Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 22. Lørdag 29. Mai 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vente, vente til de saar Klarhed over sig selv og de ydre
Forhold, vente til de saar Klarhed over Guds Ledelse.
- Guds Tedelsel Tror du Gud bryder sig om sligt
Smaatteri?
—— Smaatteril Et Forhold der bestemmer hele vort
Livs Retning og udover en saa stor Indflydelse paa vor
Udvikling. Kalder du det Smaatteri?
Ja, jeg ved ikke
Gud, hvis der er en personlig Gud da, siddende deroppe
i Himlen, optagen af sig selv, mens han kun nu og da,
naar det passer for ham, griber ind i de store Verdens
begivenheder hernede. » .
- Ved du hvad, Eleonor, - ZNathilde fæstede sine
kloge Øine alvorlig paa hende jeg fryser, jeg, ved
den blotte Tanke paa en saadan Gud.
Ja jeg fryser jeg ogsaa, ofte - —-
Eleonor sad taus en Stund, saa vendte hun sig mod
Ulathilde - «
« Jeg kan ikke førstaa, Mathilde, at du, som er
saa dyb og kritisk, og tager alting saa paa Alvor, kan
have gaat gjennem Livet uden at tabe din lyse freidige
Tro paa Gud og paa Menneskene. Livet er da virkelig
bare Skuffelser.
TNathilde smilte. Det kommer an paa en
selv, det, sagde hun. Hvis man begynder Livet med
store Fordringer, vil man nok blive skuffet; men hvis
man træder ind i det med Ønsket om at give, at ofre
sig for andre, da faar man mere end man venter. ——
Eleonor sad taus en Stund. - Du mener altsaa at
jeg bare har søgt mig selv, sagde hun tilsidst.
Nei det mener jeg ikke, dertil er du altfor ædel
og varmhjertet. Du mødte Menneskene med et rigt og
varmt Sind, og ventede at de skulde være store og ædle
og vakre, rige paa Aandens Aldel, som Bøgerne havde
beskrevet dem. Men da du saa fandt at de var smaa
skaarne, pjaltede og egenkjærlige, lukkede du dit Hjerte til
for dem og blev haard og bitter. End om du havde
lukket dit Hjerte op, Eleonor, og givet, givet af det rige,
varme Sind Gud har givet dig? Naar du giver, saa
faar du, ser du; Lys og Solskin og Lykke følger den der
selv spreder Lys og Solskin om sig. « ·
Eleonor gik hen til Vinduet og blev staaende og be
tragte Sjøen, der rullede i lette, grønne Bølger indover
mod Bryggen. Jeg skjønte at det ~bølgede« i hendes
Sind ogsaa; men jeg fik ikke Tid til at tænke mere paa
det, da Signe endelig skulde have rede paa, hvordan
LNathilde og jeg havde havt det paa Uftenunderholdningen
i Vestre Urbeidersamfund Uftenen iforveien. Jeg maatte
fortælle alt hvad jeg kunde huske, og Signe hørte paa
med stadig stigende Jnteresse.
- Hvordan var Fru Lunds Foredrag?
Uldeles glimrende. Hun talte om et rent Tale
sprog og hvor nødvendigt det var at man lagde mere
Bret paa Stemmemidlernes Udvikling, en klar Udtale og
en rigtig Ukcentuering Vort norske Sprog, og særlig det
østlandske, var haardt og tungt; naar dertil kom
en slurvet Udtale, blev det endnu styggere. Vi burde der
for førsøge at gjøre vort Sprog saa vakkert som muligt,
og Skolerne havde her en stor Opgave at løse. Vore
Skoler lagde megen Bret paa at Skriftsproget blev saa
fuldkomment som muligt; Talesproget derimod førsømte
de i en sørgelig Grad. Det var virkelig et Ord i rette
Tid, og du kunde havt godt af at hørt det, Signe, for
du slurver forfærdelig med Sproget dit.
Ua ja, det fortæller Mama mig bestandig, saa
du kan gjerne tie med det. Hvordan var saa Tablauerne?
- Der var ingen Tableauer; men der var meget
andet vakkert. Et Enakts Skuespil, Scener af Per Gynt,
et ZNelodrama, Sang og Pianonumre, et meget righoldigt
Program. Kvinderne gjorde det forresten bedst, synes jeg.
Det var virkelig saa hyggelig der; Fru Blehr har da
ogsaa særlig den Evne at kunne gjøre det koselig for sine
Gjester. Men nu bør vi vist bryde op, jeg ser at Eleonor
og TNathilde»tænker paa»D’Hrr. Gemalerne.
« i
Erik
(Forts. fra Side 2(5).
Vi lo begge som to lykkelige Børn. ZNen saa kom
alle de kjedelige mange Onkler og Tanter, og det bedste
var forbi.
Dogtnei, det bedste og vakreste Øieblik i vort
Liv var kanske,— da vi første Gang gik sammen
ind i vort deilige lille Hjem, eller senere, da vi
havde vor ældste til Daaben. ja naar jeg nu efter ti
Uars Forløb tænker paa, hvor glade og lykkelige vi nu
er, og paa hvor godt vi førstaar hverandre uden mange
Ord, synes jeg at det bedste og vakreste er kommet først nu.
Jeg blev dog aldrig saa optaget med det daglige
Stræv, som Mor havde været; det ligger nu engang ikke
for mig. Men min Mand er ikke meget fordringsfuld
i den Retning, ja, han er igrunden saa altfor overbærende
med mig. Han sværmer mere for Søndagens Stilhed og
Ro, end for Lørdagens Uro og Stræv, og vilde igrunden
helst atvi skulde have Søndag hver Dag; ja, det er
naturligvis en Smagsag.
J Løbet af disse Aar havde jeg stadig dyrket Poesien
til Husbehov, og min ZNand syntes meget godt om– mine
smaa Leilighedsdigtez min Pegasus havde jo aldrig saltet
Suppen for meget eller brændt Stegen, og den holdt sig
jo desuden saa beskeden inden fire Vægge.
Saa feirer vi endelig vor tiaarige Bryllupsdag
En deilig Rosenbuket dufter imod mig fra min Plads
ved Frokostbordet, og jeg skynder mig hen til min Mand
for at takke ham for hans Opmerksomhed; han før
sømmer jo aldrig en Unledning til at gjøre mig en Glæde.
Maatte vi feire mange lignende Dage med hver
andre, siger han. Først gaar det længe opad Bakke og
saa nedover; men naar vi bare gaar Haand i Haand,
bliver Veien altid let. - .
Jeg svarer ikke stort før vore to ældste er gaat paa
Skolen og den mindste er sendt afsted til Børnehaven.
Da lægger jeg Haanden paa min Mands Arm,
ser ham lidt frygtsomt ind i Øinene og siger:
Du, Urnel
Nu, hvad vil du?
- Jeg har arbeidet en liden Ting til dig; - men
jeg ved ikke hvordan du vil synes om den. Du har da
vel været lykkelig i disse Aar, Urne?
- Ua ja, det er saavidt det har gaat an, siger han
naadig, mens hans kjære Øine taler et ganske andet Sprog.
Og hvordan har du havt det dette sidste Uaret,
——— du synes da vel ikke at Huset har været uordentligt
eller uhyggeligt, eller at Maden har været daarlig eller
at jeg ikke har set efter Børnene, eller eller
Nei, svarer han og ser ganske forundret ud.
Og dit Tøi har da vel væreti Orden? Knapper
og lignende har da altid været paa sin Plads?
218 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
