Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 49. Lørdag 4. December 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
~Pip« —— og hoppe fra en Gren til en anden og sige
~Pip« engang til; men der er da heller ingen, som
lægger Merke til dem. -Nei, Graaspurv vil jeg
ikke være«.
Det var nu Fugleungens Betragtninger-.
Men da den omsider blev stor, og da Fjerene var
voksede helt ud,
bare en Graaspurv, - en saadan en, som der var
saa mange af; og hvor megen Umage den end gjorde
sig, kunde den dog ikke sige andet end ~Pip« og hoppe
fra den ene Gren til den anden.
Den vidste det ikke straks, men da det gik op for den,
skammede den sig, krøb hen i en Krog af Træet og sad
der ganske stille og gjorde sine Betragtninger som
før Ungen oppe i Redet.
Den havde sine Sympathier og Antipathier, men
dem beholdt den for sig selv; det kom jo ingen ved, hvad
en liden Graaspurv mente. Den kunde nu for Eksempel
ikke taale Papegøierne, trods alle de smukke, spraglede
Fjer, som havde stukket saadan i Øinene, da den var liden.
Disse Dyr, som ikke kunde andet end gjentage det, de
andre havde sagt, aldrig komme med noget af sig selv,
men stadig sad og plaprede til alle og enhver, at ~Popp
en var sød« og at ~Poppen skulde have Sukker«.
Den kunde heller ikke udstaa Gulspurvene, som træde
sig og mente, at de var saa meget mere værd end de
andre, fordi de havde den Smule gule Fjer. De havde
saamæn slet ingen Verdens Ting at være vigtige af, for
naar alt kom til alt var de dog kun Spurve alligevel,
og det gyldne Skjær kunde blot stikke dem iOinene, som
ikke havde bedre Forstand.
Alen den elskede Fuglene med de deilige Toner, de
Fugle, der kunde synge, saa det varmede helt ind i det
lille Hjerte, som bankede i Graaspurvens Bryst; den
elskede dem, fordi de kunde faa den til at glemme, at den
var en Fugl, der var fattigere end de andre, en liden
Stakkel uden Sangstemme i sin Strube.
Men den nærmed sig dog aldrig til dem; thi den
frygtede for, at de skulde hakke den, hvis den vovede at
søge Ly i det samme Træ som de. - Saa blev den da
siddende i sin Krog og Sangfuglene oversaa ganske
den lille Graaspurv.
Alen hændte det engang imellem, at Tonerne fra en
Sangfung Bryst trængte ind til Krogen, hvor den sad og
fik dens . Hjerte til at banke saa voldsomt i Fryd eller
Smerte, at den kom frem af sit Skjul, at den udsatte sig
for at blive hakket, fordi den’ maatte se det Væsen, hvis
underfulde Toner havde vakt Følelsen af Lykke i dens
.Bryst - ja, da var Graaspurven ikke til at kjende igjen.
Den pudsede sine Fjer og nøiedes ikke med at hoppe fra
Gren til Gren, nei, den fløi helt op i Træets Top,
fløi omkring deroppe i Solskinnet i jublende Lykke over
alt, hvad den hørte og saa, og det var som om Gjen
klangen af de Toner, den hørte, fyldte dens egen Strube
med Sang, og gav den Kraft til at svinge sig opad mod
Himlen og Solen. Den pippede og pippede, ogi dens
egne Oren lød Pippene som den deiligste Sang.
Men de andre Fugle løftede medlidende paa Vingerne
og sagde: ~Nei, se paa den stakkels Graaspurv, hvor
den skaber sigl Bare den ikke blir syg af Overanstrængelsel«
Dog, Spurven hørte det ikke. For een Gangs Skyld
havde den svunget sig høit— høit op i den solfyldte Luft - —.
