Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 14. Lørdag 3. April 1897 - Et Ord (Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
var af borgerlig Herkomst. Ja, han havde endog hørt
at hans Oldefar skulde have været Skomager i Sisle
ben. Uken han var rig, og hun var fattig; han var
en anseet Godseier, hun en liden Provinsskuespillerindel
Hvis han virkelig nedlod sig til at ægte hende, vilde
han übetinget gjøre en LNesalliance Zlken han var saa
naragtig glad i hendel Mama vilde naturligvis gjøre
Vrøvlz men hende skulde han nok paatage sig at klare.
Hjemme havde han næsten altid sat sin Vilje igjennem.
Nu var det Januar; først om fire Maaneder var
Sæsonen tilende; han havde god Tid til at betænke sig.
Og Marie selv, hvad vilde hun sige? Aa, det var
hans mindste Frygt. Den rige Godseier Berlau kunde
da ikke faa Kurven.
Disse nye Planer meddelte han naturligvis straks
til sin Ven Hilmer, som temmelig spodsk bemerkede:
Helena flygtede med Paris - —— Hvorfor
skulde ikke-Lykken«ogsaa blomstre for dig? Berlau brød
forgjæves sit Hode for at udfinde hvad Sammenhæng
der vel kunde være mellem Hilmers Ord og hans Gif
termaalsplaner. Hvad kunde han mene? - —·-
Hr. von Hilmer begyndte at blive temmelig lune
fuld. Han førsømte iAlmindelighed sine Klubaftener,
og naar han engang imellem indfandt sig var han saa
taus og interesseløs, at han blot fordærvede Moroen
for de øvrige. Hans Venner beklagede at han var ble
ven gammel før Tiden. Men Hilmer selv syntes ikke
han var gammel, han havde ikke paa lang Tid følt sig
saa ungdommelig som nu, rent gutteagtig kaldte han
sig selv. «
« Han, Wolf von Hilmer, den uforbederlige PeSsi
mist, VerdenSmanden, der overmættet af Nydelser snart
begyndte at blive træt af dette Liv, havde mod sin Vilje
gaat hen og forelsket sig. Han kjæmpede derimod af
alle Kræfter, anvendte alle Grunde som hans Egoisme
og Verdensklogskab kunde indgive ham, men forgjæves,
den Følelse der havde grebet ham, var sterkere end alt
og tog triumferende hans Hjerte i Besiddelse.
Det var fire Uger siden han ved et Tilfælde opda
gede de første Symptomer paa, at han stod i Fare for
at tabe sit Hjerte til en Provinsskuespillerinde Hans
Venner vilde faa sig en god Latter, hvis de nogensinde
fik vide hvor han da havde været. Det var da ogsaa
fortaltat han skulde faa den taabelige Jde at gaai
Sygebeseg Juleaften. Jkke saa at han pleiede at spille
Sjælesørger ligeoverfor de Fattige iEgn-en, nei det havde
bare dreiet sig om at vise den stakkars Josefs Kone lidt
ZNenneskekjærlighed. Hilmer havde nemlig tilegnet sig
en Del medicinske Kundskaber som det nu og da morede
ham at praktisere i sit eget Hus.· Konen pleiede at ar
beide iVillaen, og da han gjennem sin Tjener hørte om
hendes Sygdom, sendte han hende nu og da lidt Vin og
førskjellige andre Styrkemidler. Skjønt hun sik saa
mange gode Sager var hun dog fremdeles sengeliggende,
og baade hendes Irland og Tjenerskabet i Villaen var
bange for at Fattiglægen, der tilsaa hende, blot var en
Charlatan. Paa Karls indstændige Anmodning bestemte
Baronen sigtil selv at sende den Syge den nødvendige
2"l«ledicin, og Juleaften havde han blandt andet ogsaa
ladet hende faa en Flaske Fellow Sirupj Bagefter kom
han imidlertid til at tænke paa at Josef kanske træde
dette var en ny Slags Suppe, der kunde hældes i den
Syge som anden 2Nelkemad, og for at forhindre at han
gjorde Dumheder bestemte han sig til at bide i det sure
gEble og aflægge et Besøg i den gamle Gadefeiers
tue-.
