Bord eller stoppe
Strømper. Og saa maa du merke dig endnu en Ting,«
vedblev den Gamle; ~de ugifte Mænd i dette Land bli
ver jagede som Vildt-O skjønt de selv er skabte til at
være Iægere, der med Kjærlighedspile skal ramme den
Udvalgte. Men I Kvinder har omskabt mange af dem
til vilde Fugle, der forfrosne flakser forbi de lune Hjem,
hvor de aldrig kan komme ind, uden til de pralende
Gjestebud, naar Dørene aabnes paa vid Væg. De
flagrer da ogsaa ind og bliver fodrede, men tamme og
husvarme bliver de aldrig; thi alt derinde er saa frem
med, saa uvirkeligt, og de er altid bange for at blive
fangede i skjulte Snarer. Derfor smutter de saa behæn
dig ud af de straalende Bur.«
~Saaledes er det,« svarede hun, ~men kan ikke du,
som har levet i hundrede Aar, fortælle mig, hvorledes
Zg skal bære mig ad for at finde Mænd til mine
øtre?«
Den hundredaarige Vismand strøg Haanden tanke
fuldt ned over sit lange Skjæg og svarede: ~Mit Raad
er, at du de tre Dage af- de syv aabner Døren til dit
Hjem, saaat ensomme, forfrosne Fugle kan faa smutte
ind og varme sig en Stund ved din Arne. Du behøver
ikke at fodre dem; thi de vil lettere føle sig som hjemme,
naar de kan slippe at kvidre til Tak, fordi du giver dem
Mad. Og de vil snart opdage, om der under dit Tag
findes en liden Fugl, der ikke er bange for at bære Straa
hjem til Reden, selv om dens Fjedre derved bliver lidt
pjuskede. Hvis du vil følge mit Raad, saa skal dine Oine
blive opladte for meget, som du nu ikke har Anelse om.
Men forat du skal kunne se klart, skal jeg laane dig et
Glas, paa hvilket jeg har arbeidet i de sidste seksti Aar
i Ensomheden her i denne Stenhytte. Og naar du gjen
nem dette Glas har seet noget rigtig merkeligt, kan du
komme og give mig det tilbage.«
Saa gik Moderen hjem og lod sine Døtre afføre sig
Guldsmykkerne, Silkeklæderne og Danseskoene. Alt sdette
laaste hun ind for kun at tage det frem til Høitidsbrug,
og Pigerne gav hun simplere Klæder Derpaa rakte hun
dem tre Gange ni Ting, blandt hvilke de skulde vælge,
hvad deres Hu stod til. Da valgte den ældste en Rok,
den anden en Slev, den tredie en Bog, og alle gik de
glade til sit Arbeide.
Nu tog Moderen Seglasset frem, og da hun gjennem
dette betragtede sine Døtre, syntes hun, at de aldrig havde
været saa skjønne som nu. For første Gang i sit Liv
begyndte hun at blive bange for, at nogen skulde komme
og tage hendes deilige Døtre fra hende, og hun sprang
hen til Døren for at lukke den med Taas og Slaa. Til
al Lykke erindrede hun nu den gamle Vismands Ord,
at Seglasset skulde lære hende merkelige Ting og berede
hende store Overraskelser, og saa lod hun alligevel Døren
staa paa Klem.
Da kom unge, ensomme Mænd og tittede ind i det
aabne Hus, først ængstelige og førsigtige, som om de
frygtede for at blive fangede i en Snare, siden tryggere,
fordi de saa, at de vakre Søstre sad flittige ved sit Arbeide
og talte venlige og førstandige Ord med hverandre og
med de Fremmede. Og Guds deilige Sol kastede sit gyldne
Skin over dem og over alt, som fandtes derinde. I det
hele Kongerige blev der talt meget om dette Hus, hvis
Dør stod aaben for unge, ensomme Fugle, der fra Fader
huset var drevne ud i den vide Verden, og for vilde og
forfrosne Fugle, der forgjæves havde banket paa Ruden
i andre Hjem. Men hverken de tre Søstre eller deres
Forældre brød sig om, hvad der blev talt; thi de sad alle
glade og fornøiede ved sit Arbeide i det vakre Hjem, hvor
Solen lyste saa varmt. ·
Blandt de unge Afænd, der saaledes tittede ind til
dem, var ogsaa de tre, som var de vakreste og stateligste
i det hele Land, og nu betænkte de sig ikke paa at beile
til de tre Søstre. Da tog Moderen frem det merkelige
Seglas, og gjennem dette betragtede hun de unge 2Nænd.
