Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 43. Lørdag 23. Oktober 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
,-
l
Togar, der talte med hverandre om offentlige Anliggender
ligesom paa Forum i Rom.
Men idet han vilde gaa hen til dem, kom en yndig
ung Pige ham imøde. Hun nikkede til ham som til en
gammel bekjendt, tog ham i Haanden og sagde:
- Kjender du mig ikke, Ovid? Jeg er din Colu
bra· Kom med mig, og jeg vil vise dig mange forun
derlige Ting. Og saa trak hun ham med sig midt igjen
nem den store Skare af Mennesker som talte med hver
andre paa det græske eller romerske Sprog. Det var ham
ikke muligt at førstaa alt hvad de sagde; men nu og da
opfangede han dog et og andet Ord. , Ansigterne forekom
ham saa bekjendt, og han vilde gjerne have gaat hen til
dem og kaldt dem ved Navn - Claudius eller Plantias
seller Tuciliusz thi han syntes at gjenkjende flere af Kei
serens Hoffunktionærer, som han daglig havde været sam
men medz men hans lille Eedsagerinde holdt hans Haand
fast mellem sine tynde Fingre og trak ham med sig.
Han hørte Navne paa bekjendte Kunstnere, græske
Filosofer, romerske Statsmænd. Hvor det lød underligtl
Hvor længe det var siden han havde hørt sit Modersmaal.
Navne, som han før havde hørt nævne med den
største Ligegyldighed, bragte nu hans Hjerte til at banke
og hans Øine til at fyldes med Taarer. Akange kom
henimod ham med Overraskelse malt i sine Træk; men
Colubra trak ham hurtig med sig. Hun stampede utaal
modig med sin yndige lille Fod, hvis han ikke straks fulgte
hende, mens hendes Øine lyste paa en saa egen Maade
at han maatte tænke paa den lille Slange hun nylig havde
været. Engang viste hun ham ogsaa sin lille Tunge;
den var saa rød som en Rosenknop, og havde en Spids
saa skarp at den saa ud som om den kunde stikke.
Men der var ikke mange Børn i den deilige Have,
og de faa som var der holdt hverandre i Haanden iden
dybeste Taushed og betragtede med Forundring Menne
skene omkring sig, som om de var fremmede for dem.
Jngen lagde Merke til dem; ingen talte til dem;
enhver syntes kun at tænke paa sin egen Fornøielse Ovid
vilde sige nogen venlige Ord til dem; men heller ikke det
sik han Lov til. Colubra drog ham med sig og førte
ham tilsidst hen til et skyggefuldt Lysthus i Nærheden af
en Marmorfontæne, hvis krystalklare Vand langsomt
strømmede ned i Bassinet.
Colubra bragte ham delikate Frugter og iskoldt Vand,
og idet hun derpaa tog Plads paa en af Grenene paa
et Træ, der stod i Nærheden, gyngede hun frem og til
bage og sagde i en triumferende Tone:
Store Poet, hvad siger du nu om din lille Ven?
- Siger? Hvad skal jeg sige? Det hele maa vel
være en Drøm.
· " O nei, langt derfral Det er ingen Drøm. Du
er paa Slangernes Ø, hvorhen alle de er forvist som var
usande, da de levede. En Gang hvert tusende Aar bliver
Øen grøn, som du ser den idag. En Gang hvert tusende
Aar faar vi atter vor menneskelige Skikkelse og kan spasere
om i denne deilige Have. Kun en eneste dødelig er det
givet at se os, og han maa være meget ulykkelig. Han
maa ikke tale til nogen af os; thi om der skulde være en
Skygge af Usandhed i hans Ord, bliver han straks for
vandlet til en Slange og dømt til at forblive i denne
Skikkelse et tusen Aar. Jmorgen vil det ikke længer være
saa deiligt her.
Men du ved, at jeg kan tale uden at lyve.
Ja, naar du er sammen med din lille Colubra,
eller du er i Tomi, hvor du ikke vinder noget ved at
være vittig eller elskværdig eller sarkastisk, fordi det ikke
er nogen som førstaar dig. Men naar du er sammen
med dine lige, da vil du tale som de, og hvad saa?
