Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 31. Lørdag 31. Juli 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
behager hende at kaste sine Oine paa. Mensom hun
fjerner sig fra ham, kommer en anden i hendes-Sted, en
førstaaende Sjæl, der er fyldt af offervillig og offertorstende
Sympati for den ensomme Idealist. Det skjønne og trøste
fulde Venskab, der saaledes opstaar mellem de to hver
paa sin Side forladte og mod Høiderne søgende Ensomme,
saar en brat og tragisk Ende ved hans pludselige Død.
Det blege Glimt af virkelig Kjærlighed, som ien flygtig
Stund fik flamme op i deres Sind, sluknede, før den kunde
blive til Lykken, de drømte om i sin hemmeligste Hjerte
vraa. Bogen ender ien Stemning af religiøs Resignation.
Eller skal jeg sige - Haab .. . Forventning om nyt
Liv hinsides Gravens tomme Nat. ·
( Som Kunstverk betragtet er denne Roman et meget
svagt Arbeide. Hvad Helene Dickmar har villet skildre er
denne sværmeriske, renhjertede Idealist, der mishandlet af
sin simple Hustru, og et raat, ufærdigt Samfund, møder
den sterke, kloge og. gode Kvinde . . . og hvordan saa
disse to skulde kjæmpe sig sammen til den Harmoni, der
giver Livet Kraft til at vokse opad. Asken for det første
er denne mulige Roman blevet belemret med en Forhistorie,
som fylder næsten Halvdelen af Bogen, —— og saa har
Forfatterinden i det afgjørende Øieblik veget tilbage for
Hovedproblemet: det aandelige Ægteskab Som Helhed
gjør da Ellen trods mange talentfulde Enkeltheder
og ypperlige Tillob et uklart og utilfredsstillende
Indtryk. , · . x - -
s Og dog er der saa meget godtog fint og smukt i
denne Skildring af to—kjæmpende Menneskesjæle, adels
baarne Naturer. Jeg tænk-er ikke paa den betydelige for
melle Dygtighed bør nævnes, den betegner et stolt
Skridt fremad fra det familieromanagtige i Ud i Livet.
Jeg lægger megen Vægt paa dette sjeldne Træk ved en
moderne Bog, at den behandler aandelig høitstaaende Per
sonligheder, en 2Nand, som lever for Ideer, og en Kvinde
som følger og støtter ham. Det sine og ædle hos denne
Mand har Forfatterinden faaet udenærket frem; - men
det kraftige selvfølende og overlegne, den stille Myndighed,
som ikke maa mangle hos den, der skal føre andre, eier
han ikke. Der er noget kvindelig spinkelt og svagt ved
ham. Vi føler nærmest Medlidenhed med denne Tankens
Ridder, som drister sig til at kjæmpe for nye Ideer om
Opdragelse og Samfundslivl Og det her i vort kjære
Fædreland, hvor Dr. Stockmann fik sine bedste Bukser
spoleret, da han var saa dum at fortælle Medborgerne,
at de drak bedærvet Vand . . .
Nei, da er hans kvindelige ZNedkjæmper en meget
mandigere Karakter. Ellen kjender Verden og Menne
skene, hun regner med Realiteter. Hun er ikke ræd
for den kompakte Majoritet, der betragter sin Ret, sin
Moral, sin Religion som urørlige Klenodier i Lighed
med Pengene du har i Banken . . . disse sterke Nieme
sker der repræsenterer Traditionen, Samfundsordenen,
Lovene, og hvis bedste Vaaben er deres enstemmige, bru
tale Tomhed og uimodstaaelige, altknusende Tyngde.
Ellen beklager alle dem, som tror formeget, de har saa
meget at blive plyndret for«; men selv er hun saa sterkt
troende, som det gaar an at være, og arbeider utrættelig
med et Fortvilelsens Haab. Saa længe han lever. Da
han dør, har hun den blotte og bare Fortvilelse tilbage
uden Skygge af Haab eller Tro. Indtil det en Dag
gaar op for hende, at han endnu lever, at han er nær
hende, hvor hun gaar hernede paa den kolde fattige lord
.. .« Det er som slaaes der en Bro mellem hende og
en usynlig Verden. En Verden, som han træde paa,
som han haabede paa. En Verden, som var udenfor
og over den Lovmæssighedens strenge lord, hun hidtil
havde levet paa. Der var kun skeet en Overflytning, en
Gjenoprettelse. - Og i denne Stund med Glimt
i Glimt, synes det hende, som nu først førstaar hun Harald
helt«.
Hun førstod nu de Ord, han engang havde udtalt
til hende, —— at vi alle først maa lære at elske hinanden.
Den, der elsker sin Broder, er hjemme paa lorden som
i Himlen. Kjærligheden er Broen mellem begge Verdener
- Livets urolige Døgn-Tilværelse og Sjælens fredfulde,
forklarede Evighed.
De Ideer, som Harald Lassen arbeidede for, men
som det kun daarlig lykkedes ham at udbrede blandt
Folket, betegnes et Sted nærmere ved Navnene Pontus
Wikner, Charles Kingsley, Robertson og Farrar, ——— d.
v. s. de mildeste og førsonligste af den nye Reformations
2Nænd, Formidlerne mellem den kristne Tradition og vor
moderne Kultur. I Brochuren om Hedda Gabler
citerer vor Forfatterinde desuden en Repræsentant for en
endnu mere frisindet og mod Mysticismen heldende Pro
testantisine: Henri Frederic UmieL Jeg tror Helene
Dickmar vilde have skrevet en meget bedre —— og sikkert
nyttigcre Bog, om hun paa sin egen Ukaade havde
udviklet disse troende Reformatorers Tanker istedenfor at
digte en Roman om en af deres Disciple. De kritiske
Smaaskrifter beviser tilfulde, at hun besidder saavel den
klare Fremstillingsform og den dialektiske Evne, som kræves
til en slig Opgave. Og hun er en af de faa hos os,
der kan tale med Erfaringens og Dannelsens Myndighed
om disse Ting.
Hendes sidste literære Studie —— om Bygmester
Solness indledes med en polemisk Betragtning af vor
yngste Literatuer Her siges mange gode og vigtige Ting
om vore yngre Forfattere særlig træffende er hendes
Bemærkning om det ~korte Uandedrag«, der kjendetegner
dem alle. Men det polemiske Udgangspunkt har paa
Forhaand umuliggjort al dybere Forstaaelse. Uden gjen
nem en vis Sympathi nytter det ikke at opdage Digternes
Hemmeligheder. Og hvad Hjælp er der i at blotte deres
Svagheder?
Essayet om Bygmeser Solness er heltigjennem
sint og førstaaelsesfuldt. Det er interessant at følge denne
Forfatterindes beundrende og indtrængende Studium af
Ibsen, .- bl. a. fordi hun er nogetnær den eneste, der hos
os hævder en sand og tolerant kristelig Idealisme. ~Skulde
«) Fra Kogeb ogen er delvis en mere spøgefuld Behandling af
samme Tema.
URD 509
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
