Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 12. Lørdag 20. Marts 1897 - Et Ord (Forts.) - Helene Birch: Aabent Brev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Livsgjerning. Ja, det burde jeg have tænkt paa da jeg
var yngre. Men da kunde jeg det ikke, Verden lokkede
for sterkt. Nu, ja nu synes jeg ofte at jeg har
havt nok af Verden med dens Tomhed og Uro. . . .
Ja, hvis jeg bare maatte arbeide - ligesom de der
nede deeryrker sine Marker i sit Ansigts Sved. . . . .
Aken vilde de arbeide, hvis de ikke maatte? Neppel
Menneskene er af Naturen dovne, og hvorfor skal man
sætte sig op mod Naturens Love?
Endnu en liden Stund betragtede han det smilende
Landskab, endnu en Gang hvilte hans Blik ved Elven,
der som et Sølvbaand snoede sig mellem Skoge og Mar
ker; derpaa reiste han sig for at gaa.
Nu sik det være nok; han var ikke kommen hid for
at filosofere og beundre Naturen. Hans Expedition var
totalt mislykket. Den Lille havde løbet fra ham som et
sky Daadyr. Hun var da ogsaa merkværdig fintfølendel
Wolf havde kjendt mange Skuespillerinder der slet ikke
havde taget det saa nøie. Men hver sin Lystl
Med Hænderne i Frakkelommen og fløitende en
Operettemelodi vilde han til at gaa, da han pludselig
fik Øie paa en liden Bog, der laa i Græsset ved Siden
af Bænken. Længe kunde den ikke have ligget der, da
den endnu ikke var det mindste tilsmudsetz altsaa maatte
vel den Lille have glemt den igjen i Farten. Han tog
Bogen førsigtig op og undersøgte den nøiere.
Paa Titelbladet stod med store Bogstaver: ~2Naria
Stuart«, og under dette Navn var der skrevet med en fin
Skrift: ~Frøken Niarie Freytag, Hovedrollen«.
Altsaa Skuespillerindens Eiendom! Han satte sig
atter ned og begyndte at blade i Bogen. Ukellem den
afdøde skotske Dronnings eller rettere sagt, den ligeledes
forlængst afdøde Schillers gribende lidenskabelige Ord,
som i dette Øieblik i Grunden interesserede ham lidet,
havde han opdaget en Del korte Optegnelser der rime
ligvis skrev sig fra den ZNaria der netop var løbet fra
ham,«J"og disse Optegnelser var det der nui høi Grad
interesserte ham.
Hun kan vel knapt skrive ortografisk, tænkte han
og begyndte at læse.
Den unge Kunstnerindes Randbemerkninger var
skrevet med saa sin Skrift at det faldt ham lidt vanske
lig at førstaa den; men Haandskriften var ikke daarlig
og Ortografien udadlelig. Wolf læste med større og
større Jnteresse de aandfulde Bemerkninger der forraadte
en saa fuld og dyb Forstaaelse af Digterens Tanker.
Da han kom til sidste Side, faldt et lidet Hefte ud.
Uden at tænke nærmere over om han havde Ret til at
læse mere, bladede han det igjennem og saa da, at det
var Skuespillerindens Dagbog der var faldt i hans
Hænder. Han læste og læste. Der var en ZNængde
træffende og vakre Bemerkninger om Livet og 2Nenne
skene. Hun var flink til at iagttage, denne unge Pige,
og hvor klart og førstandig hun udtrykte sigl
Jkke Spor af Sentimentalitetl Men her, paa det
sidste Blad, hvad var det? . . . . .
Han læste:
~Man kan til Nød væbne sig mod Skjæbnens tunge
Slag ved Underkastelse og Vdenyghedz ligeoverfor Raa
heden staar man derimod værgeløs.
(Forts.)
R
Aabent Brev
Kristiania 10J3 9?.