- Men jeg saa Reformatorer, Embedsmænd, Kunst
nere, Filosofer, høit agtede Kvinder,’ ja endog smaa Børn
her paa Øen. ·
Ja, svarte Colubra medlidende; de har alle været
usande i sin Ling-tid Da den Slags Syndere frygtes endog
i Helvedes Regioner, banlyses de hid til Slangernes Ø,
hvor de ikke kan gjøre noget andet ondt end at kjævle og
tirre hverandre. · · « » ·
For Børn·kunde der ikke tænkes noget værre Sted;
de er fremmede for alle, og synes ikke at tilhøre nogen.
Endog denne herlige Dag er trist og mørk for dem. De
føler sig idag mere ene end nogensinde. ·
Jaften vil du faa se Baadenanden ·Charon nærme
sig Kysten af Slangernes Ø, og da vil de som de sidste
tusen Aar blot har talt Sandhed, faa gaa ombord og
følge ham tilbage til Hades. Men du, Ovid, maa ikke
tøve her saa længe. Alt vil blive anderledes her inden
han kommer. Det er godt at jeg kan være ved din Side,
skjønt du ikke er udsat for nogen Fare, da du allerede har
sonet din Synd.
- Men hvad har du gjort, Colubra? Hvad er
din Brøde? spurte Poeten.
Jeg? sagde den unge Pige rødenende, idet hun
sprang ned af Grenen hvor hun sad. ~Maaske jeg og
saa har været usand som de andre«. Hun nærmede sig
en Gruppe vakre unge Kvinder, der dansede ganske alene,
og lagde Fingeren paa Munden.
En ung Kvinde nærmede sig Ovid. "
- Hvadl sagde hun spottende. Vor store Poet ban
lyst som vi baade fra Himmel og Jordl Er det da
virkelig saa at de mest begavede Mennesker maa lide
mest? Er det vor Skyld at vi er mere intelligente end
andre? Jeg har længe elsket dig, kjære Kamerat.
Nu lyver du! raabte Colubra, og straks var den
smukke Pige forvandlet til en uhyre Slange. Den løftede
Hodet iveiret, hvæste mod Colubra, slyngede sig om hende
og vilde visselig have kvalt den unge Pige, om ikke Ovid
havde grebet den med al sin Kraft og kastet den langt
ud i Sjøen.
Colubra kyssede hans Hænder af Glæde og Tak-·
nemmelighed, og de dansende Kvinder smykkede ham med
Kranse af Roser og Laurbær
Det gik med en Gang op for Poeten, at hans Ud
seende ikke var som det burde være. Hans Klæder var
gamle og filledez Ansigtet smudsigt. Men Colubra gav
ham ikke Tid til at anstille Betragtninger. Utaalmodig
trak hun ham med sig. ·
Ser du ikke at Solen allerede holder paa at gaa
ned, Ovid? Jeg synes jeg hører Charons Baad kløve
de gjenstridige Bølger. Det er bedst at vi forlader Øen,
førend den sørgelige Virkelighed gjør Opholdet her altfor
rædselsfuldt, og det er desuden bedst at du beholder Jnd
trykket af at det hele er en deilig Drøm.
Men Poeten rørte sig ikke, optaget som han var med
at samle Blomster til Colubra. Da kom han til at se
ud over Sjøen, og han studsede ved at det gyldne Skjær
paa Overfladen havde faat Purpurets Farve. Han blev
staaende og stirre ud over Havet, og se derl sort som
Natten selv kom en Baad lydløst glidende henimod ham.
Den havde sorte Seil og Mørket fulgte i dens Kjølvand.
Skjønt Baaden var stor, blev den kun roet af en
eneste ZNand. Den enlige Rorskarl havde langt hvidt
Skjæg og Øinene laa dybtiHodet» Den knoglede Haand
greb om en lang Stang, med hvilken han stagede sig frem,
indtil Baaden stødte paa Grund. Saa hævede han Staven
høit iveiret, mens Vanddraaberne der faldt ned fra den, iden
nedgaaende Sols sidste Straaler glinsede som det reneste Guld.
Kom, hviskede Colubra, idet hendes Ansigt blev
URD 433
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
