Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 20. Lørdag 15. Mai 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fornuftægtefkab
»Fornuftægteskabernes Tid er forbi nul« hører jeg
et halvt Dufin Kvindeftemmer raabe. ~Vi kan tage
vore Eksamina, som Mændene, vi har vore gode Pladse,
som Mændene, vi kan gifte os, som Mændene, og vi kan
lade det være, som Mændenel
Ja, der er noget i det derl Kvinderne behøver ikke
længere at gifte sig for at blive førsørget. Mange andre
Veie staar aabne for dem, knudrede og ujevne maaske,
ofte fulde af Torneog Tidsler, men dog alligevel mange
Gange bedre end det Utal af Ægteskaber, hvor Fornuften
har knyttet de Baand som Kjærligheden, og Kjærligheden
alene, skulde binde.
Jeg har set unge Kvinder, ideelt anlagte, skjønheds
elskende Kvinder, med store Fordringer til Livet og til
Menneskene, binde sig til 2Nænd, der i alle Henseender
stod saa langt under dem, at de i Dybet af sin Sjæl
vidste de aldrig kunde komme til at agte end sige elske
dem. Det var maaske efter en stor Skuffelse de tog dette
Skridt, men meget ofte ogsaa af Beregning —— det faldt
saa tungt at staa alene i Verden, bedre en skrøbelig Støtte
end ingen.
Men fik de i Virkeligheden nogen Støtte, disse Kvin
der? Rent materielt set maaske - den kunde de jo for
øvrig ogsaa have faat ad andre Veie .—— men den Støtte
de egentlig følte at de behøvede, fik de ogsaa den?
Vi vil sinde Svaret ved at se os om i de Hjem hvor
den Slags Ægteskaber erkommet istand.
Det engang saa freidige, forhaabningsfulde, livsglade
lille Væsen er bleven en fornuftig, streng Husmor. Hendes
Hus er i alle Dele et Mønsterhjem. Der er ikke etStøv
gran at se paa de blankpolerte Møbler, Børnene er pent
antrukne, lydige er de ogsaa, og man ser ikke en Plet
paa hendes Kjole; hver eneste Fold er i Orden. Og
Manden? Ja, han har intet at klage over. Der mangler
aldrig en Knap i hans Frakke, Maden er altid paa
Bordet naar han træt kommer hjem fra sin Forretning,
og Stegen er aldrig brændt -
Men idet vi gaar henover de bløde Briisseler Tepper,
betragter de vakre Maleriet og beundrer de udsøgte Nibs
gjenstande, er det ligesom noget der mangler, noget i selve
Luften der ikke er som det skal være. - ——
Pianoet staar der lukket. «
Jeg har ikke Tid til at spille, siger Fruen som
Svar paa vort spørgende Blik.
Paa Bordet ligger fuldt op af Bøger, de nyeste
Bøger - »Gunvor Torsdatter til Hærø«, ~Dyre Rein«,
bJogfln Gabriel Borkman« - alle i Pragtbind, en sand
rY
Hvad synes du om GunvorP spør vi.
—Aa jeg har ikke Tid til at læse. Du ved ikke
hvad det vil sige, du, at have Riand og Barn og et
stort Hus. «
Uken hvorfor synger du aldrig mere, du som
sang saa vakkert engang?
- Aa syngei naar man er gift og har Eli Barn.
-Ja netop derfor. Nu har du jo nogen at
ikUge for.
· Hun svarer ikke, »
Hvorfor synger du ikke?
· Hun betænker sig et Øieblik -Jo det skal jeg sige
dig. Det er en anden Grund ogsaa. Da jeg var ung,
da var det ligesom noget som sang indi mig, og jeg
maatte synge, men nu -
—·la nu?
« Aa, du ved man finder jo alligevel ikke det i Livet
som man ventede. J Ungdommen har man saa høie
Idealer, Længslerne er saa sterke, og de overlpændte Bøger
giver Længslerne Næring Men naar Illusionerne ind
sinder sig, naar Livet møder en i al sin nøgne Virkelighed,
da har vi minsandten ikke noget andet at gjøre end at
være fornuftige og tage mod det som det er. (
Men Sangen der inde i Brystet, den førsvinder,
siger du?—
Ja· -
——- Husker du Tora, hun gik i samme Klasse som
Javist husker jeg hende, Jdealistenl Det er brustet
for hende ogsaa. Nu gaar hun der alene og slider Hilsen
af sig. Jeg mødte hende forleden Dag paa Gaden
bare Skind og Benl
- Ja, men hun er lykkelig alligevel, Tora.
Hun mødte engang Kjærligheden, stor og skjøn som
den er; men hun gav Afkald paa den, fordi hun træde
det var ret saaledes. Hun synger ofte, hunl
Fruen falder hen i Tanker, og vi gaar fra hende,
triste og mig-modige, men med mere end en Lærdom
Vi har været stillet Ansigt til Ansigt med et For
nuftægteskab, et Samliv, begyndt under et Slags Venskab
maaske, men uden Kjærlighed, og derfor uden den Kraft
som alene kan holde Sindene oppe under Ægteskabets
mange og tunge Byrder, og uden den Poesi, den Duft,
som alene bringer Solskin, og Sang og Glæde.
Rken kan man ikke tage feil af sig selv?
Kan ikke det som var Kjærlighed, ikke være det, og
omvendt?
Io visselig. Den heftigste, mest paastaaelige Kjær
lighed kan ofte være den mest nægte, den uholdbareste.
Det gjælder derfor at skille mellem eksaltert Føleri og
den ægte, sande Kjærlighed der ofte kun begynder iFor
staaelse, i Sympati, men som sikkert vil ende iden inder
ligste Forening Sjælene imellem. Den første er et Barn
af Døgnet, og svinder med det. Den anden er som Træet,
der skyder dybe Rødder i lorden og vokser sig rankere,
og skjønnere, og sterkere Aar for Aar.
Hvorfor et saadant Hastverk, naar det gjælder en faa
vigtig Ting? Hvorfor ikke vente og se sig for! Tidens
Storme vil bortblæfe Avnerne og aabenbare det nægte,
og de samme Storme vil rense det ædle Metal, lutre det
og gjøre det endnu skjønnere
Bedre sen Lykke end tidlig Ulykke, og bedre alene
uden Hjemmets Støtte end et Fornuftægteskabl
Helene Birch.
Et
Aforismer-
Vil noget stort du gjøre,
begynd da med det smaa,
før man har lært at krybe,
man lærer ei at gaa.
Naar du ved, hvad du vil, og vil hvad du maa,
da er du misundelsesværdig som saa.
URD 197
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
