Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 37. Lørdag 11. September 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
var grov, og han førstod ikke, naar det varTid til at
holde op. Han havde ventet forlænge paa at faa en
under-sig, og det gjør en Mand sur og grætten. ·Des
uden var han forelsket, og det gjør ham endnu værre.
En’Dag, da han havde laantOrmensKjoretei for
en Dame, der ikke eksisterede, havde brugt det selv, sendt
en Billet, som skulde være fra Damen-, til Ormen og for
talt alt dette i Messen, reiste Ormen sig fra sin Plads
og sagde med sin rolige Damestemme: —— ~Det var et
godt Narreriz men jeg vil vædde en Maaneds Gage med
dig om, at jeg skal spille dig et sligt Puds, at du i dine
Tevedage ikke skal glemme det, og Regimentetheller ikke,
selv naar «du er død og borte. Den ældre Subaltern
maalte Ormen med Oinene fra Fodsaalen til Jssen og
sagde: ~Sss-ad gaa, Lillegut.« Ormen tog de ovrige til
Vidne paa, at Væddemaalet var blevet modtaget, og
vendte tilbage til sin Bogmed et lidet Smil.
To Maaneder gik, og den ældre Subaltern vedblev
at opdrage Ormen, som nu, da den hede Aarstid var
kommet, begyndte at færdes mere ude. Jeg har sagt,«at
den ældre Subaltern var forelsket. Det underlige er,
at en Pige var forelsket i ham. Skjønt ’Obersten sagde
skrækkelige Ting, og Majorerne storlo, og de gifte
Kapteiner saa ud som lutter Visdom, mens de yngre
spottede, saa blev nu de to forlovede.
Den ældre Sulbaltern var saa straalende, at han glemte
at plage Ormen. Pigen var smuk og havde Penge.
Men hun vedkommer slet ikke denne Historie.
En Aften i Begyndelsen af den hede Aarstid sad
alle med Undtagelse af Ormen han var gaat til sit
Værelse for at skrive hjem paa Terrassen udenfor
Messen. Musikkorpset havde holdt op at spille, men ingen
tænkte paa at gaa ind. Kapteinernes Fruer var der«og
saa. En forelsket Mands Daarskab er der nu ingen
Grænser for. Den ældre Subaltern priste sin Kjærestes
Dyder, og Damerne gav sit Bifald tilkjende, mens Her
rerne gjæspedez da hørtes der- pludselig Raslen af en
Kjole, og en træt, svag Stemme sagde:
~Hvor er min Mand?« -
Jeg vil aldeles ikke gjøre nogle ufordelagtige Be
merkninger om Regimentets Moralitetz smen det er et
Faktum, at sire Stykker for op, som om de havde faaet
et Slag. Tre af dem var gifte. Maaske var de bange
for, at deres Hustruer, dem uafvidende, var komne hjemme
fra. Den - fjerde sagde, han havde handlet efter Øieblikkets
Jndskydelse. Dette forklarede hanefterpaa
- Saa raabte Stemmen: - ~O SLionell« Lionel var
den ældre Subalterns Navn. En Kvinde viste sig indenfor
den lille Lyskreds, som Lysene paa Rørbordene kastede, hun
græd og strakte Hænderne ud mod den ældre Subaltern, der
sad i· Mørket .Vi reiste os; vi følte, noget vilde hænde,
og var færdige til at tro det værste. J vor usle lille
Verden kjender den ene saa lidet til den andens Liv
og det vedkommer ham jo heller ikke saa man ikke
overraskes, naar der kommer et Krach. En vakker Dag
kan der komme op noget for hvemfomhelst. Maaske vor
Subaltern var blevet fanget i sin Ungdom. Det hænder
undertiden, at Mænd paa den Maade bliver ødelagt. Vi
vidste det ikke; vi var spændt paa at faa høre det; og
Kapteinsfruerne var ligesaa interesserede som vi. Hvis
han var blevet fanget, var det undskyldeligtz for Damen
i den graa Reisedragt med det vakre, sorte Haar og de
store, taarefyldte Oine var yndig. Hun var høi, havde
en smuk Figur, og Stemmen hævede af undertrykt Sorg,
der gik en til Hjerte. Straks Subaltern reiste sig, slog
hun Armene om Halsen paa ham, kaldte ham: min Elskedel
sagde, hun kunde ikke holde ud at vente længere hjemme
i England, hans Breve var saa kolde og korte, og hun
var« hans for··.Tid ·og Evighed; vilde zhan ikke tilgive
hende? Dette var ikke rigtig; en Dames, Maade-at tale
paa. Det var for demonstrativt. . . . ·
Det xsaa sandelig mørkt ud, og Kapteinsfruerne stirrede
under dehalvlukkedeOienlaag paa- vor·Sub·altsern,s— Ober
sten-s Ansigt indrammet « af det store ssgraaszaar fik en
rigtig Dommedagsmine.— Jngentalte s.. .
