Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 19. Lørdag 8. Mai 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
end at tage mod Visiter paa en saadan Tid. Sig, at
Far ikke er kommen hjem fra Skolen endnu, og at jeg ikke
har Tid til at hilse paa ham; du faar bede ham have
mig undskyldt ja, saa meget maa du vel førstaa af
dig selv. Forhaabentlig maa han vel snart gaa igjen.
Hun tog sin Lommekam og glattede lidt paa mit
sorte krusede Haar, som aldrig rigtig vilde falde som det
skulde, fæstede den tunge sorte Knude med et Par af sine
egne Haarnaaler, og skjov mig derpaa uden videre ud as
Døren som om jeg havde været en Dukke der gik paa Trinser.
Jeg var temmelig rød og forlegen da jeg kom ind
for at hilse paa vor Gjæst Det var ikke frit for at jeg
var lidt ærgerlig; thi skjønt jeg var en ægte ~Blaastrømpe«
og saaledes nærede Foragt for det mandlige Kjøn ial
mindelighed, var det mig slet ikke saa ganske ligegyldigt,
hvilket Indtryk jeg selv gjorde paa de Herrer der
kom i min Vei.
Den unge Mand stod med Ryggen til Døren og
betragtede de ærværdige Familieportrætter over Bogskabet.
Han vendte sig imidlertid hurtig om og hilste. -.
Han havde et vakkert, ungdommeligt Ansigt med et
prægtigt brunt Skjæg og ærlige graa Øine; forresten saa
han slet ikke hverken elegant eller aandrig ud - ikke
det mindste over det almindelige, tænkte jeg; men det
var da heller ikke at vente, at noget ualmindeligt skulde
forvilde sig til vor lille Byl
Far er ikke kommet hjem endnu, sagde jeg, og
Ukor kan desværre ikke have den Fornøielse at hilse paa
Dem idag De maa virkelig undskylde, Hr. Doktor —-
Vi har nemlig Hovedrengjoring, og da er Mor altid
saa optaget.
Et Øieblik mønstrede han min lille Person fra
øverst til nederst. I min gamle Blaatoiskjole og det
store, hvide Forklæde kunde jeg umulig tage mig ud til
min Fordel; men jeg havde virkelig et vist Indtryk af
at mit Udseende ikke netop havde mishaget ham. Han
smilte og sagde: .
Det er nok mig som maa bede om Undskyldning,
Frøken, fordi jeg falder ind i Huset paa en saa übeleilig ·Tid.
Ja, det var da ’ik e saa godt for Dem at vide.
Da jeg gjorde min Indtrædelse fik jeg ialfald et
levende Indtryk af hvad der foregik her, sagde han og
smilte over hele Ansigtet. Det var rimeligvis Anne han
havde fundet saa komisk; hun pleiede ogsaa at være alt
andet end gratiøs, naar hun med korte Skjørter og op
brættede Ærmer laa paa alle sire og skurte Gulvet.
Hvor vakker han er, naar han smiler, og hvilke
prægtige Tænder han har, tænkte jeg; men høit sagde
jeg temmelig impertinent:
- Unge Herrer førstaar sig vel ikke stort paa
den Slags Ting.
Unge Herrer har vel ogsaa Mødre eller Søstre,
som engang imellem faar det Indfald at befatte sig med
~den Slags Ting«, sagde han. Eller kanske De tror, at
det bare er i Deres Hjem man har Privilegium paa sligt?
Jeg 10, men vidste ikke rigtig hvad jeg skulde sige.
