Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 12. Lørdag 20. Marts 1897 - Et Ord (Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Naar De d t « · . « · ·
-bakkm a sle RINMIe kommer De lige til Udsigts
Marie nikkede smilende og gik hurtig videre.
Wolf von Hilmer, som fra Vinduet opmerksomt
havde betragtet denne Scene, trak sig hurtig tilbage. Et
Tryk paa den elektriske Klokke, og hans Tjener-traadte
ind.
- Karl, jeg skal gaa udl
Ved Tjenerens Hjælp gjorde nu Baronen Toilette.
Ult hvad han tog paa var af det eleganteste, mest ultra
moderne Snit, ligefra de lakerte Støvler til det mose
grønne Silkeslips som han behændig knyttede i en kunst
færdig liden Knude. Hurtig og uden at komme med
unødvendige Spørsmaal hjalp Karl sin Herre IZderfrak
ken paa og lagde Hat, Handsker og en liden Spaserstok
paa Bordet. «
Cigaretterl befalte Hilmer kort.
Han traadte hen til det store Speil og betragtede opmerk
somt sit eget Billede. Ja, det kunde ikke negtes at han
var kjæk og elegant, og saa frisk saa han ud, som om det
ikke var ham der havde været i Klubben til over Mid
nat —« det trætte, anstrengte Udtryk fra om Akorgenen
var ganske førsvundet. Da han muntert syngende sprang
ud paa Gaden stødte han atter paa Josef, der nu stod
foran Døren og feiede sammen en Del visne Blade.
Merkelig nok syntes den Gamle allerede at have glemt
den Krænkelse han nylig havde lidt. Jvrig efter at
gjøre Baronen en Tjeneste hviskede han:
Hun er gaat opover mod Udsigtsbakken, og
blinkede i det samme skjelmsk med Øinene Denne Gang
havde han imidlertid heller ikke Lykken med sig; thi
Hilmer raabte til ham i sin barskeste Tone: .
Aa pas De Deres egne Sager, Josef! idet han
derpaa med raske Skridt gik opover Ulla-en, hvis høie
Trær med det røde og gyldne Løv tog sig pragtfulde ud
i Solskinnet.
Paa denne Tid af Dagen pleiede Hilmer i Almin
delighed at sove sødt under Silketæppet i sin bløde Seng;
thi han behøvede at hvile godt ud efter de urolige Af
tentimer i Klubben. Men idag havde han for en Gangs
Skyld staat tidlig op.
Tilfældet kommer hende til Hjælp, mumlede
han smilende; han var idag i en forunderlig blød, mild
Sindsstemning.
· Den øverste Del af den skovbevokste Høide ovenfor
Hilmers Villa kaldtes i Almindelighed Udsigtsbakken.
De gruslagte Gange der i mange Bugtninger snoede sig
mellem det yppige Krat paa Skraaningerne af denne
Høide, blev betragtet som Byens mest fashionable Spa
servei, og her pleiede det at være livligt nok om Efter
middagen; men paa denne Tid af Dagen var deri
Almindelighed ikke mange som søgte did. Wolf von
Hilmer mødte heller ikke et eneste lNenneske idag, og
med Henrykkelse nød han den dybe Stilhed der kun nu
og da afbrødes af en Lærkes Sang eller Spurvernes
glade Kvidren. Ved den sidste Bøining af Veien stan
sede han. Endnu et Par Skridt, saa var han oppe.
Men hvad i al Verden vilde han egentlig her? Skulde
han virkelig bede Skuespillerinden om Undskyldning?
Nei, saa dybt kunde han dog ikke nedlade sig. Men
hvorfor havde han da løbet efter hende? Han plystrede
en munter 2Nelodi, strøg sig forlegen over Skjægget og
førsøgte at tænke paa noget andet.
Da han kom op saa han Skuespillerinden sidde paa
en Bænk under det gamle Egetræ. Den slanke, elastiske
Skikkelse var ganske sammensunken, hun støtte-de Hodet
mod Træstammen og stirrede drømmende hen for sig.
