Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 35. Lørdag 28. August 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Roseri sine kuglerunde Kinder af det strenge Uandsarbeide,
og skrev paa sine genealogiske Optegnelser. Men saa
havde han sat Madam Ukselsen, der hvor Ufadam Bruun
skulde staa, og Lina Herwig paa Madam kaelsens Plads,
og slig maatte han gjøre om igjen i det uendelige.
Endelig var det hele renskrevet, men under det store Urk
stod Mæglerens høie Bogstaver:
~Som man ser opnaaede sal. Bedstemoder Porsvold
den høie Alder af 1002 Uar.«
Han mente ethundrede og to Aar. Dette Dokument
laa i Mæglerens Chatolskuffe til Brug for Fremtidens
Genealoger.
Kjærlighed var noget, Mægler Porsvold med sine
otteogfemti Aar aldrig havde befattet sig med. Joakime
stegte Biffen, saa godt som den kunde forlanges stegt,
Rasmine strikkede hans Strømper, og han mangledeintet.
Hvad skulde han da gifte sig for? Det havde rigtignok
ihans Ungdom en Gang, han gjorde en Tur tilsjøs,
været en ung, irsk Pige derborte i Dublin med Kinder
som røde Æbler, naa ja kortf«agt, 2Nægleren tænkte
endnu en sjelden Gang paa de røde Kinder. Men alt
sammen var dog gaat til det bedste. For hvad ialverden
skulde han gjort med Rasmine og loakime, hvis den
irske Pige havde fulgt med ham hjem. Ua nei, Vor
herre stelte nok alt, som det skulde stelles. -
Om Eftermiddagen døde Klokker By. Mægleren
tog straks paa sig for at gaa bort og sige Datteren et
Par Trøstens Ord. Men Umalie By var opløst i Sorg
og vilde ingen se. »
fo ’Mæg·le««ren lgik betænkelig hjem igjen. Klokker By
havde været hans gamle Ven, dets laa ham paa·hans
velvillige Hjerte at vise Datteren sin Uiedfølelse.
Nu havde han det. Han vilde skrive hende til.
Han trak frem Klaffen i det gamle Chatol, hvor han
havde skrevet sine genealogiske Optegnelser, og havde alle
sine Regnskaber Skibsparterne vedkommende, tog frem et
stort blaat Postpapir og skrev over med et flot Handels
fving: ~Gode Frøken Amalie By.«
. Han skrev længe, sukkede og pustede derborte ved
Klassen. Saa var han færdig.
~Rasmine«, sagde han høitidelig, ligesom med lidt
Undagt i Stemmen, ~jeg har skrevet nogle Linier til Umalie
By og sendt hende et Par Guds Ord.«
Det var snilt af dig, Broder« sagde Rasmine, ~du
finder nok et passende Ord du vi maa vel strø med
Granbar den Dag, han skal jordes.«
Mægleren blæste sin lange Pibe omhyggelig ud,
stoppede den igjen og satte sig vel tilrette i sin Stol, saa
først kom det:
~Ja det er bedst vi strør, vi ogsaa.«
Om Aftenen kom der Bud, at Mægleren straks
maatte komme bort til Frøken By. ~Stakkar«, sagde
loakime, ~nu er det Penge- om at gjøre, vi maa før
strække hende til Begravelsen, Broder.«
~Har alt tænkt paa det - Kima « sagde Mægleren.
Amalie By tog imod ham i Gadedøren Det for
bausede ham lidt, at hun ude i Gangen lagde sin Arm
om hans tykke Liv, men han trippede alligevel meget vel
villig i hendes Arm ind i Stuen.
Idetsamme Døren blev lukket efter dem, faldt Amalie
By ham om Halsen:
»Aa De deilige Mand og netop nu intet
kunde trøste mig mere.«
~Jngen Aarsag ——« sagde Mægleren ~ingen
Aarsag, kjære Frøken-C han førsøgte paa at komme fri
og trak Hovedet tilbage.