Han sørgede imidlertid for at Samtalen ikke gik istaa, og
istedetfor at gaa igjen straks, som Mor og jeg havde
tænkt at han vilde gjøre, gav han sig temmelig god Tid,
og snart sad vi ligeoverfor hinanden og pratede, som om
vi havde været gamle Bekjendte. Endelig gik det op
for Doktoren, at det igrunden baade var upassende og
hensynsløst af ham at lægge Beslag paa min kostbare
Tid; han reiste sig derfor og rakte mig Haanden til
Farvel, idet han beklagede at han ikke havde været saa
heldig at træffe mine. Forældre Da han var gaat stod
jeg og saa efter ham fra Dagligstuevinduet, indtil han
dreiede om det nærmeste Gadehjørne. Han havde en
kraftig Figur, men var af middels Høide, slet ikke hverken
høi eller slank som Helten i min Fortælling Han vari
Grunden ganske almindelig Men der var noget saa
friskt og kjækt over ham, og desuden var han saa vakker
naar han smilte. Bare Far vilde invitere ham imellem,
stakkars Ukand, han maatte da have det uhyggeligti
den kjedelige lille By.
For ikke mere end en halv Time siden havde jeg
længtet efter det Øieblik da jeg atter kunde sætte mig
ned og skrive paa min Fortælling Jeg var kommet til
det mest spændende Punkt i hele Bogen, min Heltinde
havde jo netop lukket Ukunden op for at sige noget der
skulde blive af skjæbnesvanger Betydning baade for hende
selv og for Bogens anden Hovedperson. Alen nu tænkte
jeg ikke engang paa Manuskriptet, men gik langsomt
tilbage til Mor og Strygetøiet.
Nu maa man endelig ikke misforstaa mig og tro
at jegiLøbet af en halv Time havde gaat hen og for
elsket mig i en vild fremmed Herre. leg vil dog ikke
nægte at den nye Doktor havde gjort et overordentlig
tiltalende Indtryk paa mig; men det maa jeg da faa
Lov til at sige, uden at det skal behøve at vække Anstød.
Da jeg om Aftenen sad og skrev paa min Fortælling
ved Skinnet af en liden Lysestump, hændte der mig
noget ganske merkeligt. ·
Min før omtalte Helt, der ellers pleiede at stryge
sig tankefuldt over sit blonde Helskjæg, begyndte pludselig
at dreie paa sin brune Knebeløbart. Jeg blev ærgerlig da
jeg merkede Feilen, rettede den straks og vogtede mig vel
for anden Gang at begaa en lignende Fadæse. , ———-
Endelig var vi da færdige med den kjedelige Ren
gjøring, som ikke engang Ukor naar hun skulde sige
hvad hun mente var videre begeistret for. Da jeg
nu havde mere Tid til min Raadighed tog jeg for Alvor
fat paa min Fortælling og Manuskriptet begyndte snart
at antage ganske betydelige Dimensioner.
Saa kom Pintseferierne, og Far og Mor tænkte da
paa at reise en Tur tilTante Ulrikke. De ældste Gutter
var allerede reist paa Besøg til en Skolekamerat, hvis
Forældre boede paa Landet, de yngste vilde Far og Mor
tage med sig; men nu var Spørsmaalet hvor min Person
skulde anbringes i denne Tid. Mine Forældre vilde nok
gjerne have mig med; men det var ikke saa godt at op
drive Reisepenge til saa mange. Denne Vanskelighed faldt
dog bort as sig selv, da jeg uden videre tilbød mig at
være hjemme og passe Huset. Dette havde man neppe
ventet af mig; en ny Side as min Karakter var nu
kommen for Dagens Lys lod det til. Fra alle Kanter
regnede der Ros ned over mig, mens man paa samme
Tid syntes Synd paa mig, fordi jeg skulde være hjemme
alene. Alt dette optog jeg paa en meget beskeden Maade,
ja jeg forholdt mig endogsaa lige rolig og sagtmodig da
Mor til Slutning kom med sine mange Formaninger, som
ved andre Leiligheder pleiede at ærgre mig-saa. Den
største Tjeneste man for Øieblikket kunde vise mig var at
lade mig faa være alene og uforstyrret, uden Opsigt og
uden at være absolut nødt til at bære Husets Byrder,
som ellers hvilte saa tungt paa mine Skuldre.
(Forts.)
TFT
iB2 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
