Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 20. Lørdag 15. Mai 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Da vi havde spist, sang Doktor Holst for os. Han
havde en prægtig Baryton, ikke videre skoleret, men meget
behagelig, og saa akkompagnerte han sig selv saa vak
kert uden Noder.
Jeg sad i Nærheden af Pianoet, saa jeg hele Tiden
kunde se ham; han sang den kvikke gamle Studentervise
om Lore, som jeg syntes saa godt om at jeg næsten fik
Lyst til at stemme i med. Og hver Gang han kom til
Omkvædet:
Sie ist mein Gedanke bei Tag und bei Nacht
Und tvohnet im Winkel am Thore«,
syntes jeg at han saa paa mig. Jeg træde først det var
tilfældigt, og var ganske ærgerlig fordi jegblev rød;
men merkelig nok gjentog det sig flere Gange. Og saa
hed jeg jo slet ikke Lore, men Helene.
Da Gjæsterne endelig skulde bryde op, tænk, da kom
dette forunderlige Menneske hen til mig og sagde i en
lidt spøgende Tone:
Godnat, Frøken Lore!
Jeg rakte ham Haanden, men lod som om jeg ikke
lagde Alerke til hvad han"sagde, da jeg ikke rigtig
vidste om jeg skulde blive fornærmet eller ei.
Det havde idetheletaget været en hyggelig Aften, og
da alle Gjæsterne var gaat fik jeg endogsaa Ros af
2NOr, fordi jeg efter hendes Akening havde gjort mine
Sager godt og ikke slaat noget istykker.
En Stund efter blev jeg buden i Forlovelsesselskab
til en Veninde af mig. Der skulde opsøres en Del
Tableauer, og der blev bestemt, at jeg og Dagny Aleyer
skulde forestille Prosaen og Poesien og deklamere nogle
for Leiligheden forfattede Digte; Jeg havde ikke videre
Lyst paa dette, da jeg syntes Ideen var noget førslidt,
og jeg likte heller ikke at jeg selv skulde forestille Prosaen
Ulen Dagny, som ikke var ganske fri for at være
lidt forfængelig, paastod at hun vilde beholde sin
Rolle, da hun absolut vilde benytte Anledningen til
at have sit lange, gyldne Haar udslaat. Og saa maatte
jeg naturligvis finde mig i at være Prosaen i Skikkelse
af en Borgfrue med et raslende Nøgleknippe ved Bæl
tet. Dragten var jo førsaavidt ganske klædelig; men allige
vel kunde jeg ikke andet end ærgre mig. Dagny Meyer
var alt andet end poetisk anlagt, og hvorfor skulde
da hun forestille Poesien og jeg Prosaen, som helt igjen
nem var mig saa forhadtP
Dagny, som var saa vakker, tog sig naturligvis hen
rivende ud i den hvide, luftige Dragt, der var pyntet
med blegrode Roser; men det var en Gru, hvordan hun
ramsede Versene op, akkurat som om hun ikke selv vidste,
hvad hun sagde.
leg tog mig naturligvis ikke paa langt nær saa
godt ud, og det kunde man jo heller ikke vente; men
Doktor Holst havde rigtignok saa daarlig Smag, at han
syntes jeg var meget penere end Dagny; idetmindste sagde
han det. Han saa saa ærlig og oprigtig ud og dandsede med
mig næsten hele Aftenen, saa jeg maatte tro, at han
mente hvad han sagde.
Denne Sommer var den morsomste Tid jeg nogen
sinde havde oplevet, og Glanspunktet af det Hele
var en Seiltur til en skogbevoksetO langt ude i Fjorden.
Hele Herreklubben med Damer var med, saa der var
mange Baade, og jeg var kommet i den bagerste Baad,
hvor jeg havde Plads lige ved Roret, som Doktoren
skraks bemægtigede sig. I Begyndelsen kunde han slet
ikke bruge dets thi han var jo opvokset i en Fjeldbygd.
Men jeg var meget flink til at styre, og lærte ham snart
hvorledes han skulde—bære sig ad. la, det var en dei
lig Turl leg havde været paa Vandet over tusen
Gange; men aldrig havde jeg tænkt mig at en Seiltur
kunde være saa fortryllende som denne.
