Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 39. Lørdag 25. September 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Samtalelmed Fru Wyndham, saa vilde hun være istand
til at bortforklare det mest yderliggaaende i Fru Hem
mings«"Tale. Hun var bedrøvet over at Fru Hemming
havde havt Anledning til at tale i Fru Wyndhams Nær
vær. Det var en af de ulykkelige Hændelser som vi be
klager uden at kunne afvende. Hanna førstod instinkt
mæssig, at de faa Bemerkninger som var faldt fra Fru
Hemmings Læber, havde skadet hendes Sag meget hos
Fru Wyndham. De der kjendte Fru H, brød sig ikke
meget om hvad hun sagde. En meget trist Erfaring
havde forbitret hendes barnlige Natur, og da nu hendes
eget Ægteskab havde havt et ulykkeligt Udfald, betragtede
hun alt hvad der angik Ægteskabet fra sit forkjerte
Standpunkt.
Efter Fru Wyndhams hurtige Forsvinden begyndte
Hannas at more sig over Mødet, saaledes som hun i Al
mindelighed pleiede; hun misbilligede en hel Del af de
fremkomne 12tringer og syntes aldeles ikke om· alle de
optrædende Talere.
Efter at den ofsicielle Del af Mødet var forbi, be
gyndte man at passiare med hinanden; en efter en før
svandt, og tilsidst var kun Fru Hemming og Philip Dane
tilbage. Philip Dane gik hen til Hanna og hilste paa
hende.— Han var en meget intim Ven af Familien. Hanna
betragtede ham næsten som en Bror, og de var Kame
rater i Ordets fulde Betydning. Han var faamælt og
trist af Naturen, og der var noget ved den lyse, varm
hjertede Pige som tiltrak ham. Alligevel var han ikke for
elsket i hende, og hun ikke i ham. Der var et Slags
aandeligt Venskab mellem dem, der tilfredsstillede dem begge.
Du talte godt iaften, Phil, sagde Hanna, idet
hun derpaa, hviskende saa det ikke kunde høres af hendes Far
og Fru Hemming som stod paa Forhøiningen, tilføiede:
sig mig, overgik ikke vor Veninde Olivia sig selv iaften,
og saa du hvorledes hun tilintetgjorde min Gjest som sad
bag Døren?
Ja, svarte Dane, og der kom et førstaaende, hu
·moristisk Glimt i hans alvorlige Øine. Hvem var
det forresten? ·
En som interesserer dig, svarte Hanna hurtig,
Joyce Wyndhams Mor. Ved du hvad, Philip, hun
kom virkelig hid for at overbevise sig om, hvorvidt vi
var passende Selskab for Joyce, og efter Fru Hemmings
Udtalelse om de ægteskabelige Love frygter jeg det værste.
Dane saa interessert, men vantro paa hende. Hun
var ofte saa fuld af munter Spøg, at han et Øieblik var
i Tvil om, hvorvidt hun talte Alvor eller ei.
Det er virkelig sandt, sagde hun og nikkede. Jeg
gik did op i Eftermiddag for at høre, om Joyce kunde
komme til Mødet. Du ved hun længe gjerne har villet
komme, og jeg maatte naturligvis bede hendes Mor om
Tilladelse. Jstedet sagde Fru Wyndham at hun selv vilde
komme til os iaften, og jeg frygter for, at alt er forbi
mellem Joyce og mig.
Aa vist ikke, svarte Dane alvorlig. Det vil være
en let Sag for dig at forklare hende, at Fru Hemmings
ikke er din specielle Ven.
- Men det er hun, sagde Hanna hurtig, og jeg
vil ikke for alle Joycer i Verden svigte Fru Hemmings-
Det er sandt at jeg er meget glad i once, og jeg tror
der kunde gjøres en brav Kvinde af hende; men det
er det samme, skal hun blive en af vore, maa hun tage
os som vi er.
Philip smlite, og det lyse Smil frembragte en merkelig
Forandring i det dystre Ansigt. Han havde smukke, ren
skaarne Træk; den korte Hage tydede paa Kraft, og den
høie, førstandige Pande paa en Begavelse, langt udover
det almindelige. - · .
