Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 20. Lørdag 15. Mai 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De store Tyrikubber brændte lystig, og Kaffekjedlen
var snart ikog. Nisteskræppen kom frem, og et ordent
ligt Indhug blev gjort i dens Indhold.
Tiden gik med Spisning og Kaffedrikning og mor
somme Historier fra Tømmerkjører- og Fløderlivet.
Ilied eet holdt Siver op midt inde i sin Fortælling,
hug Kniven i Smørkoppen og glante mod Døren. ~Det
er no’n, som kjem«, sa han.
Den lave Dør til Slaatbua aabnedes, og i Døraab
ningen viste sig et Par Ben faa høie, at vi, som sad
inde, ikke kunde se det mindste til den Krop, de bar;
men efter Udseendet at dømme maatte de vistnok tilhøre
et Menneske.
Om lidt smaug en gammel, kjæmpestor Kar lang
somt og førsigtig ind til os.
~God daul« kom det langt og i en grov Bas, idet
den indtrædende skjøv den nedbrettedeSkindhue lidt op
foran, saa vi kunde se den brede, furede Pande med de
lange, tykke Øienhaar, der hang nedover og næsten
skjulte de smaa Ræveøine. Den store Klumpnæse stak
frem af det lange graa Skjæg.
Man kunde ved første Øiekast se, at denne Mand
engang havde været en kjæmpesterk Kar; men nu var
det ikke rart igjen af Kjæmpen. Den brede Ryg var
krumbøiet efter alle de tunge Tag i Tømmerstokkenz de
store Hænder var tørre og indskrumpede med sMerker ef
ter Tømmerhagen og Økfen.
Tiltrods for Alderen og det førævsomme Liv kunde
man endnu paa den Gamles Kinder skimte lidt af den
friske, lyserede Farve, som er saa eiendommelig for Folk,
som hele sit Liv bor og færdes i Skoven og Fjeldet.
~Du faar sitte bort aat Varmen«, sa jeg.
»Aa tak, je skuille itte sitte«, sa han og seig ned
paa Krakenden ved Siden af’n Ener.
Det var den gamle Ola Hurlia østenfra Dalene, som
stavred sig frem i Kulden. Han skulde vest i Gaarden
og faa sig lidt Kaffe, Sukker og Tobak og lignende til
at friste Livet med i den slemme Vinter.
Jeg havde hørt om ham, at han havde taget mange
Bjørne, mens han var ung, og jeg tænkte nu at benytte
Anledningen til at faa nogle Historier om Bamsen.
leg stelte mig derfor med Gamlingen faa godt jeg
kunde; gav ham Kaffe og Biteti, snakked om Veir og
Vind, Tømmerhugst og Kjering og slog tilsidst ind paa
Fiske- og lagthiftorier for muligens at faa ham paa
Glid. Men han lod ikke til at være i det Hjørne, sad
bare og rugged frem og tilbage med Kroppen og sva
rede kort og tørt paa alting.
leg skjønte, det ikke nyttede at tage ham paa denne
Maade og gik derfor lige løs paa ham med engang.
~«Du har jo havt mange Bafketag med Bamsen i
din Tid, du Ola«, sa jeg.
~Hm, hm«, kom det tørt og trist, langt inde fra det
hule Bryst; det var naa deingoingen, det; naar in
blir gammal og ufærdug, saa glømmer in sligt;« han
la Haanden bag paa Ryggen ligesom for at rette den op.
Han slog Piben mod Peiskanten, lagde ny Tobak
i, trak det gamle, graa Skjærf, som var slængt løst om
Halsen et Par Gange, fastere til og kastede Enderne over
den venstre Skulder; Vanterne kom frem, og han laved
sig til at gaa.
~Du faar sitte naa«, sa jeg, fandt frem Flasken og
skjænkte i en diger Dram, som jeg rakte Gammeln.
