Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 33. Lørdag 14. August 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hele Natten har vi Regn med Lyd, og jeg saar ikke
en Blund paa mine Øine Imellem snakker Mally lidt
isøvne ogsaa »wet, wet« er det eneste, jeg kan opfatte,
og saa feirer jeg da den lille pædagogiske Triumf, at
min Lærdom er faldt i· god lord. Næste Formiddag
—— den, som var udseet til Fløientur den blev tilbragt ved
Vinduet, hvor de forbigaaende kunde se to brune Ansigter,
brune af den Sol, som engang havde skinnet paa dem,
dengang de endnu ikke havde smagt Reiselivets Glæder.
Nu gjør vi vore Regnobservationer paa egen Haand, og
uvilkaarlig drager vi Sammenligning med Hovedstads
regnet, den sjeldne og kjære Gjest, som bringer Tanken
hen paa BondenS Agre og Markens Grøde. I Chri
stiania slaar Regnet sig tilro, naar det har naaet lorden,
det bare samler sig i Strømme og begiver sig saa pent
og velopdragent ned ien Rendesten. Men her i dette
velsignede Bergen er det af en heftigere Natur. Først
pisker det som rasende i Bakken, dernæst sprætter det høit
op i Luften igjen, saa man har Regn fra to Kanter og
vel kunde behøve to Paraplyer, en foroven og en for
neden. I Ukangel af det sidste Plag holder Damerne
sine Skjørter alenhoit op i det forfængelige Haab at
undgaa Regnet for opgaaende.’ Jeg synes, jeg ser de
tragiske Ansigter, vi forvænte Solbørn Christianenserne
sætter op, naar vi om Middagen Kl. t 2 skjønner, at det
er et übarmhjertigt Dagsregn, vi har for os. ’Og i
Bergen der fremkalder Dagsregn Smil paa alle An
sigter, det optages bare som en liden Spøg fra Regn
guden, det er, hvad en munter Aprilbyge er for os.
Her skal mindst et Ord som ~Ugesregn« til for at lægge
Ansigtet i bedrøvelige Folder, og først med ~Maanedsr
egn« kommer der rigtig Haabloshed i Stemmen.
Mally og jeg kunde med al vor Elasticitet ikke rigtig
leve os ind i de nye Begreber og var derfor fornærmet
paa Alverden over vor Vanskjæbne. ~Er det ikke Regn
hat, de kalder Paraply her i Bergen, du Mally? Ogsaa
foresvæver der mig noget om, at de i Nødstilfælde har
en Betegnelse for Parasol ogsaa ~Regnhatten sin Unge«
—— er det ikke saa?« Mally er i et rasende Humør og
svarer barskt: ~10, jeg synes, jeg husker det; men alle
de Regnhattene, vi ser, maa da være totalt børnløse,
for de Ungerne vilde da være aldeles overflødige i dette
Regnhullet.« Nu var Mally sint, og for ikke at frem
kalde flere Skjældsord over Hansestaden mælte jeg ikke et
Ord mere, men sank hen i haabløse Betragtninger.
Om Aftenen var vibudne ttl nogle Slegtninge af
Mally, og takket være et Par reserve Sko og Strømper-,
vi besindigen havde taget med, sad vi nogenlunde torskoet
ide elegante Saloner. Gamle Hr. Nielsen pegte vildt
ud i Skodden. ~Der er den storskjønne Kalvedal.«
~Aaja«, sagde jeg og nikkede med mit uforstaaende Ho
ved, som hverken kunde faa Fjeld eller Dal ud af det
Taagehav, som indhyllede Byens syv Høie. ~Den tager
sig forresten ikke saa godt ud idag,« indrømmede den
gamle Hædersgubbez ~men forrige Søndag, da skulde De
seet, da havde vi et herligt Veir.« ~Regnede det uden
Lyd da P« spurgte jeg spagt. ~Regnede nei, det skin
nede Sol.« Oldingen blev ung igjen ved Mindet, An
sigtet, som var skrumpet sammen af mange Aars Væde,
formelig glattedes, de stive Temmer straktes velbehagelig
ud og det altsammen bare ved Tanken paa, at det
havde skinnet Sol forrige Søndag Mally og den unge
Hr. Nielsen er i gjensidig Tokalpatriotisme kommet i
Haarene paa hinanden. ~Humor, sagde du, en Ostlæn
ding Humor ——— ha——ha—ha, nu maa jeg le aaja,
kanske saan lidt tør Humor uden Spor af Saft eller Kraft.«
Min beskedne Røst oplades, idet jeg peger ud: ~Nei, det
er jo rimeligt, at Humoret her ikke blir ganske tørt,« og
dermed plasker det saadan løs med Alverdens Dyder, at
Konversationen maa opsgives og den unge Hr. Nielsen
nøie sig med at sende mig nogle hadske Blikke. Ved
Champagnen kom dog Stemningen op igjen, og den gamle
konverserte mig saa ivrig, at jeg næsten træde mig hen
sat til forrige Søndag. ~Det er jo det merkelige ved vor
Bys Gader, Frøken, at de tørrer med engang Regnet
holder op. Vent nu bare, skal De se, Gaderne er som
feiet.« ~Desværre, jeg har nok ikke Raad til at spendere
hele min Ferie for muligens at gjøre den lagttagelse ———
hvem ved, det kunde kanske drage langt udover Høstenl«
Det er merkeligt, at man ikke blir elskværdigere ved et
Glas Champagne. ~Ah - Havejordbær, mine Tænder
løberi Vand.« »la, det har mine gjort, helt siden
jeg kom til Bergen.« Nu opgiver den gamle mig, og
det siger jeg ikke noget om« igrunden; min Tunge var
forgiftet af Regnet, og jeg førstod alle, somskyede dens Nærhed.
