Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 26. Lørdag 26. Juni 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J Hallens Fond findes en stor Udstilling fra Gjæk-er
iTromso af alt til Polarsisket henhørende; udstoppede
Sæler og Jsbjørne, Dele af Hvalskeletter, store Hvalbarder,
som vækker almindelig Forbauselse, Harpuner og alle andre
Slags Fangstredskaber. Sammen med denne Udstilling er
nu ogsaa fat Redningsselskabets udenerkede Udstilling af
Modelbaade og Redningsapparater, og udenfor i Vandet
ligger en veritabel Tivredningsskøite, som stadig besøges
af en hel Del Folk. En Masse Udstillinger findes af
førskjellige Sorter Fiskeolje, Fiskeguano, Fiskeinel og alle
mulige andre Slags Fiskeprodukter.
Men der findes ogsaa prægtige Baade, store Sam
linger af udenerkede Oljeklæder, en Sjemandskiste fuld af
alle de Klæder en Sjogut behøver med sig paa fin lange
Færd, en liden Model af en Jndkvarteringsbarakke
paa et Fiskevær med Sengene isto og tre Etager ovenpaa
hverandre, og naturligvis en hel UTasse Garn- og Tougverk.
J det hele er dog i den norske Fiskeriudstilling Hoved
vægten lagt paa Produkterne, hvilket naturligvis ogsaa
er det rigtigfte ved en Udstilling i et fremmed Land, hvor
Maalet først og fremst er at virke for den hjemlige
Export. Jeg kan heller ikke tænke mig andet, end at
den norske Fiskeriexport meget snart skal komme til at
fpore gunstige Følger af fin Deltagelse i Stockholmsudstil
lingen 1892 De norske Jurymænd gaar omkring og
støver dernede hver Dag nu, og de ser saa inderlig for
nøiede ud, saa at det er tydeligt, at ogsaa de har bare
lyse Forhaabninger om Fiskeriudstillingens Resultater.
A. B. W.
sji
Ornamentik
støttet til ~Grammatik der Ornament-e-« von OwenJones
ved Emil Selmer.
ægyptiske Ornamenter
Den ægyptiske Stil er ikke afledet af nogen Stil fra
ældre Tider, om der har været nogen, men udspringer
umiddelbart fra Naturtyper. Den brugte faa Uiotiverz
men disses Mangfoldiggjørelse eier en Rigdom, der er
u«overtruffen og staar som et Bevis for, at et Motivs
Udvikling er übegrændset. Dette bevises bedst ved det
ægyptiske Kapitæl. J den græske Arkitektur har man den
ensformige Gjengivelse af den mere eller mindre fuldkomne
Modellering af Akanthusbladet. Vel har det græske Ka
pitæl naaet fuldkommen Skjønhed, men trods sin Inder
lighed dog stagne-ret.v Det ægyptiske derimod har i sin
rige Mangfoldighed fuldt Liv. Formerne synes i sin
Rigdom at have skabt sig selv, saa at ethvert nyt Arbeide
blev en ny Udvikling. Formerne kan synes fremmedartede,
eiendommelige og stive, men altid rene og sikre. Den
mindste Detail er behersket og klar. Øiet faar Ro. Det,
der er tilsigtet, er fuldbragt, der er intet at lægge til eller
at trække fra.· -
. Totqulomsten og Papyrusplanten, som forASgypterne
var Sindbilledet paa Tegemets og Sjælens Næring, de
Pragtfulde Fjær, Emblemerne paa Faraoernes Magt og
Palmegrenen, Grenen af det Træ, af hvilket de forfær
digede sine Seil, er de faa Typer, som ligger til Grund
for den næsten uendelige Mangfoldighed af Ornamenter,·
hvis harmoniske Skjønhed smykker Templer og Paladser,
Klædedragt, Nyttegjenstande og Tuksusartiklev Det er
netop denne Typernes Begrænsning, der i Formens Mang
foldiggjørelse har været Aarsag til dennes Fuldkommenhed
ved det i Sjælen boende Krav paa Afveksling og JevnmaaL
Da den ægyptiske Kunst tog sine Forbilleder direkte
efter Naturen, afveg den heller aldrig fra de Tove, som
denne i alle sine Frembringelser altid tilkjendegiver. Der
for blev det ægyptiske Ornament, om det end er aldrig faa
vilkaarligt, dog altid uforfalsket og bibeholdt det til Sjælen
givne Indtryk af.-den til Grund liggende Forms Skjønhed
AZgypterne førstod, at Kunstens Tove er ligesaa ufor
anderlige som Naturens, at det sanselige Jndtryk viser os
i Tilværelsen en uendelig Mangfoldighed, at i Tilværelsen
er alt underkastet uophørlig Forandring kun ikke Lovene,
de er evig uforanderlige. ASgypterne førstod, at alt i
Naturen befinder sig paa Overgangen fra en forhenværende
Tilstand til en kommende, at alt befinder sig i en Vorden,
og at Kunstens formforskjonnende Love eier den samme
skabende Kraft som Naturens og i sin faste Bane altid
fører frem til Sandhed og Klarhed.