Kjære Ragnat · « «
u bliver du vel rent forbauset over at faa
Brev fra mig, og det endoglgjennen·i·»Urd«s
Spalter Anledningen, siger du uvilkaarlig,
der maa være en særlig Anledning det er
jo Aar og Dag siden jeg hørte noget fra digt
Jo ser du, jeg hørte igaaraftes Dr. Sigurd
Jbsen holde Foredrag om Kvindesagsbevægelsen, og det
var saa meget godt han sagde, saa meget som kunde
give Haab, at jeg blev rent glad ved det. Og saa kom
jeg til at tænke paa dig, og paa de mange Samtaler du
og jeg havde i de gode gamle Dage, da vi altid samle
des til Fest iPrestegaarden. Husker du den Gangen
ude i Haven, da vi talte om Kvindens Emancipation,
om Rkandens og Kvindens Forhold til hinanden-, om
Bibelens Standpunkt i dette Stykke osv. Du talte saa
vakkert den Kvelden, som du forresten altid gjorde. Det
var den forkjærte Opfatning af Kvinden og hendes For
hold til Manden som havde affødt Kvindesagsbevægel
sen, sagde du.
En saadan Opfatning sodeen at Kvinden, hvor
begavet og udviklet hun end var, og hvor meget høiere
hun i mange Henseender kunde staa over sin Mand, dog
skulde være ham underdanig, adlyde ham i tykt og
tyndt osv., maatte jo bringe enhver stolt Kvinde til at
reise sig og hæve sin Røst mod et sligt Tyranni.v Men
ligesom Bagstraeverne havde søgt at gjøre Kvinden til
et under·legent, laverestaaende Væsen, saaledes havde Emans
cipationens Forkjæmpere søgt at gjøre hende til z"et Væ
sen ligt Manden. Kvinden var ikke lig Manden, og
ZNanden ikke lig Kvinden; de var to førskjellige Væse
ner, rigt udstyret hver paa sin Vis og derfor supplerende
hverandre. Og saa talte du saa vakkert om hvad
Kvinden havde forud for ZNanden, og Manden forud
for Kvinden, - ZNanden var den fterke, den modige,
den der var udrustet til at gaa foran i Kampen; Kvin
den derimod den svage, der følte Trang til at støtte sig
til den sterke, men som paa den anden Side ved sit rige,
varme Hjerte, sin dybe Følelse og sit lyse Sind gav
Akanden Kraft til at gaa fremad i Striden.
Ja, saaledes omtrent talte du, kjære Ragna, og
jeg mindedes alt dette saa levende da jeg igaaraftes
forlod Universitetet og gik opover Drammensveien
hjemover. De Tanker Dr. Sigurd Jbsen fremholdt, var
saa nær beslægtet med dine, og jeg besluttede straks at
skrive til dig og fortælle dig lidt af hvad han sagde.
Da det nu er ~Dagen derpaa«, og jeg ingen Ting har
nedtegnet, bliver det naturligvis bare et summarisk Ud
drag, men jeg skal ialfald førsøge at gjengive dig det
vigtigste. -
Kvindeemanicpationen var Aartusinder gammel.·
Saaledes som den nu fremtraadte, krævede den Lige
stillethed med Manden i social, i politisk, i retsvidenska
belig Henseende. Hvis dette opnaaedes —— og Opnaael
sen heraf vilde efter al Sandsynlighed blot være et
Tidsspørsmaal - vilde Fremtidens Kvinder sætte sig et
andet og høiere Maal for Øie. Maalet: Ligesti llethed
var naaet, men til J ev nbyrdigh ed var der endnu et langt
Skridt. Det første Maal kunde opnaaes ved et Penne
strøg, en Storthingsbeslutning, men saalænge der ikke var
Jevnbyrdighed var alligevel ikke saa meget vundet.
Negrene i Amerika blev efter Borgerkrigen anerkjendt
som frie: men den Dag idag vurderedes de ikke som
Ligestillede med de Hvide. Ved den franske Revolution
P
WEP URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