« Og der blev ZNorgen, og der blev Aften den 3die
Dag, uden at Vandene skiltes ad, og det tørre kom frem-
Tvertimod, Vandene forenedes i energisk Broderskab og
sammensvor sig mod Menneskene. Vi tog da vor Til
flugt til ~Trikken«, som var Sommerens største Begiven
hed næst den, at det havde skinnet Sol forrige Søndag.
En koselig Trikke, hvid og pen med udenlandsk Klang i
Klokken, det eneste Tyspunkt i den regntunge By, vort
Haab og vor Trøst, naar vi skulde stikke Hovedet udaf
Døren. Propfuld og mere end det var den naturligvis
bestandig af Mennesker og flydende Paraplyen Rigtig
susende gik det over de af Regnen smurte Skinner, imellem
bortpaa Fortauget eller nedi en Rendesten, men dog som
oftest langs Sporet, og da kan man jo igrunden ikke for
lange mere. Hestene havde jo meget at gaa gjennem,
naar Uhyret kom farende, de blev sky, som det heder, de
skal blive, naar Solen skinner i Regnbyen. Det sidste fik
vi desværre ikke Anledning til at konstatere - jeg skulde
jo gjerne faat alle BergenS løbske Heste ret paa mig,
naar jeg bare kunde faat et Solglimt.
Vi vaagnede først Kl. 12 Middag den næstsidste
Dag af vort Bergensophold. Det var saa forunderlig
stille, at det var ligesom Byen var sovnet ind. Mally
og jeg saa paa hverandre med en uhyggelig Fornem
melse af, at det var galt paafærde. Vi kimte paa en
Terne, som gav os den forønskede Oplysning. Det reg
nede uden Lyd. Rent fortumlede begav vi os ud paa
Gaden, formelig dansede nedover Fortauget iHenrykkelse
over at have faaet vor fulde Hørsel tilbage. Alfusiken
spilte op i Parken, ~Grand« var propfuld, og vi havde
bare Paraplyerne let slængt over Skulderen, medens det
lydløst stille og tækkelig puttede sig mellem vore Hatte
baand og Rynkerne i vore Bluseliv· Snart sad vi ien
glad Klynge paa ~Grand.« Vi snakkede, og vi prækede3
for vi vidste jo, at vore Ord ikke vilde gaa i Vasken
med alle Regnveirslydene. En af de Indfødte inviterte
os paa ~Bellevue« om Aftenen, ~for Musiken spiller hver
Godveirsaften.« Mally og jeg sendte hverandre et lidet
Blik, fik ogsaa et ganske übetydeligt SLatteranfald, heldig
vis ~uden Lyd«, og var saaledes fuldt i Stilen. Om
Aftenen klang der ganske rigtig glade Toner fra hvert
Forlystelsessted, Folk var i sine festligste Sommerdragter
for atter at vaagne op til den gamle Elendighed den ste
Dag. Vi følte Trang til at flygte bort fra den bedrø
velige Nutid og fordybede os iHaakonshallen i Fortiden,
solede os i Norges gamle Glanstid, da Kongerne reiste
sig Minder for alle de kommende Slegter.
Og derfor, du Hal med de Ukure graa, var det dig,
vi sendte vor sidste Hilsen, da Regnen piskede os udaf
Byen, langt udenfor dens fugtige Enemerker, til lysere
Egne, hvor der er Sol og Sommer. s—n.
URD 335
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
