Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 20. Lørdag 15. Mai 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det væsentlige ved disse IMønstre maa da være, at
de ved Siden af at være smukke og rene i Stilen, ogsaa
ek ganske enkle og lette at forarbeide.
Dette er naturligvis ikke saa ganske lige til at faa
til for enhver; men netop her er det Kunstmuseet skal
træde hjælpende til.
· Jeg har i l’al«t nouveau Eksempler ; paa, hvordan
MHz-blek- der var saa simple og ret- op- og ned som det
overhovedet var muligt, ved en ganske liden Finesse:
Formen af et Sæde, Stillingen af et Stolben, har faaet
ct fint og stilfuldt Udseende.
- Selvfelgelig bør der ogsaa være Alenstre for van
skeligere Sager, hvis der skulde findes en og anden Jld
sjæl, der kunde have Mod til at vove sig ikast med noget
større; men man maa tage vor Uations Konservatisme
i Betragtning, fremfor alt ikke skræmme - men ligefrem
liste Lysten til at gjøre sine Hjem smukke ind paa Folk.
Ogsaa J, mine Damer, der broderer Bordlebere
og Ssofapuder,’ burde anskaffe Eder smaa Alensterbegerz
thi med al Agtelse for Eders Smag: Du min milde
Skabet-, hvor afskyelige Eders Produkter ofte er baade
i Tegning og Farvesammensætningl
Jeg-er ikke i Tvivl om, at en Forlægger, der vilde
udgive en koloreret Ukensterbog for finere Broderi, ud
ført af en dygtig og førstandig Kunstner (Holmboe f. Eks.)
vilde gjøre en god Forretning.
Ti-
Her er paa dette Felt saa uendelig meget at gjøre;
men det saar være nok med disse Antydninger.
For os Nordgermanere vil Hjemmet sige saa meget.
Baade vortßacegemyt og vor Natur gjør, at vi uvil
kaarlig gror fast i vort Hjem. Det barske Klima gjør,
at vi maa henleve en stor Del af vort Liv inden sire
Vægge, og det er derfor en Selvfelge at disse daglige
Omgivelser - uden at vi selv ved om det ——— kommer
til at have en stor Indflydelse paa vort Liv.
Derfor er det saa vigtigt, at alle disse Hjem Landet
udover, disse Hjem, hvori vort Folk lever, bliver gjort
smukke og lyse, forat de Slægter, der kommer, skal faa
Øine, som mere end vore er opladte for al- Jordens
Skjønhed
Neds-Ø-;
FI I Yv-
Dssss «
(D- s·.·«».«’,·,
sk « , «-
.-—." ikke-erke
«’t·zs·3’ «GPRS
lsik »J. HD . 3,-
Hss ix « »
Yerigtigekse
lste Spalte, Bde Side i forrige Nr. stod: Til 12. og
Astra- Skal være: Til I. og Astra.
Besøg i ’,,Slaatbua«.
(As Ole Ihle).
et var splittende koldt Søndag Tllorgen Det
knaged og bragediVæggenez det knap og dei
smald i Stakittet. Det gnirked og gren i Hængs
lernez Fingrene hang fast ved Klinken, og den
raa, iskolde Luft væltede som en tyk, lysblaa
Reg indover Gulvet, naar en aaabnede Døren.
Skjærerne i Granholtet bagom Staburet fløi fultne
fra Træ til Træ, fra Staburstaget til Vedfkaalen, fra
Vedfkaalen til Bandhundens Afadkop - hvorfra de vist
nok fik et hastigt Reisepas - udftedsende sine hæse, rov
gjerrige Skrig, idet de stivfrosne Vinger sloges mod det
magre Bryst, saa et lydeligt Smeld hørtes for hvert
Vingeslag. - ——
Den store, sorte Finnehund rev og sled i Lænken,
rygged tilbage, tog Tilsprang for muligens at slide af
Halsremmen og gav sin Stemning Luft i en gjennem
trængende Gjøen, der endte i et langt, sørgmodigt Hyl,
krøb ret som det var ind i sit Hus, men kom straks ud
igjen forat gjentage den samme Manevre, hvilket den
holdt paa med, indtil den gamle folke- og dyrekjære Budeie
forbarmede sig over den og bandt den i Ovnsbeneti
Kjøkkenstuen. -
- »Hus, hain er stygkall idau, Gutl« sa’n gamle
Anders Staldkarl, han laa paa Bænken i Drengestuen
og strakte Benene tæt indimod den glohede Ovnsidez
~den, som vil dra paa Fjelle idau, kain’te ha mye Vet
i Skallen«, sa han, idet han tog et Par Drag af Piben
og sendte selvbevidst en lang Spytstraale henover Gulvet.
De tre Tømmerhuggere, som Dagen iforveien havde
lovet at slaa Følge, kviede sig for at dra tilfjelds bare
for Moro Skyld i slig Kulde; men efter megen Over
talelse frem og tilbage og efter at have fynt frem Flaske
halsen, som stak op af Nisteskræppen, fik jeg bevæget dem
til at bli med.
Skierne kom paa, og afsted bar det: opefter Skræn
ter og Lier, gjennem tætte Granruster og store Furu
marker, over Myrer med Drivsne faa tør som Aske.
Opefter hele Lien faaes Spor efter·Ræv, somi alle
slags Volter og Svingninger havde lusket omkring, og
hist og her havde en enslig Hare taget lange Hop iden
løse Nysne, forfrossen og opskræmt, forfulgt af sine far
ligste Fiender, Gaupen og Ræven.
I Birkekrattene sad Rypen fammenkrøben, dybt nede
i Sneen, trist og sørgmodig ·
Det gnirked og skreg i Sneen for hver Ski, som flyt
tedes, og for hver Stav, som sattes i den haardt tilkjerte
Sætervei. Bange for at trække i os den raakolde
Luft, som steg op af Sjøen, kravlede vi tause
opover, saa Sveden randt trods de femogtyve Graders
Kulde vi havde. Alen jo høiere vi kom, desto høiere
smøg ogsaa Solen op bag Fagerfjeldet, rød og undselig,
næsten bange for at trodse den bistre Vinter. Snart
lagde vi den taagefyldte Dal bag os, og vi befandt os
oppe paa de træløse Viddermed Luft saa frisk og ren,
at vi følte os lette som Fugle, og han Langbeintkarinus,
som gik forrest, lagde Kroppen forover og heisede sig
frem paa sine lange Ben, saa vi, som gik bagefter og
var mindre, havde et farligt Stræv med at holde Følge.
Heldigvis skimtede jeg snart Gjærdestørene omkring
Sætervolden, og vor Rastplads var nær.
Om nogle Øieblikke sad vi alle fire muntre og til
fredse omkring Peisen i Slaatbua paa den for sin vakre
Beliggenhed og storartede Udsigt bekjendte »Aasen« Sæter.
Ts)
ZX
id X
URD 195
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
