Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 21. Lørdag 22. Mai 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og skyndte sig tilbage til Huset, hvor hendes Gryder og
Pander ventede paa hende. .
Nei, jeg tænkte ikke mere paa at plukke Bønner; det
kunde ikke falde mig ind. Ganske tilintetgjort sank jeg
ned paa Bænken og gjemte Ansigtet i mine Hænder.
Jeg graat ikke, men følte mig aldeles trøstesløs.
Hvis Holst havde hørt alt dette, kunde han ikke elske mig
mere, det vidste jeg godt. Det maatte jo se ud som om
jeg havde spillet Komedie for ham ja, mellem os
var det forbi.
Et Vindpust førte det ulykkelige Brev lige i Hændene
paa mig, og ganske mekanisk læste jeg det igjennem. Jeg
tviler paa at jeg dengang førstod et eneste Ord af hvad
jeg læste; men da jeg var klog nok til at følge Nkors
Raad, ser jeg mig alligevel istand til at gjengive det
væsentligste af Indholdet. Det var ikke paa langt nær
saa affeiende, som Mor havde antydet - hun maatte
vel have været lidt vel rask, da hun saa det igjennem
men egentlig smigrende var det jo heller ikke. »
x
«-, .j«« :.- lä
NV FEIL-
(Slutn. i næste Nr.)
Ude Mai.
(Af en Backsisch) sk
eg hadde aldrig været i Byen før Ude Mai. J
Fantasien havde jeg udenalet mig Dagen som et
eneste Flagtog, en eneste ~Ja, vi elsker«, et Virvar
af Farver og Sang og iaar skulde jeg faa
stemme i med Roret, gaa med rødt, vaiende Flag
gjennem Gaderne, være ellevild af Friheds- og Fædrelands
begeistring. Jeg betrodde min Henrykkelse til ~Klikken«
paa Skolen. »Aa, saa vakkert det maa bli, jeg tror, jeg
blir gal af Glæde«. De saa pludselig saa forfærdelig
blaserte ud allesammen, trak paa Skuldrene, kniste lidt og
saa medlidende paa mig. ~Sss - vakkert, gal af Glæde
- skal du ha noe ZNoro da?« og det var ligesom
de vokste høit over mig allesammen, jeg blev til ingen
ting, der jeg stod, en Landsens Elendighed uden den høiere
Forstaaelse af Livet, uden ~Zl"(oro« og Moro, det var
Gutter det, saameget hadde jeg da lært paa det Aaret,
jeg havde siddet sammen med disse vordende Fiffrøkener
paa Skolebænken. Alen at dette for mig ukjendte Ted af
Tilværelsen skulde spille nogen Rolle Ude 2Nai, kunde
ha noget med Frihedsglæden, Fædrelandssangen, Vaaren
at gjøre - det gik langt over min Begribelse, og derfor
stod jeg ogsaa dum, maabende, rød og flau. ~Skal —-
dere - det da?« stammede jeg, jeg turde ikke se paa
nogen enkelt. ~Jeg skal paa Bygdø med min Veninde
og hendes Brødre jeg skal til Konditoren med Per
Wang om Formiddagen, og om Eftermiddagen, ja, saa
blir det vel noget om Eftermiddagen ogsaa. Og jeg«
det kom med stor Aplomb ~jeg skal spise paa Grand
med Venner og Veninder« Helga gjorde en triumfe
rende Gestus; hun er forresten vant til at slaa Veninderne
af Marken, naar det gjælder ~Moro«. Nu førstummede
de da ogsaa ganske, var saa betaget og overvældet, at
jeg kunde liste mig bort. - Den store Dagk m —. Jeg
hadde faat ny grøn Dragto: Kjole med en usynlig Cape
til, som Tante selv havde syd. Men hvad hjælper Dragt,
selv om den er i Akodefarvem naar alle Veninderne har
IK
svigtet en? De, jeg nu havde hvisket til og rettet Stile
kladder for et helt Aar, de havde nu lagt bort al Smiske
blidhed, de drog sig rent undda, da jeg spurgte, om vi
ikke skulde komme indom hverandre den l?de. ~Det
passer ikke, du kjender ingen af dem, jeg kjender,«
svarte de alle som en, selv Minda, som fik ~udenerket«
