Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 21. Lørdag 22. Mai 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
jeg ude paa Gaden igjen, for lige iArmene paa en’ glad
Student, rendte en liden Gut overende, saa han brak
Flagstangen sin og holdt sluttelig paa at stikke Øinene
ud paa en gammel Kone med mit foragtede Unions
merkede men havnede dog omsider hjemme hos Tante,
som hadde disket op med Rabarbragrød, min Livret par
excellens-ca. ~Aa, du har vel moret dig, Barnet mit,
denne Dagen blir nok et Minde.« Ja, et ZNinde om
bitre Skuffelser, om troløse Veninder - og min stakkars
græsgrønne Dragt, det blir min syttende Mai, tænkte jeg,
men sagde høit krampagtig: ~Ja, det var sto- storartet«
- Det var rart, hvor lidet Stemmen lod sig beherske paa
Frihedsdagen, den slog rent Klik. Tante trodde for
haabentlig, det var Hurraerne, som havde taget paa.
~Du maa ud «og se paa Eftermiddagstogene, Vennen
min; jeg er lidt gammel til at gaa ud og demonstrere
nu; men jeg raaber godt Hurra endnu, og vil du tage
tiltakke med lidt aldrende Følge, saa skal vi to ture Ude,
saa det førslaar.« Hun lo muntert aa, hun hadde
vist aldrig havt slemme Veninder, var aldrig blevet kaldt
~Gudsord« for ellers kunde hun ikke være saa for
nøiet bestandig. - Trods Formiddagens frygtelige Sorger,
tiltrods for at Frihedsdagen stod for mig som den værste
Jnstitution fra Verdens Skabelse, - oprettet for at blotte
falsk Smiger og al anden Verdens Elendighed ja,
alligevel tog jeg imod den sidste Nødplanke, Tantes Til
bud, og gik med hende nedover til Karl Johan, Scenen
for alle Formiddagens Rædsler. ~Tog, sae du, Vennen
min, ja, dem skal du faa nok af, et for hvert Gade
hjørne, Socialister, Anarkister, Stemmeret og hvad det
er for noe altsammen brug bare Øinene dine, saa
har vi lidt af hvert at by paa.« Det var noget saa
trygt ved at gaa med Tante, jeg havde faaet Baggrund
og Rygstod - og dog, Klassen vilde jeg helst ha paa
Afstand, jeg var blevet saa skeptisk. De vilde vel snakke
noget om ~at dra med gamle Tanter« huf, jeg syntes
jeg hørte dem alt. »Er det dig, Agnes, ja, du fryder
dig vel, som aldrig har været i Byen før den syttende.«
Om Solen var steget ned fra Himmelen, kunde jeg ikke
blevet mere overvældet; det var Holm, vor Norsklærer,
som stod for mig i egen Person. Jeg blev rød som
Silkefanen, som vaiede lige over Hodet mit, og jeg fandt
ikke paa et Ord, jeg kunde si, bare gjorde en Slange
bugtning - den Kompliment, som Helga havde appro
beret som den eneste værdige for Klassens fremskredne
Standpunkt Jegslog ud med Haanden bortimod Tante,
fandt nemlig ud i min Forvirring, at her var en Præ
sentation paa sit rette Sted; men jeg havde aldrig vovet
mig paa det Eksperiment før. ~Hr. Holm, nei, Kandidat
—. Lærer altsaa —« jeg ønskede, Jorden vilde aabne sig
under mig og ta mig i sin gjestmilde Favn. Han —-
vor forgudede Lærer - bukkede ærbødig ud ilNængden,
øiensynlig ikke paa det Rene med, hvem der forvoldte al
denne Titulering Tante skar den gordiske Knude over,
gik ret løs paa ham, og hvem kan beskrive min Bevæ
gelse, da den himmelsendte indleder Bekjendtskabet med
følgende Ord, der var som Balsam paa mit saarede
Frihedssind. ~Det er morsomt at være Lærer, naar man
har Elever som Agnes —— da synes man, ens Stræv
blir lønnet for engangs Skyld.« Det blev sagt noksaa
dæmpet, var øiensynlig ikke beregnet for mine Øren.