Zlked lange Skridt ilte han gjennem den stinkende
Baggaard og bankede paa Døren til Josefs beskedne
lille Hus. Gjennem den lave Døraabniug traadte han
ind i et fattigt;lidet Værelse, hvor en kvalni Sygelugt
slog ham imøde. Paa den- fattige Seng i Krogen laa
Konen, der blev ude af sig selv af Glæde da hun fik
Ole paa Baronen. En Strøm af Tak og Velsignelser
vældede ud over ham, saa han selv næsten ikke fik An
ledning til at sige et Ord, og han stod bare og. forun
drede sig over at et Ukenneske med syge Lunger kunde
være saa veltalende. Da fik han pludselig ved Skinnet
af den osende Petroleumslampe Oie paa Zliarie Frey
tag, der sad paa en liden Træskammel ved Sengen.
Hun reiste sig, rakte ham Haanden og sendte ham et
saa varmt og beundrende Blik fra sine store B«arneøi·ne,
at han, den kolde, erfarne Verdensmand, næsten blev rød.
Ja tænk, han følte at han virkelig blev rød. ,
Siden den mislykkede Ekspedition til Udsigtsbak
ken havde han ofte truffet hende, baade hos Amt
mandens og hos andre Familier i Byen, og naar han
imellem havde gjort hende den ASre at underholde sig
med hende, havde han altid været i høi Grad overlegen
og nedladende. Jaften førsøgte han ogsaa at anslaa
den samme Tone; men enten det nu var Julestemningem
der havde gaaet ham i Blodet, eller det var hendes mørke,
straalende Øine og melodiske Stemme, der havde for
maaet at tø ham op, nok er det, idag var al hans kolde
Ligegyldighed fuldstændig som bortblæst. Efterat han i
al Hemmelighed havde stukket lil Konen et Tyvekrone
stykke gik han og Frøken Freytag ud sammen. Ganske
tause gik de nedover Gaden ved hinandens Side, men
da de kom til Torvet stansede hun for at sige Farvel;
hun skulde nemlig gjøre nogle Jndkjøb for sin Ufor.
Hun stod foran ham som hin Tliorgen paa Udsigtsbak
ken —· hun var iført den samme Dragt, en niorkebrun
Pltisches Jakke og en kort sort Kjole, der»-lod de vel
formede Fødder komme tilsyne. ·
Stakkars Liden, du kunde rigtig trænge en god
varm Pelsverkskaabe, tænkte han da han saa hende fare
sammen i Kulden. Hun smilte venlig, og spurte hvor
ledes han skulde tilbringe Høitidsaftenen, han skulde vel
have Juletræ? Til enhver anden Tid vilde han rime
ligvis have svart at den Slags Barnagtighed indlod han
sig ikke paa; nu tog han det derimod paa en ganske
anden Akaade Han sukkede, og erklærede rørende høiti
delig at han var en ensom Mand, der ikke havde et
eneste ZNenneske af hvem han kunde vente at faa nogen
Julegave. Den unge Pige saa ganske bedrøvet ud; hun
saa paa ham rent hjælpeløs, nølende. Den lille blød
hjertede Tingest stod sikkert og overlagde med sig selv,
om hun ikke burde tilbyde den Ensomme en Plads ved
sit Julebord. UTen Zlkodet svigtede hende aabenbart,
ganske bedrøvet sagde hun ~Godnat« og »glædelig Jul«
og i sin overvættes ZNedlidenhed gav hun übevidst hans
store Haand et hjerteligt Tryk han blev saa rørt at
han gjerne kunde have kysset hende! ,
Siden interesserte Wolf sig i høieste Grad for den
unge Skuespillerinde. J Teatret gik han Aften efter
Aften for at se hende spille, han indfandt sig overalt,
hvor han træde han kunde træffe hende, og til sin
Skræk opdagede han pludselig at han var forelsket, og
at han med sit utøilede Sinds vilde Lidenskab længtede
efter at komme i Besiddelse af Gjenstanden for sin
Kjærlighed (Forts.)
134 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
