Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 36. Lørdag 4. September 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Wyndhams Datter.
En Historie fra vore Dage.
Af Annie S. Swan.
lste Kapitel.
Hanna Chrales Jndbydelse-
e havde et aristokratisk Navn, men de var ikke
aristokratiske, heller ikke hørte nogen i deres
sßekjendtskabskreds til Aristokratiet. Tvert
imod, de var Forstadsbeboere, og deres Livs
vaner og Forbindelser var helt igjennem de
mokratiske. De var glade og fuldstændig
tilfredse med sin Lod. Alfred Wyndham öd Co., Hvidevare
handler, Newington Conservay, disse faa Ord gav de nød
vendige Oplysninger angaaende deres Forretning; Titel
og Stilling. Kompagniet bestod i Virkeligheden kun
af Fru Wyndham, som havde bragt Firmaet en betydelig
KapitaL Hun var selv Datter af en Handelsmand, og
havde ægtet Alfred Wyndham noget sent. Paa Døds
sengen havde hun lovet sin Ukor ikke at gifte sig saalænge
Faderen levede; men det var ingen større Prøvelse for de
unge Folk at vente; thi de var begge af Naturen øko
nomiske og førsigtige, og ønskede ikke at gifte sig forinden
de kunde faa sig et helt igjennem komfortabelt og solid
Hjem. Ved sin Fars Død saa Fru Wyndham sig i Be
siddelse af en ganske pen Formue, og da hun efter tolv
Maaneders Forløb blev den Mands Hustru med hvem
hun saa længe havde været forlovet, lagde hun uden
ULngftelse sine Penge i hans Hænder. Hun havde aldrig
havt den ringeste Grund til at angre det. J Ventetiden
havde Alfred Vyndham kjøbt et af de rummelige og be
hagelige Privathuse i den ældre Del af Denmark Hill og
efterhaanden møbleret det, saa det var et meget komfor
tabelt og hyggeligt Hjem han førte sin Hustru ind i.
Der hørte en Park til Huset, og skjønt denne ikke var stor,
nød dog Stedet det noget fordringsfulde Navn: Overton
Herresæde. J dette Hus blev deres to Børn, en Søn og
en Datter, fødte. Tom var den ældste af de to, en frisk,
støiende, dagligdags Gut, hverken særlig flink eller særlig
dum. Hans Hovedinteresse dreiede sig om al Slags Fri
luftssport, og da Tiden kom, at han skulde træde ind i
sin Fars Forretning, gjorde han det uden Klage, skjønt
han sandt det kjedeligt, hovedsagelig af den Grund at det
indskrænkede hans Deltagelse i Cricketpartier, Football og
lignende Spil. Han og hans Far stod paa en god Fod
med hinanden og førstod hinanden fuldstændig Ofte kunde
Alfred Wyndham tilfreds sige til sin Kone: Vi skal
nok faa en god Forretningsmand ud af Tom.
Underligt nok var det det yngste Barn som skulde
bringe den store og eneste Sorg ind i dette rolige Ægte
pars ellers saa begivenhedsløse’ Liv. Hun havde altid
været et underligt Barn og voldt sin Mor mangen Æng
stelse; som liden havde hun ikke været sterk og var blevet
en hel Del forkjælet, hun havde ogsaa været fri fra Skolen
mere end det er almindeligt og heldigt. Hendes Opdra
gelse havde dog ikke lidt meget heraf; hun var et tanke
fuldt, alvorligt Barn og aldrig lykkeligere, end naar hun
sad under en af de skyggefulde Trær i den gammeldagse
Have og læste i en af sine Vndlingsbøger eller drømte
bort de ledige Timer. Hendes flittige, travle, energiske
Mor tog sig meget nær af hendes Lediggangz hun ønskede
naturligvis at Joyce skulde blive en dannet, velopdragen
Pige, men fremfor alt vilde hun opdrage hende til en
nyttig, duelig Kvindes med omfattende Kjendskab til alle
Kvindens specielle Arbeidsfelter, og dette var ikke altid saa
let. Joyce interesserte sig ikke det ringeste for nogen
Slags huslig Gjerning, afskyede Søm, Strikning og Bro
derier og tilsidesatte sin Mors udtalte Ønsker i disse Ret
ninger paa en ege.n,· rolig Maade, som ofte bragte Fru
Wyndham til at føle sig meget liden, og som foraar
sagede hende megen hemmelig Ængstelse for Fremtiden;
thi naar Joyce i 16 Aars Alderen rolig ignorerte og
trodsede hende, hvorledes vilde saa Sagerne stille sigi
ZX Aars-Alderen P- Ved Joyce fandt imidlertid Faren ingen
Feil. Han var overordentlig glad i hende, og huniham.
