Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 20. Lørdag 15. Mai 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Literatur.
Ka·rtl«Domanig: Übbeden af Fiecht. EU poetisk Fortæl
ling. - Uutorisert Oversættelse ved Kjeld Stub. - Med Forord
af Dr. Teol. Krogh Tonning. H. Aschehoug (se Co’S Forlag,«
Kristiania. - .
Rammen er snever, begrænset, Stoffet vægtigt, rigt paa Farver,
Toner og’ Stenminger, Udviklingen gribende og fuld af guddom
melige, evige Sandheder. Selve Handlingen begynder hin sildige
Uftentime i Klosteret Fiecht, da Übbed og Gjest sidder fortrolig
sammen, mens Mor-ket falder paa og det eiendommelige Mode
leder til eiendommelige Tilstaaelser. Grebet ved Synet af. sin Ung
domS Helt, Munkem der ved sin Tapperhed og sit Mod havde manet
ogsaa ham til Heltedaad, bekjender den gamle Übbed for første
Gang sin Ungdoms Synd, den æreløse Handling hvorved han,
trods sin Ed, lod sine Kamerater gaa i Døden og reddede sig selv.
Det var Tanken paa hende som han elskede, paa sin Hustru og
sit lille Barn, der i sidste Øieblik drev ham til at forlade pligtens
Vei; men da han som en cereloS Mand saa sig om efter hende,
var hun væk. bortfert af Fienden, og med Skam og Unger-søger
han TY bag Klosteret.-, tykke Mure. Men da han hin sildige Uf
tentime aabenbarer den fremmede Munk sit.Livs store Synd og af
denne faar hare at hans Hustru og Barn lever, at de ikke er langt
borte, da stormer Fristelserne atter ind over ham.
Æt Budskab bringer jeg jer, Herre,
halvt godt, halvt sergeligt. Det Glæde bringer,
dog kræver det Forsagelse af eder . . .—«
havde Munken sagt, men Forsagelsen blev ham for stor.
Den Verden, som mig intet mere bod,
se, den forlod jeg, ei min egen,
den Verden er end i mit Hjertet
udbryder han selv, og nu, da Verden atter byder ham noget, vender
han sig mod den og griber efter Sæbeboblerne, der brister
Hans Hustru visner hen af Sorg og Skam,.hans Datter gaar i
Kloster for at sone sin Fars Brode, og da han selv som Eremit
dor ude i den vilde Skog, udbryder han:
Soldat jeg var, dog helt og fuldt jeg ei
min Troskabsed til Keiseren har holdt,
og siden bred jeg Troskaben mod Gud .
« Men han dor i Fred, og den ensomme Klokke derudei Skogen
ringer den, trætte Übbed ind til Hvile.
En Sjæls Historie! EniSjæl, der falder og lider, .lider fordi
han ikke helt kan gribe Sandheden af de Ord: » ·
~Tabets alt din Vinding skabte,
evig eies kun det tabte,«
men som dog ved det Raab, der som en enesteTone synes at lyde
gjennem hele det sidste Afsnit af rang Tiv: »
Min Skyld, min Skyld! Min store, store Skyldl
finder Hvile og Fred. « - " "
Kunst og Gjøgl.
Kunsten er »brodles« er der ofte blevet sagt, og dette
er den let førstaaelige Drivfjeder til, atlvirkelige Kunst
nere nedlader sig til at optræde paa en Variet(å, og at
de, i Følelsen af sit eget Værd, overser, at de betræder
et for Kunsten vanhelligt Sted.
