- Project Runeberg -  Urd / 1. Aarg. 1897 /
133

(1897)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 14. Lørdag 3. April 1897 - Et Ord (Forts.)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Et Ord.
(Forts. fra forr. Nr)
errerne bukkede dybt, og Fruen gjorde en gra
ties Beining idet hun forlod Værelset, ele
.gant som en Dronning og fulgt af Amt
mandinden. Da de to Veninder stod alene i
Entreen omfavnede de hinanden hjertelig.
- Denne Eftermiddagsstund har givet mig Styrke
for lang Tid, sagde Fru von Freiburg. Saa hyggelig
kan jeg ikke huske jeg har havt det paa mange Aar.
Din Ægtefælle er et prægtigt Menneske, og denne Hil
mer er rigtig en interessant ung Ukand «
Du vil vel ikke fortælle dem at min Datter
er ved Teatret? spurte hun ængstelig
- Jeg vil fortælle dem at den unge, sympatiske
Kunstnerinde, hvis store Talent vi igaar havde Anled
ning til at beundre, ikke er nogen anden end din
Datter.
Fru von Freiburg blev pludselig alvorlig. Med
en rask Bevægelse greb hun Venindens Haand og førte
den op til sine Læber.
Du er bedre end jeg, sagde hun. Jeg skam
mer mig, ikke fordi min Datter er ved Teatret, men
fordi - fordi jeg altid gjør hende Livet saa surt. Ja,
jeg er næsten sikker paa jeg gjør det, skjønt jeg aldrig
hører hende klage. Jeg faar altsaa Lov til at tage
hende med mig hid imorgen? Hun ligner saa dig,- og
dit gode Hjerte har hun ogsaa. Farvel da, Gud være
med digl
· Da Amtmandinden atter traadte ind i Dagligstuen
gik hun lige hen til Hr. von Hilmer.
Nu, hvordan synes De om min Veninde?
spurte hun.
En meget pen og behagelig Dame. Hun maa
i sin Tid have været en Skjønhed.
Ja, ikke sandt. Forresten er hun endnu den
Dag idag en Skjønhed. Er det ikke merkeligt at hun
har slig en afskyelig Datter?
Hvad har hun, Frue? Wolf saa forundret paa
Amtmandinden; han var ikke vant til at høre hende
bruge saa sterke Udtryk.
Gjertrud lo godenodig.
—— Den Frøken Freytag, som De syntes var saa
afskyelig paa Scenen igaar, er Fru von-Freiburgs Dat
ter. Og uden at vente paa Svar gik hun over til den
anden Side af Værelset hvor hendes Mand stod og for
klarte Godseieren Konstruktionen af en ny Jagtrifle.
Ja hun havde fortalt den sensationelle Nyhed sagde
un:
Jeg har invitert begge Damerne til Te imor
gen, da maa du endelig være hjemme, Wilhelm.
Jeg Pleier aldrig at førsemme Stevnemoder med
Skuespillerinder, svarte Amtmanden med komisk Alvor.
Jeg faar vel førsøge at være paa Pletten.
Gjertrud lo muntert og Godseieren morede sig
hjertelig over den udenerkede Vits. Herrerne anbefalte
sig nu, og mens Amtmanden hjalp Godseier-en at faa
12derfrakken paa stillede Wolf von Hilmer sig foran
Gjertrud og sagde:
Før jeg gaar maa De love mig noget. Naar
nu disse Damer kommer hid, maa De ikke
De mener, at jeg ikke maa fortælle Frøken von
Freiburg at detvar Dem som s— —-
Naturligvis! Jndbild hende bare at hun har
hørt feil.
Gjertrud rystede paa Hodet og lod som hun var
svært alvorlig.
– Jeg ved ikkerigtig om De fortjener det, sagde
hun. Hvis jeg bare vidste at De angredel
Jeg angrer aldrig,’ det er mod mit P·rincip,
sagde Hilmer med et let Skuldertræk. Alen jeg maa
forresten bekjende at jeg har gjort hende Uret.
Saa, hvordan det?
Jo, ved Dagslys er hun ganske vakker.·
Har De set hende?
Ja vist, har jeg det. Altsaa Frue, jeg stoler
paa at De tier.
—— Hvor har De set hende?
En Dame, der er i Besiddelse af alle Dyder,
maa ikke være nysgjerrig.
Herrerne fjernede sig, og ULgteparret Unger blev
alene-
—— Hvad var det du og Hilmer talte sammen om
saa længe? spurte Amtmanden.
Det er en Hemmelighed, min Ven. Ved du
ikkeat han er forlibt i mig? sagde Fruen skjelmsk.
Hendes Ukand tog hende leende i sine Arme; han syntes
San var den lykkeligste Ægtemand i Europa, ja, i hele
erden.
Marie Freytag blev ikke fjernet fra Teatret, som
hun selv havde været bange for; tvertimod blev hendes
Stilling sikrere for hver Dag, og efter nogle Ugers For
løb gjaldt hun for at være Publikums erklærede Ynd
ling. Da·hun merkede at hun gjorde Lykke, blev hun
roligere og sikrere, og hendes Spil fik derved forøget
Tiltrækning
Hos Amtmandens gjorde hun og hendes Mor Be
kjendtskab med de fleste dannede Familier paa Stedet,
og det varede ikke længe før de to Fremmede blev be
tragtede som uundværlige ved alle Teselskaber og Soi
reser. Fru von Freiburg var velkommen overalt, ved sin
Livlighed og Underholdningsevne blev hun en ren Afvi
sition for den kjedelige lille By. Konversationen fik
altid nyt Liv naar hun var tilstede, og Marie var lige
saa afholdt for- sin Elskværdighed og sit beskedne Væsen.
Alle Damer sværmede for hende, og deres Lovtaler kul
minerede altid i den Erklæringt
Og saa er hun ikke det mindste koket!
De af Herrerne der delte dette Sværmeri, bekræftede
alt hvad Damerne sagde om hende, kun med den lille
Forandring:
« Hun er nydelig, men ikke det mindste kokett
Naar Godseier Berlau hørte den Slags IZtringer smilte
han saa fornøiet som om man personlig havde sagt ham
en stor Kompliment Han lagde nemlig ikke Skjul paa
at han var rasende forelsket i den unge Skuespillerinde,
og hans Ven Wolf von Hilmer sik især den Fornøielse
at lytte til hans Hjerteudgydelser. Da han første Gang
betræde sig til sin Ven Wolf saa denne først umaadelig
forbauset ud, derpaa strøg han sig eftertænksomt over sit
blonde Skjæg og smilte.
Og hvad tænker du nu at gjøre? spurte han.
Da Berlau kun svarte med et Skuldertræk, saa Hilmer
foragtelig paa ham med fine skarpe blaa Øine:
—— Frøken von Freiburg er ingen Koristindel sagde
han. Berlau blev ganske forbløffet og gav intet Svar.
Da han kom hjem laaste han Døren omhyggelig og tog
frem Adelskalenderen, som han begyndte at gjennemse
for at undersøge hvor mange Mesalliancer der i Aare
nes Løb var bleven indgaaet i den fornemme Verden.
Rigtignok stillede Sagen sig noget anderledes i dette-Til
fælde Hans Tilbedte stammede fra en gammel og an
seet om end senere forarmet Adelsslægt, mens han selv
l

i oJL
l
«-«k.«
.-J»l S
- X«
URD IZZ

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 23:07:26 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/urd/1897/0145.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free