De er saa skrækkelig trangsynte, disse veltilfredse
Forstadsbeboere, sagde Hanna. Figurlig talt er Fru Wynd
ham bare en død 2Nasse. Hendes Fordomme er saa store
at man ingen Vei kommer med hende. Hun kalder sig
liberal, og jeg tror de læser Chronicle paa Overton, men
Fru Wyndham er den blaaeste af de blaa hvad Konser
vatisme angaar.
- Og tror du virkelig hun kunde ville forbyde dig
at omgaaes med hendes Datter, bare for det hun hørte her
iaften?
Jeg er vis paa det, kjære Ven, svarte Hanna
bestemt. Jeg saa det paa hende. Jeg er virkelig meget
bedrøvet over det, men jeg tror nu ikke det ordnes saa
let, for Joyce er lidt egensindig, og begynder at kræve
større Frihed end de er tilbøielig til at give hende. Hvad
synes du min Pligt er i dette Tilfælde?
Hvis hun vil være. din Veninde, kan du ikke godt
støde hende bort, kan du vel? sagde Dane, og Hanna
følte, at det var med en vis Ængstelse han udtalte
Spørsmaalet .
Jeg tror jeg lader Tingene gaa sin Gang; jeg
ved ikke noget andet jeg kan gjøre. Uken nu maa jeg
gaa og befri Far fra vor Veninde Olivia. Synes du
ikke han ser frygtelig træt ud? Undertiden, efter en an
strengende Dag eller et usidvanlig ophidsende Møde, kan
han se saa gammel ud at det skjærer mig i Hjertet.
Hannas Ansigt fik et saa overordentlig ømt og kjær
ligt Udtryk, at det næsten virkede pinlig paa Philip Dane.
Han vidste, at hun var meget glad i sin Far, men aldrig
før havde han set hendes sterke Kjærlighed komme saa
tilsyne. Det gjorde ham bedrøvet; han havde set ikke
lidet af Livets mørke Sider, og vidste at de lider mest
som elsker mest, og saa tænkte han paa, hvor forladt hun
vilde blive, naar hendes Far blev taget fra hende.
Hvad tænker du paa? spurte hun, pludselig op
merksom paa hans stirrende Blik.
——— Jeg tænkte paa dig, svarte han ligefrem; vel
beder jeg ikke meget, men jeg skulde gjerne ville bede om,
at du og han maatte bevares for hinanden endnu mange
Aar.
Hun svarte bare med et lidet Nik; hendes Hjerte var
altfor fuldt til at tale, og saa gik hun hurtig over Gulvet
hen til sin Far.
Vil du have Kaffe nu, Far? og vil De drikke
en Kop med os, Fru Hemmings? men kun paa den Be
tingelse, at De ikke snakker meget, tilføiede hun med en
henrivende Blanding af Ligefremhed og Barnlighed. De
skal-vide, Papa er saa frygtelig træt, og jeg maa passe
saa vel paa ham. Han er som et Barn imine Hænder.
Som hun stod ved Siden af ham, lagde hun sin
Kind til hans Skulder, mens han bøiede sit graa Hode,
saa det berørte hendes. Den inderlige, gjensidige Kjærlig
hed som straalte ud fra Fars og Datters Ansigter, gjorde
et dybt Indtryk paa de to andre tilstedeværende, et Jnd
tryk som de ikke glemte saa snart.
Nei Tak,.jeg vil ikke blive, sagde Fru Hemmings
rask. Jeg ved jeg snakker altfor meget; men det er ikke
hver Dag man har en saa sympatisk tilhører. Det er
rigtig at du passer paa ham, Barn. Osborne Thrale
er dyrebar for mange, og London kan endnu ikke und
være ham.
Mine Venner skjæmmer mig bort, sagde den
gamle Herre med et vakkert Smil, og jeg tror min Hanna
føier mig for meget. Jeg haaber De vil blive hos os,
hvis De kan; De gjør os en Ære ved at blive.
Hans Maade at være paa ligeoverfor Kvinden havde
et Anstrøg af gammeldags Galanteri, som ikke undlod at
gjøre Indtryk selv paa«·»de mest emanciperte, de som- vilde
400 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