Da vi efter en Times Forløb landede ved Ven, op
søgte vi en yndig Plet i Skogen, hvor vi bestemte os
til at slaa os ned for en Stund. De rigtignok meget
prosaiske, men alligevel temmelig uundværlige LNadkurve
blev baaret op fra Baadene, og Herrerne samlede Kviste og
tændte et Baal. Først holdt vi næsten paa at blive kvalt
af Røgen, og derefter varvi nærved at sætte Ild paa
Skogen; men heldigvis sik vi da endelig kogt den paa
alle Landture saa uundværlige Kasse, uden at der hændte
nogen større Ulykke. Vi drak uaturligvis alle en utrolig
Alængde Kasse ogsatte i os en hel Del Kager og
·Smørrebrødz men Doktor Holst smagte ikke stort andet
end nogle Kager som jeg havde bagt, og dem spiste han
op næsten alene.
Da vi var færdige med denne vigtige Akt, var det
LNeningen at vi skulde spadsere lidt omkring paa Ben,
før vi atter drog hjemover. Selskabet delte sig i Grupper
og spredte sig omkring i den friske, deilige Skog, og det
faldt da ligesom af sig selv at Doktor Holst og jeg gik
sammen. Vi var lidt bagefter de andre; vi havde saa
meget at tale om, og det var saa stille og fredeligt om
kring os. Fuglene kvidrede, og hist og her rislede der
en liden Bæk; kun nu og da hørte vi Latter og Raab
langt borte.
Med en Gang følte jeg mig ganske beklemt og
spurte sagte: ·
——— Skal vi ikke gaa lidt hurtigere, saa vi kan naa
igjen de andre?
Men han lagde Haanden paa min Arm og sagde:
Aa nei, lad os ikke det; vi tager dem tidsnok igjen.
l Og han saa saa god og trofast ud, at jeg blev ganske
varm om Hjertet. —— - —— - -
En god Stund efter feilede vi hjem for en ganske
let Bris i det deiligste Maaneskin. Den flerstemte Sang
klang saa vakkert paa Vandet den Aften. Jeg sang ikke
med, men hørte bare paa den ene Stemme, som jeg syntes
overgik alle de andre i Skjønhed En varm Haand greb
min og holdt den saa fast, saa fast, ligetil - - —-
Ak ja, man bør helst ikke skrive om saadant; thi
da kan det let miste sin bedste Duft; men det er sikkert,
at saa lykkelig havde jeg aldrig før været i mit Liv.
Da jeg kom i Seng den Aften, var det mig næsten
ikke muligt at saa sove. Jeg havde trukket Gardinet
lidt tilside, saa jeg kunde se lidt af den straalende
Himmel. Uiaanen lyste saa klar og vakker, og Ulilliw
ner af tindrende Stjerner smilte ned til mig, som om de
ogsaa vilde-tage Del i min Glæde. -
- Du har nok glemt at vi har Storvask idag,
sagde ZNor lidt skarpt, da jeg Viorgenen efter Seilturen
kom ned i Stuen lidt senere end sædvanligt la, tænk,
det havde jeg rent glemt!
Lena, husker du ikke, at du lovede at gjennem
gaa denl tyske Stilen med mig, sagde min lille Søster
Agnes. la, det var sandt, nu huskede jeg det; men det
var desværre for sent, da Pigebarnet allerede skulde gaa
paa Skolen. ·
—— Naar jeg nu engang har paalagt dig at se efter
Knapperne i mine Handsker, saa forlanger jeg ogsaa at
du skal gjøre det; nu er der faldt ud en Knap igjen,
sagde Far ganske ærgerlig. Han stod med Hat og Stok
for at gaa ud, og ventede bare paa at faa de ulykkelige
Handskeri Orden. Knappen var ikke faldt ud, men
fristede en temmelig usikker Tilværelse, idet den hang i
en eneste Traad. I en Fart syede jeg den fast igjen,
og sprang derpaa ud i Kjøkkenet for at sørge for Frokost
til Vaskekonen ·
190 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
