Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 33. Lørdag 14. August 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Blomster.
11.
parsomt i Norden vi Blomsterne finde, saa
har vi hørt Sangen lyde mer end en Gang,
og streifer du kun vor veirhaarde Kyst der
ude mellem de ytterste Skjær, hvor Berget
ligger sort og vaadt ud mod Havet, da kan
det nok have sin Rigtighed med denne San
gens Strofe men selv derude bærer den krybende
Mose sine Millioner Blomsterstjerner, selv derude vil du
finde den vakre Blaaklokke, denne Blomstersamfundets
kjække lille Forpost. Rørende trygt i Bevidstheden om
sin Mission staar den paa sin udsatte Plads. Havvinden
sætter de smaa Klokker i uafladelig Bevægelse, og saa
ringer - den over Graven, Havets store aabne Grav,
hvor aldrig nogen Lyd fra Kirketaarnets Ukalm kan naa
hen. Og saa læg bare Baaden din indom Pynten, i
den lune Vik myldrer Blomsterne dig straks imøde, ofte
klædt i Sydens Skjønhed og Pragt nei, kom ikke og
snak om Sparsomhed, kjære Sanger. "
« Vor nordiske Flora har ogsaa været rig nok til at
inspirere mangen en af vore Digtere; Digternes Fan
tasi har altid gjerne kredset om Blomsterne, og fra deres
Verden har de hentet Udtryk for sine skjønneste Tanker.
Hvem mindes saaledes ikke H. C. Andersens blomster
virkede Eventyr (jeg tør nok tage ham til Indtægt, Nor
den tilhører ham jo), hvem af os ældre ialfald har ikke
baade som Børn og senere hen fordybet sig i dem. Jeg
nævner blot ~Verdens deiligste Rose«, ~Engelen«, ~Den
lille Idas Blomster« blandt de mange ~Kjærminder«.
Og Wergeland, vor egen Digter i engere Forstand, som
har skjænket os ~lan van Huysums Blomsterstykke«,
dette forunderlig skjønne Karakterspeil mod Hollands rige
Blomsterbund, denne Blomsternes Høisangz Wergeland,
som med Digtet fra sit Dødsleie for altid har kastet en
betagende Straaleglans over Gyldenlakkens dybe Bronce.
- J ~Fiskerjenten« synger Bjørnson Blomsternes Pris
af fuldt Hjerte. Lad os slaa Følge med hans ~Petra«
paa hendes Flugt deroppe i Bergens Stift, idet hun
kommer ind paa Præstegaarden og i dens lyse Daglig
stue omfavnes af alle Blomsterne, der findes-oppe, nede,
i Vinduerne, ja overalt, og vort Hjerte førstaar straks
den hjemløse Fugls pludselig vaagnende Attraa efter at
gjemme sig bort i dette lune Blomsterrede. Og, for
endelig at nævne en gribende Blomsterepisode fra et af
vore senere Digterværker, saa kan vi i det lille Lysthus
dernede ved Fjorden, hvor Flaget vaier paa halv Stang,
være de tause Vidner til en Sjælenes sidste, vemodige
Omfavnelse, idet vi med varsom Haand berører ~Lille
Eyolfs« Vandliljer.
Fra denne Digtningens Forkjærlighed for Blomsterne
danner rigtignok den nys passerede hyperrealistiske Periode
en Undtagelse. Den tillod ikke sine Poeter at vandre
~millom Rosor«. Udendørs var det stadig den samme
kolde, klamme Gade- og Bryggeluft, indendørs den
evindelige Kafe- eller kvalme Stueluft, i hvilken de farvede
Straa- og Makartbuketter ingen Skade tog. Men nu er
det Sommer, Tiden er inde, da den knugende Vinter ~er
jaget ud af Luften med idelig Blomsterduften« ogsaa for
Digtningens Vedkommende, og nu gaar det hjem igjen
til Poesiens gamle og dog evigt unge Land, hvor Blom
sterne har sin udisputerlige Hjemstavnsret, og hvor vi
ogsaa tillidsfuldt tager dem i Besiddelse. I dette Land
faar ogsaa undertiden almindelige dødelige kige ind, kun
»
Ee-
J- A
(
l-
at de er lydhøre, og elsker Blomsterne med ~den Kjæk
lighed, som førstaar den elskedes Røst«.