Men blandt Fuglene med de underskjønne Toner var
der enkelte, som førstod at sætte Pris paa et trofast Hjerte,
selv om dette kun bankede i en Graaspurvs Bryst,— og
den lærte at velsigne disse Fugle, fordi de havde førstaaet
dens simple Sang, fordi de efterlod et Minde om sollyse,
jublende Dage. "
Naar den igjen smuttede ind i sin Krog saa var det
med et tillidsfuldt Pip, og naar Vinterens Tid kom med
Kulde og Akørke, saa tog den Minderne frem om de
Tider, hvor ogsaa den havde følt, at der var Kraft i
dens Vinge og Toner i dens Strube, og det var da, som
kom der et Pust af Foraar og Solskin, og den længtedes
mod Solen og den Tid, hvor skjønne Toner igjen vilde
trænge til dens Hjerte og give den Kraft og Mod til
atter at svinge sig op der, hvor dens Længsel og Higen
bar hen, hvor de andre lykkelige Fugle færdedes med
jublende Sang. —-
—— Og Vaaren kom; den lille Graaspurv sad igjen
i sin Krog og lyttede til Sangen fra de Fugle, der drog
forbi; - men ingen af dem tænkte paa det Hjerte, der
bankede hos den lille Graaspurv, og at saadan en liden
Fugl kan sidde med Brystet fuldt af Sang og føle det,
som skulde den dø af Længsel over ikke at kunne være
med, naar de andre brød ud i Lovsang over Livet, Lyset
og Solen.
Et Ords
til vore Kvinder.
Under Kvindekonferensen i Stockholm i Høst holdt
Charlotte Norrie et Foredrag om Sygepleien som Arbeids
felt for Kvinden. Foredraget var meget interessant, men
desværre altfor langt til at gjengives her. Nogen. af
Slutningsordene vilde vi dog gjerne citere; de er isandhed
udtalt i rette Tid og fortjener at naa saa vidt som muligt.
Lad os haabe, at den Tid er nær, da vi før
staar, at vi maa uddanne os i vort eget Arbeide, ’at Hus
lighed og Barnepleie ogsaa bør drage Fordel af Viden
skabens Fremskridt, at det netop er ved at udføre vort
eget Arbeide saaledes, at det virkelig fortjener fuld Agtelse,
at vi bedst tjener Kvindesagen.
Vi hørte igaar den Udtalelse, at Gjerningen som
Husmoder var og blev Kvindens vigtigste Gjerning. Asen
saa maa vi ogsaa forberede os til dent
Fornylig engang sagde jeg til mine Børn, at de
maatte være flittige, huske at Livet vilde kræve Arbeide
af dem. Aiin elleveaarige Søn mente da, at for Søstrene
blev det ikke saa svært; ~men for os Mænd er Arbeidet
strengt, vort Arbeide er langt vanskeligere end Kvindens«.
Jeg svarede, at Manden skulde skaffe Midlerne til Fami
liens Underhold; men hvis ikke Hustruen anvendte dem
vel, hvad nyttede det da? Og Kvinden opfostrer den
unge Slægtl Tror du ikke, det er en vigtig Gjerning?
~10 maaske! Men hvorfor lærer I den da ikke?«
Endnu vil jeg gjerne dvæle lidt ved et Ord, som
jeg nogle Gange har udtalt: Værnepligt for Kvinden.
Manden aftjener sin Værnepligt for at være beredt
til at førsvare Land og Folk mod ydre Fiender, og man
har inddelt Hærene iforskjellige Vaabenarter: Infanteri,
Artilleri osv.
Kvinden kunde aftjene sin Værnepligt for at være
beredt til at førsvare Hus og Hjem og Folk mod indre
Fiender, mod Sygdom, Fattigdom og alle Laster, og
Kvindehreren kunde ogsaa inddeles i førskjellige ~Vaabena
rter« i Sygepleie, Børnepleie, Fattigpleie osv.
Vi har nylig hørt, at der er— sluttet en Alliance mellem
to af lordens mægtigste Folk med det Formaal-at bevare
Verdensfreden. Vi kan altsaa haabe paa, at de mandlige
Hære ikke saa hyppigt vil træde iAkarken i de kommende
Tider, som de hidtil har gjort.
URD 499
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
