Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 11. Lørdag 13. Marts 1897 - Et Ord (Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et Ord.
(Forts. fra fort-. Nr.)
Gru Gertrud undertrykte en liden sarkastisk Be
«« merkning og gik videre ved sin Ægtefælles
Side, tilsyneladende uden at værdige Hr. Hil
mer nogen Opmerksomhed. Efter en liden
Pause sagde Hr. Hilmer:
Tror De virkelig, Frue, at denne Frøken Freytag
kunde høre hvad jeg sagde?
De talte da saa høit at detkunde høres.
Men jeg sad da temmelig langt fra Scenen.
- Der var et Øieblik ganske stille paa Scenen, og
mellem Replikerne kunde man tydelig høre Deres
~2lfskyeli«.xl««4 - · · -
- En dum Ystoriel brunimede Hilmer.
Gjør det em ondt nu? spurte Amtmandinden
lidt triumferende.
- Aa nei, jeg tror ikke at jeg skal faa nogen søvn
løs Nat af den Orund. Men . . . ·
- Nu, hvad vilde De sige? "
Asken det som ærgrer mig er, at det ikke engang
er sandt; hun er slet ikke styg. leg føler at min kri
tiske Anseelse er undergravet, og den Skade som er skeet
lader sig desværre ikke gjenoprette.
Hilmer, sagde Amtmandinden og stansede, De er
mange Gange bedre end De vil indbilde os. Nu har
De ond Samvittightd, og det har De godt af, men siden
De virkelig har Samvittighed, er De slet ikke slig en
Roue og Spotter som man vil gjøre Dem til. leg har
ogsaa andre Beviser derpaa, vedblev hun ivrig, da Hil
mer gjorde Mine til at afbryde hende. De er velgjø
rende, og De interesserer Dem virkelig for de Folk De
understøtter; det har jeg fra sikker Kilde . . . .
Kun for at fordrive Kjedsomheden, naadige
Frue, ikke af nogen anden Grund.
Og hvorfor kjeder De Dem da? vedblev den
lille Frue hidsig. Det vil jeg sige Dem ti bare stille
Otto, jeg skal ikke gjøre ham noget det er virkelig
Synd paa Dem. De skulde ikke leve et saadant Dagdri
verliv sammen med andre Dagdrivere. De kunde jo bo
paa Deres Gods, blive en virksom og lykkelig Mand
og tage Dem en vakker og elskværdig Kone.
Herrerne brød begge ud i Skoggerlatter.
- Vogt Dem nu, Hilmer, sagde Amtmanden, nu
er hun alt saa langt som til Bryllupet.
Heldigvis er vi nu ved mit Gadehjørne, sagde
Hilmer. —––
Det er paa Tide at komme væk nu, skjønner jeg.
Godnat, min strenge Dommer, og fra nu af aabent
Fiendskab mellem os tol
Er De fornærmet paa mig? spurte hun godeno
dig og saa lidt ængstelig paa ham.
Ja, De har idag kaldt mit blonde Haar rødt,
og det kan jeg i Evighed ikke glemme Dem.
De er en uforbederlig Spotter, det gaar ikke an
at snakke et alvorligt Ord med Denil raabte hun halvt
overgivent, halvt ærgerlig Fra nu af vil jeg slaa Haan
den af Dem. Kom Wilhelm, du maa ikke være læn
ger i sligt Selskab.