Han plagede og ærgrede hende aldrig med at fordre, at
hun skulde beskjæftige sig med kjedelige, uinteressante Ting,
og hun var ham taknemlig paa en egenkjærlig Maade,
skjønt hun vilde have følt sig høilig fornærmet ved den
blotte Tanke paa at blive-kaldt egenkjærlig.
Mødre er undertideni en slem Stilling ligeoverfor
sine opvoksende Døtre, og de er ofte tilbøielige til at fjerne
sig fra hinanden spaa visse Stadier i sit Samliv. Fru
Wyndham følte sig ofte fremmed for Joyce og havde
mangen liden ZEEMIe som hun naturligvis ikke kunde
tale om, end ikke til sin Mand.
En solvarm Junieftermiddag sad Joyce Wyndham
under sit Vndlingstræ i sin Fars Have. Det havde været
en hed Dag, men Solstraalerne havde ikke trængt igjennem
det skyggefulde Løv. Joyce var iført en let, smagfuld
Dragt, og Bremmerne paa den hvide Sømandshat var
tilstrækkelig store til at skygge for Øinene. Der var intet
iøinefaldende eller karakteristisk ved den unge Piges Ud
seende; hun var slank og høi for sin Alder nitten Aar.
Hun havde markerte Træk, og det alvorlige Udtryk kunde
godt have tilhørt en Kvinde, dobbelt saa gammel som hun.
Det var et sterkt, klogt Ansigt, som naar det blev ældre
kunde blive smukt.— Nu vilde man ikke kalde hende smuk ;
hun havde ingen Farve i Kinderne, og hendes sorte Haar
og Øine syntes kun at fremhæve den gulblege Hud. Hun
lod til at være sterkt interessert i sin Bogziover en Time
havde hun ikke en eneste Gang løftet Øinene fra den eller
rørt paa sig uden for at vende Bladene, ivrig efter at se
hvad der stod paa næste Side. Saa optaget var hun, at
hun ikke hørte Grinden blive aabnet og lukket eller de
lette Fodtrin af den ankomne paa Græsplænen. . Først
da den gaaende kom saa nær at Skyggen faldt paa Bo
gen, saa hun overrasket op.
Aa, Hanna, er det dig? udbrød hun. Jeg ven
tede dig ikke ieftermiddag. Hvad har ført dig hid?
Det har sin specielle Grund. Hvor kjøligt og
deiligt her er. Aa, det er saa hedt paa Camberwell Road.
Jeg var næsten stegt da jeg kom hid.
Jeg kan tænke det er hedt. Jeg har ikke været
stort ude idag, svarte Joyce. Sid ned, eller vil du gaa
med ind og faa lidt The først? Jeg tænker den er
færdig nu. Klokken er over fire, ikke sandt?
Tak jeg har ikke Lyst paa noget The netop nu.
Jeg er kommen for at spørge dig, om du tror du kunde
komme til et Møde hjemme iaften? .
Joyce lagde Bogen væk, og hendes Ansigt lyste
interessert.
Aa jeg vilde saa gjerne komme; men jeg ved
ikke, om Mor vil lade mig gaa. Kanske, hvis du
spurte hende.
Hanna Thrale rystede paa Hodet.
Fru Wyndham liker mig ikke, Joyce, det ved
du nok. Hun vil rimeligvis sige nei, hvis jeg spørger
hende; men jeg vilde saa gjerne du skulde-komme."— Du
vil førstaa, hvor interessant det bliver, naar jeg siger-dig
hvem der kommer. ·
Hun nævnte nogle Navne; Joyce kjendte enkelte,
andre var hende fremmede.
si,
FN
URD 363
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
