Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 36. Lørdag 4. September 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Klein’ Linna
si havde gjort en Reise, som sa seks i alle
Maader!
Fra Florents i Slutten af LNai med italiensk
Somletog til Padova; derfra Aftenen efter til
Veneziaz fem Dage i Gondol paa Canal Grande,
Eido,« Dogepaladset, St. Akarco, Bellearti, Ghetto
osv. osv. den sjette Dag afsted med Jernbanen over
Treviso til Belluno, et deiligt Sted oppe i de venetiske
A«lper, Endestation for en Sidebane fra Triesterlinjen.
Derfra Dagen efter med Vogn gjennem Piavedalen og
Ampezzodalen, to Døgns vidunderlige Eventyr mellem de
vilde, sorrevne og svimlende høie Dolomiteralper, frem
tilToblach i Pustertahl, i Hjertet af Tyrol, Drauflodens
Dalføre. Den følgende Dag vestover til Franzensfeste, saa
nordover gjennem Brennerpasset, over Jnnsbruck til Rosen
heim,·nogle"Mil søndenfor München. Derfra endelig
Formiddagen efter fem Timers Jernbanereise østover med
tre Togskifter frem til Reisens Maal Berchtesgaden
i Bayern. «
At denne Reise er over al Beskrivelse deilig, interes
sant, afvekslende, morsommere ved de vanlige Ruter, hører
ikke min lille Historie til; jeg meddeler det nu alligevel i
Forbigaaende og tilføier: Kommer nogen af mine Læsere
i det sørgmodige Tilfælde at maatte forlade Verdens
Underland, Jtalien, enten, som vi, tvunget af Varmen,
eller tvunget af andre Grunde saa gjør det ad denne
Vei. Den er saa deilig, at man formelig kan glemme
Afskedens Bitterhed underveis, og den er ikke nævneværdig
dyrere end de vanlige Ruter over Verona eller St. Gotthard.
Nu, denne Reise havde vi gjort, og vi sad paa Hotel
Bahnhof her i Berchtesgaden og klinked med hverandre
i tysk Ol: "Vel fremmel »
~Vi« var min Hustru, min Datter, min norske Pige
og mig selv. Jeg vil ikke i nogen Maade bagvaske min
nævnte Datter; dertil er saa langtfra nogen Grund, som
hun er et sjeldent, et mærkværdigt Pigebarn as mange
fremragende Egenskaber, af gult Haar og særlig et Par
blaa Øine; jeg siger ikke, at hun var et generende Lem
af Reisefølget, tværtimod, hun var en Akkvisition. Om
min norske Pige kan jeg naar hun engang, for
haabentlig om ret længe, forlanger sin Attest af mig,
trygt udtale den rigeligste og mest üblandede Ros. Jeg
siger altsaa absolut intet ondt om nogen af disse to. Kun
maa jeg nævne, at den førstnævnte, min fremragende
Datter, paa Reisens Tidspunkt saa tilbage paa en Leve
alder af 22 Maaneder, og at den sidstnævnte, min Pige,
itke behersker andre Tungemaal end sit norske Morsmaal,
og vor Reise gik gjennem italienske og tyske Lande, hvor
dette Sprog er forholdsvis ukjendt. Og efter dette gjen
tar jeg:
Vi havde gjort en Reise, som sa seks i alle
Maader! Og vi var fremme.
D. v. s. paa Hotel Bahnhof. Foran os havde vi
endnu at finde Hus og Hjem i Berchtesgaden for Somme
rens sire Maaneder.
