Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 43. Lørdag 23. Oktober 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
· " Jeg har allerede nævnt Ovids ~Metamorphoses«.
Denne Slange var efter hans Mening Metamorphose
selv, et forvandlet Væsen, maaske en prinsesse, der var
under Forbandelse, banlyst som han-selv.
" J Timevis kunde han sidde og tænke paa; hvor denne
Prinsesse var kommet fra, hvor vakker hun maatte have
været, og hvor ulykkelig den stakkars lille Colubra, som
han kaldte Slangen, maatte føle sig. ·
Asiens han en Dag var optaget med disse Tanker,
sad han og stirrede udover Sjøen, indtil hans Otneuvib
kaarlig lukkede sig, og han faldt i enblid Slummer.
Da havde han en forunderlig Drøm.· Han syntes Slangen
kunde tale, og at den hviskede ind i hans Ore: «
- Følg mig til denGs der ligger ved Danubes
.Munding, den O der er blevet kaldt Slangernes Ø, der
vil du træffe Metamorphosesl
Han vaagnede pludselig. Slangen laa rolig rundt
hans Hals, som om intet var hændt. « ·
Utter faldt han isøvn, og atter hviskede Colubra i
hans Ore: , 4 - » ·
Kom,lad os gaa til SlangernesO l HavTillid tilmigl
poeten vaagnede igjen, og Slangen slyngede sig frem
deles om Halsen paa ham og saa ham ind i Ansigtet
med sine straalende, førstandige Øine
For tredie Gang slumrede han ind, og for tredie
Gang sagde Slangen: «
- Kom med mig, Ovid, du vil ikke angre det!
Denne Gang havde han allerede vaagnet, da Colubra
udtalte de sidste Ord, og den saa paa ham saa indtræn
gende og bonlig, at Ovid uvilkaarlig tænkte ved sig selv:
—"— Hvorfor kunde jeg ikke reise afsted til Slangernes
Ø? Den kan ikke være frygteligere end dette Sted, og
Reisen vil ialfald bringe en Forandring ind i det ensfor
mige Tiv jeg nu fører, og som aldrig synes at skulle blive
anderledes. Hvis Skjæbnen har bestemt mig til at blive
dræbt af disse Slanger, saa harjeg intet andet at gjøre
end at bøie mig for den. I alle Tilfælde vil jeg for en
Tid komme bort fra den elendige Tilværelse jeg nu fører.
Han fik fat paa en- Baad og to tyrkiske Sjømænd og
sørgede for Proviant for nogen Dage. Det var med megen
Vanskelighed de naaede Gen. Det sorte Hav er meget
mere stormfuldt end Oceanet. Og det er altid saa i
denne Verden:v Smaafolk er bestandig mere irritable og
lunefulde end de store. ·
Den traurige Poet var nær blevet straffet, fordi han
havde ønsket sig Døden; thi han holdt næsten paa at blive
taget paa Ordet. ’Men da de to Sjømænd endnu ikke
var blevet trætte af Livets Sorger og Glæder, kjæmpede
de tappert mod de vilde Elementer og forbandede, harme
i Hu, den dumme Reise.
- Hvilket Besvær for at naa et Stykke Jord der
vrimler af giftige Slanger, sagde de, idet de skulede hen til
Poeten, der nær havde givet dem Befaling til at vende
om, hvis han ikke, hver Gang han vilde udtale Ordene,
havde følt Slangen lægge sig tættere om hans Hals, som
om den vilde opmuntre ham til at fortsætte.
Han lagde ogsaa Merke til, at den ofte gjorde en
utaalmodig Bevægelse med Halen, og at den strakte Hodet
fremad, og altid i samme Retning. .
Der er endelig Land, brummede Sjømændene. Der
er Oen De endelig skulde hen til. (
——— HvorP raabte Ovid, thi han kunde intet se.
—— Derhenne hvor de ser de store Sandh’ouge.
Poeten skulde ikke blive meget opmuntret ved de
Udsigter der rulledes op for ham; thi da de nærmede sig
Land, saa det ud som om Oen blot var bedækket af Sand
houge, her og der afbrudte af nogen forkrøblede, bladløse
Buske.’ Men Slangen om hans Hals snoede sig som i
den største Fryd og syntes at være ude af sig selv af
Glæde. · ·
Ovid glædede sig ved at se, at den eneste Skabning
han brød sig om paa Jorden var tilfreds. Jdet han
steg iland, greb han efter Slangen, som havde ligget om
hans Hals ——— den var der ikkel Hans Colubra havde
forladt sit Hvilestedl
Fuld af Sorg raabte han:
Hun bragte mig hid blot for at forlade migl
Hun kan ikke være et menneskeligt Væsen, naar hun kan
være saa utaknemmelig!
Langsomt og alvorlig slentrede han afsted henover
den dybe, tunge Sand efter først at have lovet Sjømændene
snart at vende tilbage. «
Han tilbød sig at søge efter Drikkevand, men de fore
trak Vinen som de havde med ißaaden, og efter at have
førsynt sig rigelig af denne Vare faldt de i en tung Søvn.
Ovid sukkede dybt, idet han fortsatte sin Vandring.
Nu har jeg isandhed tabt alt! raabte han. Og
da der ikke var nogen iNærheden som kunde være Vidne
til hans Svaghed, lod han Taarerne faa frit Tab.
Var det da Taarerne som lyste og glinsede? eller
var det Solen som forgyldte alt omkring ham? Han
tørrede Øinene flere Gange, lukkede dem og aabnede dem
igjen,· men for hver Gang blev blot hans Forvirring
større; thi foran ham laa en henrivende Have, hvis skygge
fulde Trær, krystalklare Fontæner, fløilsagtige Græsvolde
og teppeagtige Blomsterbed med Valmuer og Forglem
mi«geier syntes ham for deilige til at være virkelige.
Glatte, hvide Marmortrin førte ned til Sjøen, og vakre
Spasergange snoede sig langs Ulleer af Myrtetrær og
Rosenbuske. Mellem Trærnes Grene fløi sjeldne Fugle,
hvis Sange var mere fuldtonende end Nattergalens. Fioler
og Reseda fyldte Luften med sin behagelige Duft, mens
Jasminerne kjærtegnende berørte hans Pande.
Han træde, at han paa en hemmelighedsfuld LNaade
var blevet overflyttet til en af de deilige Haver i Rom,
og hans Hjerte bankede af Fryd.
Man vil dog have vanskelig for at tænke sig hans
Forundring, da han pludselig opdagede nogen yndige unge
Piger mellem Trærne. De omfavnede hverandre i vild
Henrykkelse, tog hverandre om Livet, dansede, sprang nedad
Ukarmortrappen for at bade i den speilblanke Sjø og
skvættede Vand paa hverandre. Nu og da saa han en
Kvinde i lang Kjole og med flagrende Slør, som han
syntes at kjende. Der var ogsaa Mænd i Mantler og
432 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