Gjegleriet er en Snylteplante i Kunstens Jordbund,
og at ville hæve Varieteåerne, er det samme som ,at frede
om dem Paa Kunstens Bekostning, de vil derved brede
sig videre og videre og maaske tilsidst suge Kraften fra
den ædle Plante. Den Slags Ilkisvcekster trives altfor
godt uden Kunstnerens Ukedvirkningz og det ·er ikke paa
Gjeglebodens Bredder man burde give det store Publikum
Anledning til at lære Kunsten at kjende. Ja ——— hvis
Kunstneren ved sin Kunst kunde ~rense Templet«, jage
alle Gjøglere væk-,·..:«plante det Skjønhedens" Banner, om
hvilken Kunst ..alene«samler sig (·stor eller liden, blot i
Troskab smod sit store Maal), saa den kunde lyseindi
hver en sVraa - Uken desværre, dertil staar Skjøn
hedssandsen og Begrebet om Kunst altfor lavt hos det
Publikum Men Staten har her en vigtig Opgave-i
moralsk som-i kunstnerisk Henseende. Det er godt og
vel, , at der gives billige Kirke- og Folkekoncerter, men
Kunstneren kan ikke leve af de ringe Bidrag. Det er der
for Statens Pligt at støtte Kunsten, saa den kan brød-·
føde sine Dyrkere. Først da er der Haab om, at Kunst?
neren ikke profanerer sig og fin Kunst ved at optræde
sammen med Gjøglere, og at ogsaa det Publikums Smag
vil dannes, saa det førstaar att vælge mellem hvad der
er godt, og hvad der er slet, og af sig selv vende alle
Varietåer Ryggen.- Gid alle Kunstvenner vilde slutte sig
til os, naar-·.vi..»udta—ler"det Ønske, at Staten maa beskytte
og fremelske Kunsten og derigjennem udvikle hele Sam
fundets Kunstsands, thi - ZNennefket lever ikke af Brød
alene.
H— H-
—Hvor skal vi rrisr hen tit Sommeren?
Det Spørsmaal beskjæftiger for Tiden i høi Grad
Kristianiafolk; det .er nemlig ikke saa greit at faa alle
Hoveder under en Hat og fatte Bestemmelser for alle
FamilienslMedlemmer. En foretrækker Sjøluft, ån Tand
luf-t, en Fjeldluftz en vil ligge stille, ån vil reise rundt
og ån vil gaa Fodtur."— Og selv om man er lidt enig
med sig selv om, hvad der er bedst, er man-derfor kun
et kort Stykke paa Vei. Vistnok er Uviserne fulde af
Uvertissementer om gode og behagelige Opholdssteder;
men man kan jo ikke tro alt, som staar paa Tryk. Ukan
maa derfor opsnuse Folk, som før har været paa disse
Steder, og forhøre sig om alt, lige indtil om der findes
Triumfstole paa Verandaen. Særlig maa Maden gran
skes nøie, da deter af stor Betydning, enten man faar
Kavringer eller Kager til Eftermiddagskaffen, og om man
faar alt smuligt koldt til UftenS. Naar Byfolk ligger paa
Landet, føler Tde det nemlig som en moralsk Pligt at
spise mest muligt for at imponere Værtsfolket ved sin
Graadighed, og de har sørgelig let for at grine paa
Næsen over de übetydeligste Smaating. Har man nu
fundet et.Sted,· hvor deri bevist er god Luft, Skog, Udsigt,
Vand, lidet Regn, men derfor ikke støvet, og dertil ud
merket Kost, er man alligevel ikke sikret for alle Übehagelig
heder. ZNan kan resikere at komme under Tag med en
Sangerinde med høieste s—Fistel, der hele Dagen gjør sit
Bedste for at overdøve Fuglenes Triller, ældre Lærer
inder, hvis kjæreste Samtaleemne er den nye Skoleordning,
eller en Skare med Ungdom, der protesterer mod at lægge
sig Kl. lo om Aftenen og derved førstyrrer andres Nattero.
Allan kan gjerne skrive Spalte op og Spalte ned om alt
det skrækkelige, man udsættes for ved at reise paa Landet;
og bli hjemme kan man heller ikke, saa man har nok
Grund til at føle Arkede med sig selv. S H
URD i99
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