Jeg skal ikke dvæle ved den Uge, som forløb; ikke
fremdrage Erindringen om Hotel Bahnhofs stigende Reg
ning, om 6 Dages silende Regn, om ledige Leiligheders
Priser, beregnede paa. et Fremmedbesog i Stil med de
største europæiske Badesteders. Jeg skal kun fortælle, at
vi den syvende Dags Aften sad paa Altanen i—anden og
øverste Etage paa Snedkermester Hadlers «Træhus med
hele Etagen indenfor os til lovlig Leie: 4 lyse, store
Værelser med Snedkerens rigelige, nymalte Møbler, 6
Senge med FPU Snedkerens hvide Lin over, Gulvene ren
skurte, Krydderkrans over Jndgangsdøren, ~Herzlich Will
kommen« paa en hjerteformet Papplade inde i Kransen
- og paa Altanbordets skinnende hvide Dug et kristeligt
og hjemligt Aftensmaaltid med The,’ ASg og Skinke,
nyt Smør og mygt Brød. ·
Det er, min Hensigt at faa gjort det indlysende for
mine Læsere,· at vi var glade. At vi strakte os i Lykkens
fulde Behag og en Time efter i Frau Hadlers hvide
Sengelin med üblandet blide Følelser. ·
Og den næste Morgen skinned Solen blussende gylden
over de høie, prægtige Tinder om os, over det bugnende
rige Løv, de saftgrønne Lier indunder dem, over Elven,
som skummer gjennem vor lune Dal, og over alle Berch
tesgadens muntre, hvide, bayerske Huse hulter til bulter som
de ligger opefter Bakkerne om sin gamle Kirke med de
to spidse Taarne og sit ligesaa gamle fyrstprovstlige Palads.
Og vi sad paa vor anden Altan, hvor der er Skygge
om Morgenen, og spiste Frokost, drak hjemmetragtet, vir
kelig Kaffe. Nedenfor i den nettelille Værkstedsbygning,
gik Høvl· og Sag jevnt og trivelig, og paa Haveplænen
foran sprang vor Datter tilknæsiValmuerne. Livet syntes
os som den solklare Sommerdag.
Da kom vor Vært Snedkeren langsomt fra sin Stue
over Plænen henimod Værkstedet· Han stansed foran vor
Datter og iagttog hende; det er en svær svartskjoegget
Kar, lidt lud i Ryggen. Det forekom os, som saa han mørkt,
ja ondt paa den lille blaaøiede Unge, som forgjæves søgte
at aflokke ham et Smil ved at række op imod ham en
Haandfuld blodrøde Valmuer. ·
Han stod der som en Sky midt i vor Sol. Endelig
vendte han sig og gik ind i sin Hule.
Du han, Snedkeren, - han er ikke glad i
Barn vist! «
Ser ud saa. Har ingen selv, ser du.
Nei, der skal vel Erfaringtil
Etpar Dage gik, og vor Lykke og Fred var ufor
styrret. Vi kom paa den bedste Fod med Frau Hadler,
som var hjælpsom og snil i alle Maader, en flink,’ pen
ung Kone. Og hun fortalte os om Livet i Byen, som
blomstred saa pludselig og voldsomt op om Somrene ved
alle de LJc—sooo Fremmede; men om Vintrene var her
stilt og hvidt og lidet Arbeide og Fortjeneste. Saa var
alt Liv indrettet paa at tjene Penge om Sommeren;
Huse byggedes, Møbler lavedes, alt dette, som stod tomt
og übrugt om Vinteren. Ja, meget, overmaade meget
gjordes for at være deFremmede behagelige, saa de be
talte godt for sig. Ofte store, ret svære Offre af den
hjemlige Hygge naturligvis —· afstaa Kjøkkenet og
andet sligt.
Jo,»Frau Hadler var net og venlig.
.Men Hr. Snedkeren var enunderlig Kar. -»Mod
stræbende maatte jeg selv indrømme det, om jeg fra Be
gyndelsen nok syntes, min Kone overdrev om, at han
~ligefrem haded Barnetl« Der var noget skummelt over
Manden, hvergang han kom i Nærheden af Smaaen.
Særlig forunderlig forekom mig hans Maade at staa og
iagtta den lille paa om jeg end ikke delte min Kones
Mening om, at ~han ser ud som han tænker paa at
dræbe hendel« (Forts.)
· ~. sz H» » ·» . »
s-
HJ
,-
362 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
