Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 42. Lørdag 16. Oktober 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
nyttede ikke at spørge Hanna, siden hun ikke vilde give
noget tilfredsstillende Svar.
—Du er skrækkelig forandret, Hanna! Jeg vilde
give, jeg ved ikke hvad, for at vide hvadeer er foregaat
med dig. Vil du ikke sige mig det?
Jeg er ikke forandret, svarte Hanna raskt. Jeg
taler bare imod min Overbevisning til bedste for dig.
Tror du kanske ikke at jeg. vilde blive glad, hvis du gik
ind i Forbundet, og tror du ikke jeg ved, at det netop er
slige fyrige Sjæle vi trænger, hvis vi skal gjøre disse ned
trykte Stakler-I som vi«vil hjælpe, noget godtf«7«Men jeg
kan ikke lade være at tænke paa din Far og Mor, Joyce;
de har været overordentlig venlige mod mig, og det som
vilde glæde os, vilde knuse deres Hjerter.
—— Men maaske vi i Tidens Løb kunde forandre
deres Opfatning, indvendte Joyce. Min Far er meget
godhjertet, og hvis vi kunde overbevise ham om, at det
er en menneskekjærlig Gjerning vi har fore, saa er jeg
vis paa han ikke alene vilde billige det, men endog
hjælpe os.
Hanna rystede bare paa Hodet.
Nei, det vilde han ikke. Din Far er en stor
Arbeidsherre; han er en meget ædel og god Mand, saa
hans Arbeidere intet har at klage over. De erjlykkelige
og fornøiet. ZNen det er ogsaa Grunden til at det vilde
falde vanskeligere at overbevise ham om al den Uretfær
dighed som hersker blandt de rige. Var jeg«jdig, Joyce,
saa vilde jeg førsøge at banlyse hver Tanke paa ~Broders
kabet« af mit Sind og gjøre alt det gode jeg kunde i
min nærmeste Kreds« Du kunde være til Trøst og Hjælp
for din Fars underordnede og paa den Maade tage Del
i din Fars Arbeide, og jeg tror du da vilde blive langt
lykkeligere, for du maa vide, at vor Gjerning mangen
gang er saa tung og pinlig, at den næsten kan tage Livet
af en. Tad dig advare, Joyce; jeg mener det virkelig
alvorlig, og jeg førsøger at være uegennyttig. «
Det er førsent, svarte Joyce med sørgmodig Klang
i Stemmen. Jeg har set ned i Dybet, og jeg faar ikke
Fred førend jeg kan stige ned og hjælpe de stakkars Men
nesker som kjæmper dernede. Det var dig, Hanna, som
først vækkede Jnteressen hos mig for disse Spørsmaal,
og den Interesse vil aldrig dø bort.
9de Kapitel.
Hvad hin Wyndham tænkte
Jeg skal forvises, fortsatte Joyce. Mor har be
stemt at jeg skalsreise til Paris til Tante Grace.
- Paris er:.deilig i luni, mente Hanna, og jeg
skulde gjerne følge dig. «
Men je·g«skalj«blive der hele seks Maaneder;"naar
jeg har været der saa længe, haaber Mor, at jeg er hel
bredet for mine Ideer.
la kanske, sagde Hanna stille. Det er livligt hos
din Tante, ikke sandt? og mange hyggelige Fættere?
Ja, de er bra nok, en Gang imellem; men jeg
liker ikke at blive sendt afstedlPaa den Maaden, og jeg
er bestemt paa ikke at reise.
Det er jo rent Oprør,once; har du ogsaa over
veiet hvad det vil sige? Du kommer til at vælge mellem
dine Slægtninge og os.
Jeg skjønner ikke at noget Valg er nødvendigt
afbrød Joyce hurtig, og jeg tænker Far og Mor vil give
efter, naar de førstaar, hvor vigtig denneSag er for mig.
· Hanna rystede paa Hodet: Jeg er slet ikke sikker paa
det, sagde hun.
