Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 39. Lørdag 25. September 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kjæmpe Side om Side med Mændene ·og paa samme
Vilkaar som de. Fru Hemmings ansaa Osborne Thrale
for at være en af de sjeldne gode Mænd i Verden.
Ukange Tak, jeg vil ikke blive iaften en anden
Gang maaske. Vil du give mig min Jakke, Barn?
Jeg maa gaa.
Hanna hentede den gammeldagse, stygge Jakke ind
fra Gangen og hjalp hende den paa, og Philip Dane
fulgte hende til den Omnibus som skulde bringe hende hjem.
Da han kom tilbage, raabte Hanna ham ud inøk
kenet. Deres lille Tjenestepige gik tidlig tilsengs, og Fa
milien tilbragte ofte en koselig Time ved Kjøkkenilden,
hvor Hanna lavede Kassen og tilberedte det enkle Maaltid.
Kjøkkenet laa paa Bagsiden af Huset, saa det var ganske
stille og roligt derinde; Gadens Støi trængte ikke did ind.
Philip Dane tilbragte mangen hyggelig Stund i Hannas
Kjøkken, og han pleiede at sige, at det var det yndigste
Sted i hele London. Osborne Thrale betragtede Philip
næsten som sin Søn, og var en trofast Ven for den en
somme unge Mand. For Danes egen Skyld ønskede han,
at han havde valgt en anden Løbebane. Dane kaldte sig
altid Arbeider, og det var- med en vis Stolthed han brugte
denne selvvalgte Titel. I Virkeligheden var han Bestyrer
for et stort Bygningssirma, som beskjæftigede en hel Del
Folk; men han fandt ofte sin Stilling meget vanskelig, da
han paa en Maade var maalbunden. Han vidste, at
hvis han søgte at udbrede blandt sine Arbeidere de Lære
sætninger som han selv træde paa som paa et Evange
lium, saa vilde han øieblikkelig faa sin Afsked. Og den
havde han jo ogsaa saa gjerne taget, havde han bare
havt sig selv at tænke paa; men om hans private Liv
skal vi høre senere.
De talte alvorlig sammen, mens Hanna var optaget
med at ordne Aftensbordet. Hun var ganske vist interes
sert i deres Passiar; men Dane lagde dog Uierke til, at
hun ikke hørte saa opmerksomt paa dem som ellers. Han
vilde være blevet meget forbauset,»hvis han kunde have fulgt
Retningen af hendes Tanker. Hun tænkte paa den aabne
Sportsplads, hvor hun havde været om Eftermiddagen, og
paa det smukke Sted under Trærne, hvor hun og Joyce
var blevet opvartet af diverse unge Herrer i Flannels
dragter og Straahatte,-· der saa ud som om de ikke havde
noget andet at foretage sig i Verden end more dem.
Philip Dane nævnte ikke Joyce mere, skjønt han blev
der længere end sedvanligt; men Hanna huskede længe
hans Udtryk, da de talte om hende, og kunde ikke lade
være at nævne det for sin Far da de blev alene.
Jeg er saa ræd for at alt er forbi mellem Joyce
og mig, Papa, sagde hun, da hun kom tilbage efter at
have fulgt Dane til Døren. Hvor mange Gange tror du
Philip og Joyce har mødt hinanden her?
——— Det ved jeg ikke Barn. Hvorfor kommer dumed et saa
underligt Spørsmaal? og den gamle Mand saaforbauset op.
Jo, fordi Philip saa rent ulykkelig ud, da jeg
fortalte ham, at den · gode Olivia vist havde givet vort
Venskab Naadestødet. Kan du tænke dig noget skrækkeligere
end at Philip Dane og Joyce skuldebliveforelsket i hinanden?
Det var det bedste Bevis paa den inderlige For
staaelse som herskede mellem Osborne Thrale og hans
Datter, at hun saaledes kunde betro ham alle sine Tanker.