forrige Maaned bare ved Hjælp af min Hvisken og mine
smaa Blyantstreger iStilekladderne hendes. Ak, det
var bare bittert at gaa afsted igrøn Dragt - uden Ven
inder. Paa Karl Johan var det et myldrende Liv, alle
gik i store Følger, Smaapiger Arm i Arm, leende, snak
kende, straalende, som man maa være det en solskins
syttende med ~den bedste« under Armen. Men der
kom jo Barnetogetl Et bølgende Farvehav, Sang i Luften
og Sol ide smaa Barneansigter jeg glemte alle Savn
over dette Syn, jeg sang uvilkaarlig ~Sønner af Norge«,
raabte Hurra værre end den ivrigste Skolegut, svingede
med mit Flag, som jeg med mit Übekjendtskab til For
merne havde taget med mig. Pludselig hører jeg en Knis
bag mig og et halvkvalt ~Neimen er Agnes blevet
gal hun ser ud, som hun er langt indi den ottende
Himmel staar alene og synger og skriger - nei, nu
vifter hun med et Flag, hun burde absolut gaa med i
Toget, slutte sig til Aars og Voss, som kommer der.«
Var jeg i ~den ottende«, dumpede jeg ialfald fort ned
igjen til alle Jorderigs Krænkelser. Jeg puttede mig
væk i Folkemængden, rullede mit arme Flag sammen
vilde langt bort fra ondskabsfulde Venindeblikke. Men
det var lettere sagt end gjort; der kom Solveig og Hanna
ret imod mig. De klop hverandre lidt i Armen, saa jeg,
og deres Blikke gled forbi mig, svævede tomt ud ißum
met de var vist rædde for at ha Paahæng, naar de
traf alle dem, ~jeg ikke kjendte«. Jeg hørte et ~Gud ske
Lov« de var vel sluppet undda det Skjær.
Det er sandt, je ; hadde jo min Krone i Lommen,
l?de-Maipengene - men mon det ikke var rart at gaa
til Konditoren saan alene —— jeg havde aldrig hort nogen
gjøre det. ~l?de Mai gaar alt an,« havde jo Helga
sagt, Klassens store Orakel paa det sociale Livs Om
raade. Derfor skred jeg modig ind til Gtinther, valgte
uden Betænkning 3 Kager, men vaklede saa sterkt mellem
en ~Parisienne« og en Fløderul jeg skulde dog til at
bestemme mig for den første, da jeg hører et straalende:
~Goddag, Agnes, aa, vi har det saa Leven her i det
inderste Værelset, 3 forfærdelig hyggelige Gutter og Fanny
og jeg hvem er du med da det Flaget er vel din
lille Kusines det, du er sandelig mere end from, som
dras med Unger.« ~Nei, jeg er alene jeg, og
Flaget ’er mit.« Den gruelige Bekjendelse maatte
frem, det stakkars Flag foldes ud for Venindernes Spot
men saa trak jeg mig skyndsomst tilbage til en Stol,
jeg merkelig nok kom over jeg var saa levende ræd,
hun skulde tro, at jeg og Flagstangen min vilde slutte
mig til hende med de ~forfærdelig hyggelige-A Jeg var
kommet med en Kageappetit, Frihedsdagen fuldt værdig,
jeg havde været fast bestemt paa, at mindst de To
skillings skulde ned. Men nu blev den første siddende
fast i Halsen, den smagte saa utrolig harskt, Latteren inde
fra det andet Værelse sang indi Øret paa mig, nogle af
deres udsøgte Vitzer naadde ind til mig fra Tid til anden-.
~Et saakaldt Gudsord altsaa - Herregud, Lommepenge
har hun altsaa faat lidt af 5 Kager paa Tallerkenen,
saa De Appetiten skjærpes utrolig ved at vokse op Paa
Landet. Saa gaar hun i Barndommen ogsaa, vandrer
om med Flagstang. Dertil antrukket ’i græsgrønt
jamen det dufter jo af Ukark og Engl Et Latterbrøl
efterfulgte denne Salve, som udtaltes af en Røst i Stemme
skiftningen; men inden jeg selv vidste Ord af det, var
204 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
