Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 48. Lørdag 27. November 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Wyndhams Datter.
En Historie fra vore Dage.
Af Annie S. Swan.
(Forts)
Fortæl mig, hvorfor De skal banlyses til Frankrig.
L· De maa betragte mig som Deres Veninde;
af Hanna har jeg hørt saa meget om Dem,
og dajeg selv har lidt en hel Del i min Tid,
kunde jeg maaske være Dem til lidt Nytte i
Deres vanskelige Stilling.
Joyce vendte sig raskt mod hende med et ivrigt spør
gende og længtende Blik. Der var noget i det kraftige,
men triste Ansigt som hun følte sig tiltalt af, og hun
ønskede, de havde været paa et roligere Sted, hvor hun
kunde have udøst sit Hjerte for hende. Hun følte, at Fru
Hemmings vilde førstaa hende endog bedre end Hanna.
——— Aa gid jeg kunde aabne mit Hjerte for Demt
Alt gaar galt.· Allerværst var det igaaraftes, da jeg fik
et Ægteskabstilbud fra en Mand som mine Forældre
ønsker jeg skal ægte. leg er ikke glad i ham, og sagde
derfor nei. Aa Fru Hemmings, det er frygtelig ondt at
handle mod sine Forældres Vilje, især naar de er saa
gode og kjærlige som mine.
- Jeg førstaar godt Deres Stilling, sagde Fru Hem
minas-, og som De siger, det er dobbelt vanskeligt at kjæmpe
for sin Ret, naar den trues paa en kjærlig Maade. ZNen
her er ikke Stedet til at afhandle slige Ting. Kunde De
ikke besøge mig i mit lille·Hjem, saa kunde vi tale sam-·
men? leg interesserer mig meget for Dem; havde mit
eneste Barn levet, vilde hun været paa Deres Alder.
Aa jeg vil saa gjerne komme. Hvis det er muligt.
Vi kan tales nærmere ved, før vi skilles idag, sagde
Fru Hemmings. Nu skal Philip Dane tale, og han er
altid værd at høre. »
et
15de Kapitel.
Striden under Almetrceet
Joyce vendte sig interesseret om for at høre, hvad
Philip Dane vilde sige. Det var letat førstaa at han
var Mængdens Vndlingz thi hans Tale blev ofte afbrudt
af Bifald. Joyce syntes han udtalte sig klogt og be
grænset om det store ArbeiderspersmaaL At hans
Parti ansaa ham for en af sine mest lovende Kræfter,
kunde ikke undre nogen som saa hans aabne, ædle Ansigt
eller følte den varme Begeistring som dikterte hans Ord.
Det var mange underlige Tanker som for gjennem Joyce
Wyndhams Hode, mens hun lyttede til hans glødende,
veltalende Ord.. Tanken paa al den Uretfærdighed og
Nød som fandtes i Verden, trykkede hende, og hun læng
tede efter at gjøre noget for at forbedre sine Medenen
neskers Kaar. Hendes Kinder blussede, og Øinene straalte.
Fru Hemmings sad og betragtede hende ufravendt, og
fandt hende langt interessantere end det Spørsmaal som
diskuteredes.
Hvis Philip Dane i det hele taget saa paa Joyce,
mens han talte, saa var det ikke længe, men han var sig
hele Tiden bevidst, at hun var tilstede, og da han steg
ned af Talerstolen, var det til hende han vendte sig, ivrig
efter at høre hendes Dom. Hun mødte hans Blik lidt
frygtsomt. Hun følte sig saa underlegen, saa ukjendt med
meget af hvad han havde talt om, at hun næsten var
bange for at tale og derved røbe sin Uvidenhed.
- Bravo Philip, sagde Fru Hemmings. De overgik
Dem selv idag. De vil blive vor Fører.
Hys, sagde han lidt skarpt. Jeg følte godt, hvor
daarlig jeg talte Vil De sige mig Deres Mening, Frø
ken Wyndham?