Philip Dane er en prægtig ung Mand, og hvilken
somhelst Kvinde kunde være stolt af at kalde ham sin Hus
bond, sagde han varmt; men jeg tror ikke han vil gifte sig.
Aa, alle Mænd siger saa, til de møder den Kvinde
som passer for dem, svarte Hanna raskt. Men sandelig
vilde ikke dette være en Komedie, der let nok kunde faa
en tragisk Slutning, saa jeg haaber inderlig at der ikke
er noget i det.
—— Hvad faar dig til at tro, at det kunde være muligt?
Aa, det var et besynderligt Udtryk i Philips
Øine, da jeg talte om hende, og naar jeg nu tænker efter,
tror jeg at jeg har set det samme Udtryk hos Joyce.
Du ved de liker at snakke sammen, du har selv lagt
Merke til det. Maaske det var heldigst for de angjæl
dende, om Fru Wyndham satte en Stopper for Sam
været, og jeg tror sikkert hun gjør det.
Hvis jeg var Joyce Wyndhams Far, skulde jeg
ikke have det mindste imod at faa Philip Dane til Sviger
søn, bemerkede Osborne Thrale. Han har god Forstand
og et Hjerte af Guld.
Men du og Joyce Wyndhams Far er to førskjellige
Personer, Papa; og du kan være vis paa, at Philip Dane
ligesaa gjerne kunde bede om en af Dronningens Døtre
som om Joyce. Men jeg haaber nu det ikke er saa farligt.
Det skal forresten blive interessant at afvente Begiven
hedernes Gang. Synes du jeg bør gaa op til Overton
Hall imorgen?
Ja, hvorfor ikke? svarte han. Han kjendte
naturligvis ikke Situationen saa godt som Datteren. Du
bør gaa og høre hvad Fru Wyndham syntes om vort
Uiøde. Jeg er svært glad over, at hun hørte Philip.
Synes du ikke han talte godt?
lO, men hun hørte ogsaa Fru Hemmings, suk
kede Hanna, og jeg tror ikke det bliver muligt for mig
at bortforklare, hvad hun sagde.
6te Kapitel.
Paa en hybel i Clerkenwell
Philip Dane boede i Clerkenwell i en liden Leilighed
øverst oppe i en af hine uhyre Bygninger, hvor før de
gamle usunde Fattigkvarterer havde været. Det var
næsten 2Nidnat, da han kom hjem, men Færdselen ved
blev i Gaderne, Sporvognsklokkerne lød ustanselig og
Folk strømmede ud af Restauranterne, for nu skulde de
straks lukkes. Det var forholdsvis rolig heroppe i
Husets øverste Etage. Naar man havde arbeidet sig
opad alle Trapperne, blev man belønnet med frisk
Luft og en vid Udsigt over Londons Mangfoldighed
af Tage. Den kjæmpestore, mægtige St. Pauls Kirke
hævede sig over alt og alle og tegnede sig skarpt mod
Nathimlens dybe blaa. Philip Dane elskede sit lille
Hjem i det travle, urolige Strøg, og vilde ikke have byttet
det bort med noget Kongeslot. Han syntes om at bo
blandt sine Arbeidskamerater, blandt Folk hvis Nød,
Sorger og Fristelser han kjendte, og undertiden ogsaa kunde
lindre. Han kjendte hver Familie i Huset og var elsket
og æret af dem som en klog Ven og medfølende Raad
giver, der hverken sparede paa Trøst eller Jrettesættelse.
Han aabnede Døren sagte og gik førsigtig gjennem den
lille Korridor.
Hallo, Philip, jeg sover ikke, raabte en gjennem
trængende Stemme, og Dane svarte med en munter Fløiten,
idet han hængte sin Hat fra sig.
Bien hvad gaar det af dig, finder du paa at
ligge vaagen paa denne Tid, din Skøier, sagde han spø
gende. Jeg vil ikke gaa ud om Aftenen, naar du blir
liggende vaagen og kanske tæller ZNinuterne til jeg kom
mer tilbage. " (Forts.)
URD 401
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
