Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 21. Lørdag 22. Mai 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sang; jeg var ikke meget musikalsk, og vovede mig aldrig
til at synge undtagen naar jeg var ganske vis paa, at
ingen hørte mig. Jeg var saa glad idag; jeg havde det
næsten paa Følelsen, at der ventede mig en stor Tykke.
· - Altid lige flittig, Frøken Helene? sagde pludselig
en velkjendt Stemme ved Siden af mig.
Jeg vendtemig om og blev blussende rød. Der
stod han som jeg netop havde tænkt paa.
Hvorfra hvorfra er De kommet? sagde jeg
forvirret. Er De pludselig vokset op af Jorden?
- Nei ikke netop det, sagde han og lo lidt forlegent.
Da jeg saa Dem her, faldt det mig ind at Haven paa
denne Kant havde en liden Bagport. Denne var til
fældigvis aaben, og saaledes kom jeg ind paa en meget
naturlig Maade.
Men hvorfor, hvorfor gik de ikke ——? stammede jeg,
Gjennem den anden port, mener De, fuld
førte han. Naturligvis fordi jeg syntes at denne Vei
faldt bekvemmere for mig. Kjære Frøken Helene og
han traadte lidt nærmere, - jeg har saa længe søgt en
Anledning til at tale alene med Dem. Der er noget jeg
saa gjerne vil sige Dem. Kjære, vær nu ikke saa flittigt
Den Slags husligt Arbeide klæder Dem jo saa for
fortryllendez men hold nu op en Stund, naar jeg beder
Dem derom. Han greb min Haand og trak mig ned paa
en liden Bænk, som stod lige i Nærheden Tydig satte
jeg Bønnekurven fra mig, mens jeg ganske beklemt lod
min Haand hvile i hans. Mit Hjerte bankede voldsomt.
Jeg behøver vel neppe at sige Dem det, sagde
han; De maa allerede have førstaat at jeg elsker Dem.
Fra første Øieblik jeg saa Dem, følte jeg mig fængslet
af Deres 12nde og Friskhed, og jeg havde ikke været
sammen med Dem mange Gange, før jeg var paa det
Rene med at De var den kjækkeste, klogeste og elskvær
digste Dame jeg nogensinde havde truffet. Saaledes havde
jeg altid tænkt mig, at den maatte være der kunde blive
mig den kjæreste af alle. Jeg har før havt Anledning
til at træffe nok af disse emansiperte, førskruede, moderne
Damer, der betragter sig selv som literære Størrelser, gaar
med Blækflekker paa Fingrene og har en hel Del halv
fordøiet Lærdom i Hodet, men holder sig for gode til at
optage Hverdagslivets Pligter. Det var derfor ganske
rimeligt, at jeg straks følte mig fængslet af Deres kvinde
lige lane og Elskværdighed Og det varte ikke længe
før jeg vidste, at jeg elskede Dem. Ja, jeg elsker Dem
saa høit; jeg kan ikke tie længere, jeg maa sige Dem det.
Helene, kjære, søde Helene, vil De
Tena, hvor er du?
Det var næsten som om nogen skulde have skreget
lige i Ørene paa os, saa nær lød det. Jeg for sammen,
som om jeg var grebet i en Forbrydelse, og Doktor Holst
slap øieblikkelig min Haand.
Tenal raabte det atter; det maatte være min Bror
Olav; thi ingen af mine Søskende var begavet med slige
Stemmemidler som han.
———- Den dumme Gut, sagde Holst ærgerlig, og med et
eneste Sprang var han førsvundet bag den store Bønnehæk.
Trods alt kunde jeg ikke rigtig lukke Øinene for det
komiske i Situationen, og hvis jeg ikke havde været saa
høitidelig stemt som jeg var i dette Øieblik, vilde jeg
sikkert have faat mig en hjertelig Latter. ZNed en Aands
nærværelse som virkelig fortjener Anerkjendelse greb jeg
Bønnekurven, og begyndte at plukke som om det gjaldt Livet.
Da kom Olav i høistegen Person springende hen tilmig.
—— Der er kommen en Pakke til dig, raabte han vigtig,
en stor, tyk Pakke. Den var indpakket i graat Papir.
» —En Pakke, sagde jeg, og hyklede en Jnteresse som
Jeg slet ikke følte. Hvor er den da?