Saa sagde Obersten skarpt: . ~Nu,»mingssHerr-e?«!· og
Damen græd paany. Vor Sulbatern var næst—enskkvalt af
Armene som laa tæt om. Halsen paa- hamztssmen han
hikstede: ~Det-· er en ford—t Løgn Jeg har aldrig
havt nogen Konet« ~Sværg ikke-’,, ..sagde Obersten.
»Kom ind isMessen. Vimaa se-·til-at.komme tilbunds
i Sagen«, og han sukkede, for han. træde paa-sin -,,Shi
karris«, Obersten. . - - .· x .
Vistimlede ind i Forværelfetz der. var detfuldt op
lyst, ·og nu saa-· vi ret, hvor smuk Damen var.« Hun stor
midt iblandt os, snart rystet af Graad, fnartsshaard og
stolt, snart strækkende Armene ud mod den ældre Subalterd.
Det var som fjerde Akt ien Tragedie. Hun fortalte,.at
han havde ægtet hende, da han for. 18 Maaneder siden
havde været hjempermitteret, og det lod til, ·at hun vidste
alt det, vi vidste, og mere til om hans Slægt og hans
tidligere Tiv. Han var ganske graableg; nu og. da før
søgte han at afbryde hendes Ordstrom;«vi lagde Merke
til hendes Vnde og hans skyldbevidste Udseende og antog
ham for det værste Udyr. Men vi var bedrøvetmed
ham ogsaa. «- -. - - · .
Jeg skal aldrig glemme denne Scene. Den kom saa
pludselig, styrtende frem af det mørke.ukjendte og kastende
Liv og. Bevægelse ind i vor stille Tilværelse. Kapteins
fruerne stod i Baggrunden-; men deres Øine lynte, ogjeg
kunde se, at de allerede havde sældt og fordømt Manden.
Obersten saa fem Aar ældre ud. En af Majorerne skyg
gede med Haanden for Øinene og iagttog saa-ledes Damen".
En anden strøg sin Moustache og smilte rolig, som om
han overvar et Skuespil. Midt paa Gulvet mellem Whist
bordene gjorde den ældre Subalterns Fox-Terri·er.Jagt
efter Fluerne. Jeg husker alt saa tydelig, som. omf . jeg
havde et Fotografi af det i Haanden. Jeg husker ogsaa
det Udtryk af Rædsel, som hvilte over den anklagede.
Det var næsten som at se en Mand blive hængt, men
meget mere interessant. Tilsidst sluttede Damen idet hun
sagde, at Subaltern Senior havde et dobbelt F. M. tatto
veret paa sin venstre Skulder. Vi kjendtealle til det, og
for os Dumrianer syntes det som en Bekræftelsepaa
hendes Udsagn. Men en af de ugifte Majorer bemerkede
megetjfint: ~Jeg tror, Deres Vielsesattest var af mere Nytte«.
Det kvak i Damen. Hun reiste sig,· smilte haanlig
til Subaltern, Senior og udskjældte baade Majoren, Obersten
og de øvrige. Saa græd hun, trak et Papir frem af
Brystet og sagde med Værdighed: —» Tag detl Og lad
min Mand, min lovformeligægteviede Mand, læse det
høit om han tørt » – sz
Der blev tyst,,og Mændene saa paa»hinanden,mens
den anklagede rystende og skjælvende kom frem for at tage
Papiret. Som vi stirrede paa ham, undredevi os over,
om der fandtes nogen som en vakker Dag kunde optræde
som Vidne mod nogen af os. Den arme Mands Hals
var ganske tør; men da han havde kiget paa Papiret,
brød han ud i et hæst Lettelsens Raab og sagde, idet han,
vendte sig mod Damen: .—— ~Din Pøbelunge«l » -
Men Damen var flygtet gjennem Døren, og paa
Papiretstod skrevet: . Herved attesteres, atjeg, Ormen,
har betalt min fulde Gjæld til Subaltern Senior, og.videre,
at Subaltern Senior ifølge vort Væddemaa»l .af,.23.de Fe
bruar, hvilket Messen overvar, erminSkyldner med en
Maaneds fulde Kapteins Gage i indisk gangbar Mynt-
376 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