Jeg syntes det var udenerket, aldeles udenerket, sagde
Joyce ivrig, men med et lidet Suk; jeg er bare bange
for, at jeg aldrig skal kunne førstaa eder helt. Jeg er
saa uvidende; jeg trænger til at belæres om alt. Tror
De det nogensinde vil lykkes mig? «
Jeg er bange for at ingen af os« vil naa didhen,
svarte han. Men De har en skarp Opfatningsevne, og
om De blot begyndte at sætte Dem ind i Sagen, vilde
De snart gaa forbi de fleste af os.
- Jeg er ganske enig med Dem, Philip, indskjød Fru
Hemmings. Jeg iagttog Frøken Wyndham, mens De
talte; hun har en Begeistring som hun vil komme langt
med. Hun vil aflægge mig et Besøg, og saa skalvi
tales ved om altmuligt. Maaske De ogsaa vilde komme,
hvis det blev en Aften, og saa kunde jeg invitere Hr.
Thrale og Hanna.
Tak, jeg vil gjerne komme, svarte Dane, men hans
Stemme lød ikke saa fornøiet som man skulde ventet.
Han saa fra Olivia Hemmings strengt markerede Ansigt
hen paa onces aabne, barnlige Træk, og der kom et
alvorligt Udtryk i hans Øine. Han beundrede Fru Hem
mings i mange Retninger, og erkjendte at hun gjorde
deres fælles Sag stor Nytte; men han likte ikke, atonce
omgikkes med hende. Der kom en og talte til ham, og
da han vendte sig bort, fortsatte Fru Hemmings: Naar
kan De komme? Jeg har meget at gjøre i denne Uge,
men Torsdag Aften tror jeg ikke jeg er optaget. Kunde
De komme Torsdag Aften ved 6 Tiden?
Jeg vilde saa gjerne og skal førsøge.
De ved, hvor jeg bor, ikke sandt?
- Jeg har hørt at De bor i Nærheden af Hr. Dane.
Ja, jeg bor i samme Hus, Etagen nedenunder.
Her er mit Kort; saa venter jeg Dem altsaa Torsdag
Kl. 6. "
Jeg skal komme, saa sandt det er muligt, sagde
Joyce og lagde Kortet i Lommen. Men nu maa jeg
gaa hjem. De undres vel hjemme, hvor jeg er.
Fortæller De Deres Forældre, hvor De har været?
spurte Fruen betydningsfuldt. .
Joyce rødenede let. Naturligvis, hvis de spørger
mig. Tror De jeg er bange?
Fru Hemmings trak lidt paa Skuldrene. Jeg tror
ikke De er ræd af Dem; men jeg kan tænke mig, at
Forholdene er lidt vanskelige. Husk imidlertid, min
Ven, at enhver Sag kræver Forsagelse og Lidelse af sine
Tilhængere. Jeg haaber vi kan regne Dem som en af
vore? ·
- Ja, kom det lidt nølende fra Joyce. Hun førstod
ikke rigtig, hvad Fruen mente. Denne læste hendes Tan
ker og sagde godenodig: Jeg førstaar, at De undres Paa
hvad det gjælder. Kanske De vil skjønne det bedre, naar
jeg siger Dem, at vi kjæmper for Frihed og Humanitet.
Forstaar De?
- leg tror det; jeg haaber ialfald, at jeg gjør det.
Farvel. Og uden at vente paa, at Philip Dane skulde
komme tilbage, gik Joyce.
Klokken var næsten 5, og hun begyndte at tænke
paa, at hendes Forældre vist vilde synes hun havde
handlet urigtig ved at gaa herud. « Hun var ikke egentlig
bange, mens hun hurtig kjørte gjennem Oxford Street,
men det anede hende, at Kampen vilde blive haard, og
hun undredes paa, hvorledes det vilde gaa. Klokken var
næsten halv seks, da Vognen stansede udenfor hendes
URD 48i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