ÆTF-Jeg skulde ønske Tom var lidt mere alvorlig, ved
blev Joyce, han kunde hjælpe mig. Som han nu er,
kan han intet gjøre; Mor staar for ham som det eneste
kvindelige Ideal
— Og det er et vakkert Træk, skyndte Hanna sig
at sige. Det er saa sjelden at træffe en ung Zlkand som
ikke finder sin Mor gammeldags, at det er rent forfri
skende at møde nogen som har Mod til at tænke som
din Bror.
- J er allesammen imod mig, sagde Joyce bittert,
og jeg maa kjæmpe mig igjennem alene.
Aa nei, kjære Veninde, men jeg har en Sam
vittighed og kanske en sterkere Pligtfølelse end de fleste,
og jeg maa tilstaa, at naar jeg tænker rigtig over Sagen,
især efter min Samtale med din Mor forleden Dag, saa
kan jeg ikke andet end sige, at jeg tror dine første Pligter
gjælder Hjemmet. Men det er det samme, hvis du vælger
at staa last og brast med os, saa vil jeg hjælpe dig,
skjønt jeg ikke tror du handler klogt deri.
——— Det faar være det samme, sagde Joyce stilfærdig.
Gid jeg bare kunde faa Mor til at førstaa mig. Hun
tror nemlig at det bare er Ønske om Forandring som
plager mig; hun ved ikke, hvorledes jeg ser Verden, og
hvorledes den menneskelige Elendighed nager og piner
mig. Var hun bare lidt medfølende, saa jeg kunde tale
med hende som med dig.
Hanna blev bevæget af det store Alvor der syntes at
besjæle Joyce og sagde varmt: Jeg førsikrer dig, at jeg
er meget bedrøvet for din Skyld. Gid du aldrig havde
gjort mit Bekjendtskab. »
- Du maa ikke sige det, udbrød Joyce ivrig. Hvad
der end hænder, saa vil jeg aldrig angre at jeg har lært
dig at kjende, Hanna; du har lært mig saa meget og
givet mig noget at leve for. Men nu maa jeg gaa;
Mor ved ikke om at jeg er her. Jeg maatte snakke med
dig om alt dette. Aa, hvis du vilde sige, at du synes
jeg har gjort Ret, Hanna! Det vilde være mig en stor
Trøst.
Uken Hanna bare rystede paa Hodet.
- Du ved, at jeg ikke har nogen Mor, Joyce, og
maaske det er derfor jeg staar saa paa Ukødrenes Side.
Havde jeg en Mor, vilde jeg før dø end gjøre hende.be
drøvet eller vred, skjønt jeg vel kom til at gjøre mig
skyldig i begge Dele. Glem aldrig, at hvor mange Ven
ner du end faar i Verden,·saa faar du aldrig nogen som
din Mor. Har din Far talt til dig om dette?
Nei, men jeg vil tale med ham i Aften, og ved
du hvad jeg vil sige til ham, Hanna? -
Nkaaske noget som han ikke vil synes om?
- Jeg er bange du har Ret; men jeg vil alligevel
førsøge min Lykke. Jeg vil bede ham om Lov til selv
at tjene mit Brød. Jeg er saa kjed af bare at være til
Pryd. Jeg ønsker at gjøre Nytte.
—· Og hvad vilde du gjøre, spurte Hanna interessert.
Naa, jeg vilde gjerne faa Lov til at undervise i
samme Skole som du; det vilde være det allerhyggeligste.
- Du vilde snart blive træt af det, mente Hanna. Det
er et frygteligt Slæb og Slid, og det skulde ikke forundre
mig, om din Far negtede dig det. Jeg sympatiserer med dig
i at du vil arbeide, men har du tænkt paa, at hvis du faar
en Post, tager du derved Brødet ud af Munden paa en
anden som kanske intet har at leve af? ·
Joyce studsedez den Side afSagen havde hun ikke tænkt
paa. - (Forts-)
URD zlc2s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