—k Mor har den. Hun maatte betale sirti Øre for
den, og Postbudet sagde, at paa Posthuset vilde de ikke
have den længere; den havde ligget der et Par Uger, og
saa havde de aabnet den for at se, hvem som skulde have
den, og saa fik de se at den var til dig. Og Mor har
taget den op, og der var et helt Bjerg af Papir i den.
Og da blev Mor ordentlig sint, kan du tro.
- PapirP sagde jeg forvirret. Bønnekurven faldt
ud af Haanden paa mig, og jeg blev ganske bleg. Det
var mange Uger siden jeg havde ofret en Tanke paa
min Fortælling Nu gik der pludselig et Lys op for mig;
den var naturligvis tilbagesendt, og havde kanske ligget
paa Posthuset i flere Uger. Jeg havde næsten glemt den,
og nu skulde den blive kastet ind iHuset paa en saadan
übehagelig Maade, og i det mest übeleilige Øieblik nogen
kunde tænke sig. Ja, det var rigtignok fortviletl
Der kommer Ulm-, sagde Olav triumferende, og
hun har Pakken med sig. Du Lena, hvad skal du gjøre
med alt det Papiret som der er skrevet saa meget paa?
Hvad skal du bruge det til?
Jeg hørte en raslende Lyd fra Bønnehækken og blev
ganske ængstelig Holst maatte sikkert have hørt hvert
Ord, og han som netop havde udtalt sig saa foragtelig
om literære Damerl Bare han vilde forføie sig bort før
ZNor kom, jeg vilde jo tusen Gange heller faa Lov til
at forklare ham alt selvl Ja, jeg kan ikke beskrive
hvor jeg nu hadede denne ulykkelige Fortælling, som jeg
før havde været saa stolt af. Hvad skulde jeg gjøre?
Der var allerede ZTkor med den store graa Pakke. Atter
hørte jeg nogen røre sig bag Bønnehækken.
Der er kommen en Pakke til dig, sagde hun i en
meget roligere Tone end jeg havde ventet, - Du kan gaa,
Olav, vi behøver dig ikke her du maa undskylde at
jeg tillod mig at aabne den; jeg kunde nemlig ikke tænke
mig at den virkelig var til dig.
Jeg kunde ikke faa et Ord frem.
Til min store Forbauselse ser jeg at den inde
holder et et ZNanuskriptet til en Roman. Jeg kan
ikke beskrive, med hvilket foragteligt Eftertryk ZNor udtalte
Ordet Roman.
Jeg kan næsten ikke tro, at det er dig som har
skrevet alt dette.- Er det virkelig saa? Jeg gav frem
deles intet Svar, og der blev en uhyggelig Pause.
Naar du har Hodet fuldt af slige Narrestreger,
forundret det mig slet ikke mere at du ikke har villet gjøre
nogen Nytte i Huset i det sidste. Rigtignok har du aldrig
været til stor Hjælp for mig; men nu først førstaar jeg,
hvorfor du i de sidste Maaneder har været saa rent umulig.
Det havde været klogere af dig, om du havde opofret
dig lidt mere for dine Forældre og Søskendeistedenfor at
befatte dig med at skrive Bøger, - du, som hverken
kjender Livet eller 21«cenneskene. Men Prinsessen satte jo
altid et surt Ansigt op, naar der forlangtes at hun ogsaa
skulde gjøre noget som var nyttigt. Synes du det er
Mening i, at en Mor skal arbeide fra Morgen til Aften,
forat Datteren kan faa Anledning til at skrive slige
dumme, taabelige Bøger?
—— ZNen ZNor, sagde jeg ganske sagte, med lidt af
min gamle Stolthed. Du kan da ikke vide, hvorledes
Fortællingen er, naar du ikke har læst den.
Nei, Gud ske Tov, jeg har ikke læst den, og har
heller ikke tænkt at gjøre det. Uken Brevet, som Redak
tøren sender dig, det har jeg læst, et meget fornuftigt Brev!
Der - fæft det ved dit Speil, Barnet mit, og læs
det tre Gange hver Dag; det vil du have godt af. Og nu
maa du skynde dig lidt med Bønnerne, ellers kan de ikke
blive snittede idag. " "
Dermed lagde Nior Pakken og Brevet paa Bænken
URD 205
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