Du gaar for Eksempel en Sommeraften ud i Hanen.
Pludselig kaster Aftenluftningen dig en Duft fra Lev
køierne saa intens imøde, at dennæsten gaar dig til Ho
vedet (ja med Hovedet vil den ogsaa have noget at be
stille, du våd jo at Lugten er Erindringens Sans?).
Duften trænger dog dybere ind, det begynder at pusle
om Hjertestrengene, og med et Trylleslag er du ført til
bage i’ Tiden til et bestemt Sted, hvor Lebkøiduften en
gang en stille Aften accompagnerede dit Samvær med en
bestemt Person. Den gamle Stemning fra hint Samvær
tager dig ganske tilfange. Hvor kommer den dog fra,
denne Stemning? la, det skjønner du vel? Den kommer
jo fra Levkoibedet. En Morgen staar du inde mellem
Roserne for at hilse de nyudsprungne velkommen til Livet.
Du faar Øie paa en af dine kjæres Vndlingsblomst,
hendes eller hans, en af de kjære, som engang frydede
sig her sammen med dig, men hvis Øie nu for bestandig
er lukket for Livets Farvespil. Du bøier dig over Rosen,
og Dugperlerne blir som Taarer, mens den nynner sit
vemodige Mindekvad for dig.
Af og til kan du faa se dine Venner og bekjendte
dukkende op blandt Stedenoderblomsterne, Valmuerne eller
hvorsomhelst i Blomsterbedene Denne Scabiosa iden
mørke Fløielsrobe, er det ikke Fru P
. op af Dage? og
der, den gamle Herre i Valmuskikkelse, du kjender ham
nok, med det hvide, bustede Haar. —« Og din egen lille
etaarsgamle inde i Vuggen, slaar hun ikke livagtigt Øi
nene op mod dig i den blaa Nemofilas barnlige Uskyld?
Det besynderlige er, at det ikke er Menneskets IZdre alene,
som aføyeiler sig i Blomsternes Skikkelse, nei, slaar en
Lighed ned i din Tanke, ligesaa snart er det Vedkom
mendes Karakter, du faar en Aabenbarelse af som aldrig
tilforn.
Var det et Træf, eller hvad var det, som gjorde
mig saa underlig tilmode en Høstdag, jeg stod paa Reise
fod og mellem Caprifoliens Fletværk søgte efter en
Blomst til Afsked. leg kunde ingen finde, ikke engang
en eneste Efternøler under Trappen, hvor der dog ellers
var saa godt et Gjemmested. Idet jeg mismodig trækker
Hovedet tilbage, faar jeg et let lidet Dask paa Kinden,
og sandelig, der var den chamoisgule, deilige Blomst
med den krydrede Duft, jeg havde sukket efter. ~Du vilde
jo slet ikke se mig,« sagde den saa tydeligt, ~og saa var
jeg jo nødt til at give dig et Ørefigen.«
Ser du, Blomsterne kan nok tale. Hver Skovens
duftende Viol og Linea, hver Havens farvemættede Pragt
blomst har sin Hemmelighed at betro dig, sine forunder
lige Historier at fortælle, naar du kun ret lytter efter, og
ikke med et stakaandet Løb gjennem Naturens Rige hindrer
dens Melodier fra at fæste sig i dit Sind.
At vor Bibelbog bringer os mangt et herligt Blom
sterstykke, kan jeg ikke forbigaa. I sine mange Lignelser,
der dels spiller hen paa Menneskelivet i dets Skjønhed
og Kraft, dels i dets Forgjængelighed, kan den ikke und
være Blomsterne. Fra vor Frelsers Mund har vi faaet
Ord i Eie, der burde staa som Motto over al vor Na
turbetragtning: ~Ser til Liljerne paa Marken, - end
ikke Salomon i al sin Herlighed var klædt som en af
dem.« I Salmernes Bog hedder det om de Retfærdige:
~Plantede i Herrens Hus blomstre de i Guds Forgaarde,
end i graahaaret Alder skyde de friske Skud«. ~Jeg vil
være som en Dug for Israel, og han skalblomstre som
en Lilje« staar der hos Profeten Hoseas. Og Høst
efter Høst lyder Gjenklangen af Davids,Kongesangerens,
gribende Dødshymne derude i Naturens Rige: ~Mennes
kets Dage er som Markens Blomst, saaledes blomstrer
336 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