Hun var egentlig kun gaat op for at faa Ro til at lære
en ny Rolle; men Bogen var gledet ud af hendes Hæn
der, og det saa ud som om hun var, ganske fortryllet af
Landskabets Skjønhed. Hun havde øiensynlig ingen
Anelse om at hun blev iagttaget. Pludselig for hun
førskrækket sammen og rettede sig uvilkaarlig op. Med
sin sedvanlige blaserte, hovmodige Ukine stod Wolf von
Hilmer foran hende og tog let til Hatten.
Hvordan liker De Udsigten, Frøken?
Marie, hvis blege Ansigt blev overgydt af en fin
Rødene, saa stolt paa ham.
Godt, sagde hun koldt, og traadte hen til Sten
gjærdet, der omgav den Flade der dannede Toppen af
Haugen.
Hilmer fulgte smilende efter. Den Lille var jo be
tydelig vakrere idet klare Dagslys end paa Scenen,
hvor hendes fine Træk ikke brillierte saa meget som de
mere grovt skaarne Ansigter. Hun var ingen Landsby
skjønhed med runde Kinder og Kirsebærmund, men der
var en henrivende lane over hele hendes Person, hun
var i Besiddelse af den Slags beaandede Skjønhed der
tyder paa en fornem Karakter og Tænkemaade Ved
sit rolige, fornemme Væsen skilte hun sig ogsaa paafal
dende fra Provinsskuespillerinder i Almindelighed Wolf
blev staaende i nogen Afstand. Hvad skulde han gjøre?
Det var dog altfor pinligt at præsentere sig selv som en
Tølper. Han havde opført sig skandallest, det maatte
han tilstaa, og han havde desværre intet at anføre til
sin Undskyldning. Heldigvis kunde hun ikke have gjen
kjendt ham, ja, det var tydeligt at hun ikke havde gjen
kjendt ham. Hvorfor skulde han nu minde hende om
noget der bare vilde gjøre hende ondt og bringe ham
selv ien pinlig Situation. Han havde slet ikke Lyst til
at gjøre nogen saadan Opofrelse i Sandhedens Tjeneste,
og jo mere han saa paa den unge Dame, jo mindre
Lyst fik han til at komme med sin ydenygende Bekjen
delse. Først maatte han indlede en Samtale med hende,
saa vilde det øvrige kanske falde af sig selv.
Jeg havde den Fornøielse at se Dem paa Sce
nen igaar, begyndte han. Jeg tror ikke jeg overdriver
naar jeg siger, at De spillede aldeles udenerket. Atter
mødte han det store, forundrede Blik fra de alvorlige,
brune Øine.« Han blev næsten forlegen, men kun næ
sten. Da han ikke fik Svar blev han ærgerlig
Har De kanske ikke Prøve idag? fortsatte han
og saa hende hovmodig ind i Ansigtet.
Uden at svare et sOrd vendte den unge Dame ham
Ryggen og gik rolig henover Pladsen, som om der ikke
fandtes nogen Wolf von Hilmer iVerden, der vilde gjøre
hende den Ære at underholde sig med hende. Ved den
første Bøining af Veien førsvandt hun i Skogen.
- Det var et sterkt Stykke, mumlede han forbløf
fet. Her løber jeg ud tidlig om 2Norgenen for at sige
et Par venlige Ord til denne lille Skuespillerinde, og saa
vender hun mig simpelthen Ryggen. Men lad hende
bare gaa!
Med en heftig Bevægelse kastede han sig ned paa
Bænken og begyndte at betragte Udsigten, der idag tog
sig glimrende ud i den klare, rene Luft. I Baggrunden
de blaa Fjelde, hvis bølgende Toppe man kun utydelig
kunde skimte i Horisonten man maatte næsten tro de
bestod af Taagedunster. J Ukidten den brede Dal hvor
der overalt saaes Spor af Kultur, af Ukenneskers Flid
3 dOPsindsOMhed - Landsby efter Landsby, Gods efter
o s. -
Der ligger ogsaa mit eget Rede, tænkte han.
Hvilken Tilfredsstillelse har jeg nu egentlig af at hen
leve mine Dage der? Kanske det alligevel var det bedste
At tage sig UOget nyttigt for, at faa en Virkekreds, en
URD tOZ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
