Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 23. Lørdag 5. Juni 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I den anden Barneseng sover den mindste allerede
og hun ser rigtig yndig ud, der hun ligger med det guld
gule Haar, den hvide Hud og de runde, bløde Kinder.
· · Det synes vist Usama ogsaa; thi nu sover begge;
men endnu bliver hun siddende og ser med et lykkeligt
Smil snart paa den ene, snart paa den anden.
Da aabnes Døren hastig. En høi, mørk Herre
førende et Barn ved Haanden træder ind. Det er Husherren.
De kommer udenfra, og et koldt Drag følger dem.
Den lille Pige han har med sig, er en ynkelig, liden
Skikkelse, mager og ganske blaafrossen af Kulde.
»Se her Lilarie«,siger han, ~hende sandtjeg ude paa
Gaden, der stod hun ganske alene og smaagræd. Da jeg
talte til hende,forsøgte hun først at løbe sin Vei; men jeg
tog hende igjen,og saa fik jeg hende med mig hid. Kan
du ikke gjøre noget for hendeiJ« Fruen kaster endnu et
Blik paa sine smaa i de deilige Barnesenge, gaar saa
bort til den lille Pige. Hun farer forfærdet sammen,
da hun rigtig faar se den jammerlige Skikkelse.
Det er 190 Kulde ude, og denne lille har intet andet
paa sig end en tynd Bomuldskjole. I Ryggen mellem
de nianglende Hegter lyser det lige ind paa den magre,
lille Krop; hun eier ikke Underliv eller Linned, bare et
tyndt Skjørt under Bomuldskjolen». Og ud af de fillede
Støvler stikker et Par smaa Fødder med hullede Strømper.
Intet andet Vderplag end en liden Striker paa Hovedet.
Saaledes har hun vandret alene paa Gaden, sulten og
forfrossen og hun er bare 6 Aar, - i sIo Kulde.
Den unge Frue græder, medens hun og Barnepigen tager
sig af den lille; thi hun er førsømt til det yderste. Krop
pen er fuld af blaa Merker efter Slag, og Hovedet er
Saar i Saar. Har hun da ingen Forældre, ingen til« at
tage sig af hende? Io hun har. Men baade Far og
Mor drikker. Det er Brændevinsdjævelen, som har øde
lagt dette Hjem. Han, Faderen, var engang en flink
Arbeider, og er det endnu, naar Rusen er sovet ud.
Men hun, Hustruen, hvordan er hun? «
Følg med ned i en af Byens usleste Strøg og ind
i den mest berygtede af alle disse Rønner, hvor Slags
maal, Skjældsord og Eder høres fra den tidlige Morgen
stund til sent paa Aften, hvor der yrer af ynkelig fattige-
Drukkenbolte og forkomne Børn i alle Uldere. Her oppei
3 Etage til Gaarden bor Pigens Forældre En Kone,
som deler Kjøkken med amilien, viser Vei. Det er langt
paa Dag, Kl. U om ormiddagen. Intet Svar paa
din Bankenz men Døren er aaben, og du gaar ind.
Rummet er ikke saa lidet endda; men übeskrivelig skiddent
og trist er det. Smuds og Filler, Smuds og Filler, hvor du ser.
Taget, Væggene, Gulvet og Ruderne i Vinduet er dækket
af et tykt Lag af Smuds. Paa Gulvet ligger nogle
Sækkefillerzdet er Sovepladsen for 3 smaa, den yngsteng Aar,
den ældste G, og deres eneste Teppe- er gamle Uviser.
Borte i Sengen snorksover Konen efter den sidste
Rus. Sengen er fuld af gamle Uviser og Filler, ingen
Dyne, intet Teppe, ingen Pude, bare Filler-
Og hun selv? Se paa det blegfede, oppustede Un
sigt med den gabende Anund og det pjuskede Haar, det
fortæller sin egen Historie. Som hun gaar og staar, har
hun væltet sig op i Sengen, skidden og forreven. ·
Børnene er vaagne for længe siden, de gaar der og
sutrer, Klokken er jo U, og endnu har ingen af dem
smagt Mad, og saa fryfer de. Ude Vinter og Sne, inde
ingen Ild i Ovnen —og fillede Klæder. Saa er det i
sDag, og saa er det de fleste Dage for de stakkels
maa.