Som i Naturen er der ogsaa isKunsten Overgangs
trin: fra Bygningskunsten til Billedhuggeriet er det Orna
mentik, ligesom Relieffet er Overgangen til Maleriet; men
derfor gjør ikke det ny Trin det, hvorfra det har sit Ud
spring overflødigt; tvertimod giver det dette fornyet Kraft.
Ram Raz’ Caere: ~Ve den, som ikke bebor et Hus,
der ikke er bygget efter indbyrdes rigtige Forhold«, kan
overført paa Ornamentik gjengives med: Ve den, der ikke
giver enhver Afbildning efter Virkeligheden en ideal Form,
der eier fuld Klarhed og Sandhed, saa at den for Øie
og Tanke real og symbolsk bliver en forædlende Del af
det, som den er bestemt til at førskjønne
Jsær førstod Ægypterne i enhver Afbildning efter
Naturen at bibeholde den poetiske Del, der laa til Grund
for Valget af et Motiv, og rytmifk at forhøie denne ved
Formernes Forhold og Begrænsning. J Bladenes Aarer,
i disses yndige Bøining saavel som i Bladenes egen Ud
straaling fra Hovedstammen gjengives dette saavel som i
det heles Gruppering fymeirisk og indtagende.
ASgypterne bemalte alt med jevne Farver uden
Schatteringer eller Skygger; og dog fandt de ingen Vanske
ligheder ved at fremstille for Tilskuerens Sjel den frem
stillede Gjenstands Væsensenhed. Farve som Form var
konventionel. Hvor rigtig adskilles ikke Lotusblomstens
ydre Blade med sit mørkere grønt og de indre beskyttede
Blade med sit lysere grønt, medens den i Blomsten inden
for-liggende purpurrerede og gule Tone gjengives ved røde
Blade i gult Felt, hvorved Originalens skimrende Glød
paa det fuldkomneste fremtræder. Saaledes er Kunsten
og Naturen forenet og fryder Tilskueren ved den dobbelte
Nydelse af det vundne Resultat og den sjælelige fuldendte
Forstaaelse af Farvernes Sammenstilling, der har ført til
dette Resultats Skjønhed.
De af AZgypterne mest brugte Farver var rødt, blaat
og gult tilligemed en leilighedsvis Anvendelse af sort og
hvidt til de førskjellige Farvers Begrænsning for at give
disse den nødvendige Tydelighed. Grønt blev dog al
mindelig om ikke altid anvendt som SLokalfarve, som i de
grønne Totusblade Dog var disse Blade ligesaa ofte
blaa som grønne, blaa i den ældste Tid, grønne i den
ptolemæiske Periode; ja i den sidste Del af denne blev
ogsaa Purpur og brunt tilføiet, hvilket dog forringede
Effekten· Da Kunsten ikke længer udøvedes efter den
overleverede Erfaring, blev sekundære Farver og Blandinger
tilligemed Skygger af enhver Varietet anvendt dog uden
at naa den Fuldkommenhed, som ved den ældste Tids
Hovedfarver, rødt, blaat og gult førte til den største Harmon.
URD 263
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