Og det gamle Par sagde Godnat og gik leende
videre. Hilmer trak Kraven høit op og stod og saa
efter dem en Stund. De gik der saa fortrolig Arini
Arm og lo og pratede uafladelig. Det var selete paa
Gaden; thi den første Sne, som havde faldt under Tea
terforestillingen, var allerede nu forvandlet til smudsigt
Vand. Han saa Fru Gertrud bøie sig for at løfte op
sin Kjole og hørte Amtmandens høie Stemme: —-
Det var rigtig, Gertrud, vær førsigtig med din nye
Kjole fra ifjort
Hilmer syntes det var merkeligt, at disse Alkennesker
kunde være saa muntre midt i sin Fattigdom. Amtman
den havde nemlig maattet tage Afsked paa Grund
af en Sygdom, som dog senere viste sig at være ufarlig,
og nu levede de udelukkende af hans Pension. De havde
derfor maattet indskrænke sig meget, men var desuagtet
lige fornøiede
De holder af hinanden, de to, og de føler sig
lykkelige i sin Kjærlighedt tænkte han, og medens han
uvilkaarlig saa efter dem forfulgte han denne Tanke
gang videre.
—— Nu gaar de hjem, Fruen dækker et indbydende
Tebord og lader sin Mand faa et Par varme Tøfler
paa Benene. Forevrig gjør jo min Tjener nøiagtig
det sammet Saa sætter de sig ved Siden af hinan
den i Sofaen og prater sammen.
Haand i Haand Philemon og Baucist De kjen
der hinanden saa godt, skjuler intet for hinanden. Naar
hun siger: jeg holder af dig, saa er det Sandhed.
Det er forøvrigt temmelig koldt idag. Her staar
jeg nu og filosoferer og bliver vaad paa Benene. Denne
Fru Gertrud er da ogsaa rigtig plagsom. Montro det
forholder sig som hun sagde, at den lille Freytag graa
ter iaften? Aa, hun vil nok snart holde opt Alked
Hatten trukket dybt ned i Panden vendte han sig hurtig
om og gik med raske Skridt ned ad Gaden og hen til
Klubben, hvis oplyste Facade straalte ham indbydende
imøde.
Da Teppet gik ned efter den sidste Freinkaldelse gik
Rkarie Freytag langsomt ind i Toiletværelset. Hun var
saa træt, saa træt, og viljeløst lod hun sig falde ned
paa den haarde Stol der stod foran hendes Toiletspeil.
Generalpreven havde vart til Kl. Z, og allerede Kl. 5
havde hun atter været i Teateret for at blive frisert og
paaklædt. Endelig var da Teppet gaat ned for sidste
Gang, endelig var det da slut paa det Helel ANeniidag«
var hun ikke saa glad og lettet som hun ellers pleiede
at være efter en Forestilling. Hun følte sig saa ulykke
lig og nedtrykt, hun syntes hun var saa ensom og
forladt. Da kom hun til at kaste et Blik hen paa de
øvrige Skuespillerinder der sad omkring hende ved det
lange Bord,- hvor de alle havde anbragt sine Speil og
sine Toiletsager. Damerne var temmelig tause iaften;
de saa trætte og anstrengte ud og skyndte sig at faa
Sminken og Teaterglitteret af sig for snarest muligt at
kunne gaa hjem. Kun en af dem, den kvikke Heltinde,
pludrede uafladelig med næsten feberagtig Lystig
hed, og begyndte ogsaa tilsidst at tale om Herren fra
lste Logerad som hun syntes var en fræk Fyr.
Alle saa naturligvis paa Alkarie, som dybt rødenende
bøiede sig ned mod sit Toiletspeil for at unddrage sig
deres medlidende Blikke. Hun syntes hun kunde synke i
lorden af Skam. O, hvorledes skulde det« gaa med
hendel
· Hun tænkte paa Direktørens strenge, utilfredse Ansigt,
og følte at hun nok ikke vilde blive længe i denne By
efter dette. » «
Hun blev ganske førskrækket, da hun saa de fortvi
lede Øine der stirrede imod hende fra Speilet, la, hun
vilde nok faa føle hvad det vilde sige at være Provins
skuespillerinde. Hvis Direktøren afskedigede hende, maatte
hun drage bort inden fire Uger; hun maatte reise til en
anden By, til en anden Direktør-, for atter at leve en
ANaaned i Angst og Bæven. -
H
98 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