~Ja, jeg vilMægler jeg vil af hele min Sjæl —«
~Hvilket«, sagde Ukægleren betuttet, han saa sit eget
godenodige, røde Ansigt i Speilet over hendes sortklædte
Skulder.
~Jeg vil blive Deres Hustru naturligvis, som De ber
mig saa nydeligt og gudfrygtigt om i Deres Brev.«
Mægleren følte det, som om han ikke længere stod
paa sine Ben, men paa to bløde svampede Tingester.
~Zlie·n kjære Frøken "——«
~Ja De synes vel« jeg skal betænke mig - men jeg;
skal sige dig, at det har jeg betænkt for længe sideskl
vil du se Far sig ikke nei —« ·
Hun trak ham med-sig ind i det næste Værelse, hvor
den gamle Klokker laa med det lille, gamle d«s-de Ansigt
og de magre Hænder fast sammenfoldede.
~Er ikke Far deilig, der han ligger- aa du skulde
se op nu Far, saa vilde du være hjerteglad over min Tykke.«
Det var ikke ZNægleren muligt at faa et Ord over
sine Læber, og selv om han havde havt Talens Brug,
kunde han jo umulig bryde Dødens Fred og Høitid
Tigesaalidt somhan kunde skyve denne sørgende Kvinde
bort af sine Arme her ved hendes døde Faders Side. Nei
det kunde Mægler Porsvold ikke bære over sit gode Hjerte.
Han holdt sine smaa tykke Arme om hende og saa paa
Klokkerens døde Ansigt med Taarer i sine dybblaa Øine
»Ja ja«- sagde han- ja- ja —«
Der kom en Tjenestepige ind i Værelset Hun stud
sede lidt ved at se det omslyngede Par. ~Det er min
Kjæreste ——- Marthe —« hviskede Frøkenen.
~Nei, nei«, sagde Mægleren og slap sit Tag om hende.
~Jo, kjære, hvorfor kan vi ikke være det bekjendt og
ved Faders Baare —« .
« Frøken By trak ham med sig ind i det andet Væ
relse, omfavnede ham igjen og kyssede ham paa begge
hans røde Kinder. Der steg en dunkel Erinding om den
irske Pige op i Mægleren.
~Du maa gaa nu«, hviskede hun, ~her kommer saa
mange, men imorgen —.« Der var alt slere Madamer
inde i Stuen, han huskede saavidt, han skulde have sin
Hat med sig og styrtede ud.
Men du evige Fader hvad var dette var han
forlovet hvad var det, han havde skrevet, som hun
kunde mistyde saaledes, hvad ialverden var det, han
havde skrevet —-
Han førsøgte at gjentage Brevet i sin Hukommelse.
Han erindrede godt Begyndelsen: ~Tankerne er mange
ved et saadant Dødsleie« og saa længere nede: ~Men
Kjærligheden bærer over alle Livets Sjøer, og vi maa
holde sammen i Kjærligheds Baand« og saa ianledning,
at han vilde betale Klokkerens Begravelse: De maa til
lade mig, og mig alene, at vise Deres Far den sidste Ære,
som Støv kan vise Støv —«
Han rynkede Panden og tænkte efter: Hvad ial
verden var det mere, han havde skrevet nei han kunde
ikke huske mer i Pokkers Skind og Ben, hvad var
det han havde skrevet
Det om at holde sammen i Kjærlighed, kunde han
jo gjerne ladet være at skrive - han blev ganske varm
i Hovedet, saa han maatte gaa med Hatten i Haanden
hele Øvregaden, men han mente jo bare, han vilde
hjælpe hende med Penge
Men hvorledes skulde dette ende for til Rasmine
og Joakime vilde han naturligvis intet sige. Bare nu
ikke Frøken By fortalte det. Han svedede nedover hele
Ryggen, aldrig i sit Liv havde han været saa forvildet.
Dette lignede lidt, ja han var akkurat lige fra sig
dengang, da han fik Telegram, om at den gamle Brig
gen var gaat under, og hele Assurancen, indpaa femti
tusind Kroner, blevham udbetalt. Dengang vidste han
354 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