Du skulde have seet, hvor det klarned op i hans
Ansigt. ~Hæ, hæ, hæ, du saar itte spandere paa meg,
hæ«z Munden fortrak sig til et bredt Smil; de smaa
Ræveøine lyste, idet de snart saa paa mig og snart paa
Drammen, hvilken han tømte i et eneste Drag.
~Huf, dein gjorde godt, hæ«. Han tog sig for Bry
stet og gjorde en Grimace, som fik mig til at tænke paa
en tirret Abes Fjæs. ~Du faar ha Tak da, hæ; det var
Kar tel aa ha Skjænk det, hæ«. » -
Den Gamles Tungebaand syntes med eet at have les
net. Jeg gav Ener et Puf i Siden; han førstod Vinket
og sa til Ola: ~Var det itte dig, som skaut dein Bjøn,
som buskapa saa stygt i Krøtturflokken hans Per Søstu
her -naa for mainge Aar sia?« «
»lo—o, det var nok je, det; værre te Skabjen
skuille du fuil ailler ha sett«.
~Je saug det samme Beste i triSomrerzmen deintria
Sommarn rauk’n«.
Den Gamse rømmede sig, fik Piben ud af ZNUnden
og tog en Bus istedet og slængte Benene paa Peis
kanten.
~Det var in Sommar førsten i Vinna, jeg aa’n
Velt-Per Bror hadde drat østpaa Fjella for aa fisje Aabbor.
Vi hadde hørd, det skuille væra saa stygmye af’n der
borte i Aabborkjenna net sørme Veltmørsjøn.
Ie var bare Smaaguten dein Goingen, aa’n Velt-Per
to Aar yngre; vi gjek inda børføtt.
Net som vi hadde faat Flua paa aa slengt uti, hørte je,
det tusla noe borti lukrusta bak meg. Je braasnudde
me og fekk sjaa it lite Dyr komma smygendes lige bort
aat meg; det gav seg tel aa sleike meg paa Fotbla’ aa
lepja mest som in Katonge.
Ie truidde det var in Rævonge aa ropte aat’n Velt-
Per, saa hain fkuille faa sjaa’n aa saa begdeje meg
ner aa klappe’n paa Ryggen; men da kain du tru, je
fekk Nævan min opat; for ut af lukrusta kom i diger
Binne paa Toben, saa Smaagraana og Kvisten knasa
unner Fetne paa’a beint in paa meg. Det var mest
saa Skomtappa valt ud af Kjeften paa’az hu mørte aa
brumme, faa’n Velt-Per, som hadde kommi bortaat, tog
splittende Kuten endest utover braitterfte Berghammara
og turde itte staine aa sjaa seg attende, før’n stod
ve Studøra heme.
Je stod huggende still aa glaint’a dikt i Aua; aa
trur du itte Binna stainte saa tæt indaat meg, saa je
kjinte dein hete Anden hennes stod like i Andlitet paa
meg; Aua paa’a saug ut som to Varmebranner, aa hu
leitte op dein høgre Framlabben for aa lægge tel meg.
Da sætte je i aa skrike, saa det gav it Gjei
Skauen.
Binna kvak i aa hug meg skraas over Bringa aa
dein vinstre Skulra med Labben, saa je seig ende ned
med Roten af in Tall.
Aa lengje je laug der, minnes je itte; men længe
var det, for da je kom tel meg sjøl at, holdt Sola paa
aa smyge ned bakom Fjelle.
Je saug hverken Binna eller Ongen hennes. Ie
la paa Sprang fra baade Staang aa Aabbor det meste
je kuinne, men saug meg attende for hvert anna Skridt;
je totte je saug in Bjøn unner hver Buske. -
Da je kom hemat, holdt a Ukor paa aa fly fraa
Vittez je hadde faat i diger Flenge i Hue, saa je var blo
gut over heile Anlitet. -
Je vart ufærdug maingin Dau etterpaaz aa naar
je kom tel aa kjinne paa Skramma i Hue, vart je sint
aa svor paa, je skuille teke Hevn. Binna hadde Kjenne
merke; hu hadde in diger Rip unner det venstre Aue.
(Sluttes).
xle
196 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