Forkomne, uden Hjælp, uden Venlighed driver de
omkring paa Gange og Trapper, paa Gader og Veie,
fultne og rædde. Ingen spørger efter dem. Far og Nkor
lader dem seile sin egen Sø Dagen lang, uden at spørge
om de faar Blad, om de fryser, om de er friske eller syge.
Og syge blev de. Først den mindste Gut, elendig
uden Pleie og Tilsyn laa han der. Engang imellem,
naar Rusen var udsovet, kunde Moderen tage ham op
paa sit Skjød og stelle lidt med ham; men snart fik
Tørsten overhaand, og den lille blev overladt til sig selv.
Først efter mange Overtalelser fik man Moderens Til
ladelse til at bringe ham paa Sygehusetz men da var
det førsent. Vanrøgt og slet Erncering fra Fødselen af
havde ødelagt det lille Legemes 2Nodstandskraft, før Syg
dommen brød ud, og han kunde ikke reddes. UToderen
blev underrettet om, at hun maatte komme straks, hvis
hun endnu en Gang vilde se den lille Gut ilive.
Hun kom, gik bort til Sengen, hvor Barnet laa og
sagde: »lasaa, du skal dø du da, Gutten min,« og
dermed gik hun. Ikke et Kjærtegn, ikke en Taare, ikke
en Tanke om at være hos ham i den sidste Strid. —-
Gutten døde om Eftermiddagen; men der. var ingen
Ukor til at holde hans Haand, ingen ZNor til at tørre
Dødssveden af hans Pande, ingen ZNor til at bede en
Bøn for det døende Barn; thi denne INor, hun sad der
nede i det skidne, mørke Hjem og drak og drak, til
Rusen tog hende. ·
111
Ornamentik
støttet til ~Grrammatik der Ornamente« von Owen Jones
ved Emil Selmer.
Ykmeiigytdige gtegker
Ethvert Ornament maa have en organisk Udvikling
og altid føres fra Rod til Gren. »
Den sande Skjønhed er Resultatet af den Ro Sindet
modtager, naar Øie, Forstand og Følelse tilfredsstilles ved
at intet mangler i Overensstemmelse, Iævnmaal og
Harmoni.
Formens Skjønhed frembringes ved, at Linjerne efter
haanden udspringer af hverandre, ordnet efter bestemte
Forhold saa, at ethvert Led ikke danner en enkelt Enhed,
men forener sig med de andre til et fuldkomment Hele,
hvori enhver Forandring vilde blive et Tab.
Formens Harmoni bestaar i den rette Ligevægt og
Kontrast mellem afpassede rette og krumme Linjer. Ved
enhver Forbindelse mellem krumme Linjer og krumme og
rette maa Linjerne tangere hinanden.
Enhver Naturgjenstand maa kun benyttes stiliseret,
saaledes at den vilkaarlig tilstrækkelig anskueliggjør det
tilsigtede Billede uden at Ornamentets Enhed førstyrres
eller taber denne overfor det, det skal førskjønne
Farverne bruges til at fremhæve, udvikle Formen
eller at adskille Gjenstande eller deres enkelte Dele.
Hovedfarver af samme Intensitet harmonerer eller
neutraliseres gjensidigt efter følgende Forhold: Z gul, 5
rød og 8 blaa tilsammen s6. Sekundære Farver: 8
Gange, 13 purpur, U grøn tilsammen 32. Tertiære
Farver: 19 citrongul (sammensat af orange og grøn),
ZX brunrød (orange og purpur"), 24( olivengrøn (grøn og
purpur) - tilsammen Stk. Heraf følger at enhver sekundær,
URD 231
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