Hvad hun saa nævnte hun dog ikke med et Ord;
men Glasset lod hun ligge mellem sine Sysager paa Bordet.
-,,leg undres, om ZTcor gjennem det Glasset kan se,
hvor vakker min Beiler er«, tænkte den ældste af Søstrene.
Og hun tog selv Seglasset og betragtede ham derigjennem.
Men se, da var han forvandlet til et Vilddyr med glø
dende Oine og brændende Aandedræt. Forfærdet trak
hun ssig tilbage fra ham, og siden jog hun ham ud fra
det sollyse Hjem. Nu tog ogsaa den anden Søster Se
glasset for rigtig at kunne betragte sin Hjertenskjær; da
fik hun se ham som et gryntende, firføddet Dyr, og straks
jog hun ham ud. ~Gjennem Seglasset maa vel min
Beiler se ud som den deiligste Prins i Verden,« tænkte
den yngste Søster og satte det underbare Glas for Otet
Men, o vel Jstedenfor den vakre unge Mand saa hun en
vingeskudt Om, der aldrig mere kunde formaa at hæve sig opad
mod Solen og Lyset. Hun, den yngste og vakreste af Søstrene,
drev ham dog ikke ud i den vildsomme Verden, hvor han kanske
vilde blive endnu mere saaret og elendig. Men til sit Hjerte
kunde hun ikke tage ham, da hun saa, at han havde skarpe Klør,
og at hans Hoved og Bryst bar Merker efter vilde Kampe.
De to ældste Søstre fandt Ægtefæller» der ei var forheksede
til onde Dyr. De fik fine egne Hjem, hvor rødkindede Børn legte
og 10. Menlden yngste sagde Nei til alle sine Beilere; thi hun
havde havt den vakre yngling saa inderlig kjær. Hun skjulte dog
ikke sitAnsigt af Sorg, ei heller gik hun ud paa de store Vidder
for at tage Land og opbryde Jord; men midt i Kongeriget byg
gede hun et Hjem, hvor unge, ensomme Fugle og deres forvildede
Kamerater frit gik ud og ind blandt ædle Fruer og hoviske Jom
fruer. I det klare Sollth kunde de her søge sig en Mage, som
i Kjærlighed og Troskab vilde hjælpe dem at drage Straa til sit
e et 80.
g Da de tre Søstres Moder ikke mere behøvede det underbare
Seglas, gik hun til den hundredeaarige Vismand for at levere
det tilbage. ~Ved at se gjennem dette Glas har jeg lært tre
merkelige Ting,« sagde hun til den Gamle. »For det første har
jeg lært, at en Moders Hjerte kan skjælve og bæve, naar der
kommer nogen for at tage hendes Døtre bort. For det andet
har det ogsaa gaaet op for mig, at en Moder ikke er forpligtet
til at førsøge at faa sine Døtre bortgiftede, men at hun dog maa
lade dem faa Anledning til at lære sig selv at kjende. Det tredje
jeg har lært er, at en Moder maa aabne Hjemmets Dor paa Klem,
saa at unge Mænd frit kan komme ind og sidde ned en Stund ved
hendes Arne, hvor de kanske kan;faa Hjælp til at bygge sit eget
Rede, før de forvandles til vilde Fung Men sig mig nu, du
ensomme Gamle, af hvilket Stof har du smeltet dette Seglas, og
hvorledes har du funnet flibe det saa klart9«
~Glasset er af det bedste, der blevsreddeti mit Hjerte, da
en guldsmykket Kvindehaand knuste mit-« Livs Tykke. I disse
lange Aar har jeg daglig slebet det ide salte Taarer jeg har
fældt i Ensomheden her idenne Hytte«· Og medens den Gamle
talte, faldt endnu en Draabe fra hans Otesned paa det under
bare Glas.
Fra den Dag begyndte dette Seglas at gaa i. Taan over det
hele Riga De førsvundne Hjem steg atter op af lorden, medens
URD 89
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