Nu vendte han sig imidlertid mod mig. ~Hvad siger
du om lidt Brus iVarmen, Agnes, det, vilde kanske ikke
være saa galt?« ~Tusen Tak, det vilde nok være dei
ligt-« jeg skottede ængstelig bort paa Tante - mon hvad
hun sae til det Propos? Verden var pludselig blevet et
Arnested for lutter Engle —— tænk, nu kom Tante paa,
at hun maatte hjem til Huset Pigen havde faat fri
fra Kl. G. ~Nu er du jo i saa gode Hænder, saa jeg
trygt kan gaa fra dig, Agnes tusen Tak, Kandidat
Holm, for Deres Venlighed mod Agnes.« Jeg var alene
med den store Mand. · Mon der ikke skete noget, Husene
faldt ned, eller Folk sprang i Luften det forekom mig,
at Verden var kommet lidt af Lave; ~Se, der har vi
nogle af dine Veninder, Agnes« jeg stirrer, de op
dager mig i Følge med ham, Gjenstanden for alle« hem
melige og aabenbare Sværmerier. Nu var min Op
reisningsstund kommet; jeg nikker kjølig, gaar forbi og
lader, som om det Hele var den hverdagsligste Sag af
Verden. Og jeg svæver saa forunderlig let afsted, baaret
af Venindernes Misundelse paa min Vei til Halvorsen.
Brusen svælges som Nektar, det er Triumfens Bæger,
jeg drikker. Og Kagerne —« ak de smelter i Munden,
det er bare af Beskedenhed, at ikke de 5 glir ned denne
Gang. Den høitforgudede snakker imens med mig, som
jeg var en voksen, sidder paa en Stol, spiser og drikker
aldeles som en anden dødelig. Jeg ser hele Tiden ret
ned i Tallerkenen, det er af de Begivenheder, som er for
store til at sees i Øinene. Det gaar dog op for mig,
at han tar nok saa store Biter og ikke bruger Gaffelen,
den, som jeg sidder og stræver med saa samvittighedsfuldt.
~Du glæder dig vel til at komme hjem til Ferierne, og
jeg tænker, du faar et pent Eksamensvidnesbyrd med dig
i Kufferten« var en af hans vidunderlige Repliker,
den gled ned sammen med Kagerne, og jeg behøver vel
ikke si, at jeg mindst skulde slugt 100 af samme Sort.
Tilslut fulgte han mig hjem, udenfor Husdoren trykker
jeg Gudehaanden, neier til Jorden og takker for mig.
Han svarer med sit Englefmil: ~Jkke noget at takke for;
det var hyggeligt at træffe dig.« - Saa farer jeg op af
Trappen, kimer paa, saa Huset holder paa at falde ned,
og omfavner Tante, som kom og lukkede op. Jeg følte
Trang til at takke Alverden, siger bare: ~Tusen, tu sen
Tak aa, Tante, jeg dør af Glæde.« ~Huf, det vilde
være sørgeligt, om det skulde ta den Ende med din Fri
hedsbegeistring, Vennen min,« —— Tante vil ikke opfatte,
at min Henrykkelse skriver sig fra andet end Fædrelands
kjærlighed og saadanne abstrakte Følelser Alen jeg tror
nok, hun i sit Hjerte var stolt over, at det var hendes
Protøg6, som var blit inviteret med til Konditor af en
Lærer. Og idet jeg søvner om Aftenen, sander jeg,
at Eidsvoldsmændene gjorde et Storverk i tStLI, og at
Holm vist maatte nedstamme fra en af dem.
Det var ikke frit for, de omringede mig næste Dag
paa Skolen; de vilde vide hver Detan fra først til sidst.
~Han var jo simpelthen deilig i de graa Klæderne
du maa fortælle alt, hvad han sagde.« Men hvad
~han« havde tænkt, sagt og gjort t7de Mai, forblev
stedse et Mysterium for den elskelige Klasse. Jeg var
herefter som en ZNUr Paa Skolen, og Riinda fik aldrig
~udenerket« efter den Dag. S—m.
« Ild .«·.’.·.’:::
MJ ·.-—·."··,«.«···
URD 205
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
