Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 7. Lørdag 12. Februar 1898 - Emil Selmer: Ornamentik. Støttet til „Gramatik der Ornamentik” von Owen Jones - Lykkens Buket - Papyrografiet. Nyeste nyt fra Paris - G. Landgraff: Paa fremmed Jord. Et Juleminde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
70
Udvikling er merkverdig hurtig. Aristendommen sik
først i det Aarhundrede en sig tilhørende Arkitek
tur fri for ethvert spor af
Tyrkernes Arkitektur er en Afart af den arabiske og
ufuldkommen. De eneste fuldkomne Grnamentmsnstre sindes
paa de tyrkiste Tepper. Disse bliver for det meste for»
arbeidede i Lilleasien og sandsynligvis ikke af tyrkiste
Aunstnere.
Idun, det svenske Kvindeblad, siger, at Tykken er en med Msie
plukket Buket af smaa Blomster, ombundet med de to Baand:
Mindet og Haabet. Gg vil man plukke denne Vuket, siger Bladet
videre, saa gjælder det at bøie sig og ssge mellem Torne og Rrat,
da gjcrlder det at krybe over Klippe og 3ten for at sinde den ene
eller den anden Blomst, og da gjælder det, naar man har fundet
de sarte, fine planter, at holde fast paa dem, at værne om dem og
at vande dem, saa de ikke visner.
Thi det er Tivets smaa Glæder, af hvilke den Buket er sam
mensat som vi kalder Lykke. Ven bestaar ikke af noget helt, men
af tusen smaating, noget daglig tilkjæmpet og vundet. Thi hvad
har vel Bestandighed her paa Jorden?
Helbred ?
Ln Tilfcrldighed kan sdelægge den.
f)engei?
slsseri, vankundighed eller uheldige Omstændigheder kan bringe
de største Rigdomme til at smelte som Vug for 3olen.
venskab og Rjærlighed?
Lt übetænksomt Vrd, en smule Misforstaaelse kan sdelægge
det bedste venskab. 3kjcebnen giver os ikke den 3lags Ting; den
bare laaner os dem.
vemodig lyder endnu den evige Tcengsel efter Tykke gjennem
Ukaldenes 3ange uden nogensinde at blive tilfredsstillet Bliver
som Bsrn! laerer Religionen os. Modtag glad af Gud, hvad han
i sin Naade giver. Va stal den sande Tykke komme ind i Hjerterne
og den evige Tcengsel forvandles til Tilfredsstillelse.
Man maa lære den Aunst at være fornsiet med hvad man
har. Ran man det, saa vil man faa større Ro i sindet, og da
kan man ogsaa for hver seier man vinder over sig selv, for hvert
heldig udført Arbeide, ved hver Udvikling af vore Lvner, for hver
Aabenbarelse af skaberens Underverk, for hver liden Gloede over
trofast Kjærlighed samle en Blomst til Tykkens Buket.
Oapyrografikunsten er ikke vanskelig at lære og
krcever ikke serlige Rum eller kostbare Materialier. De
franske Damer sinder, at den staffer en behagelig Afveks
ling fra den Masse Broderi, Anipling og Hekling som
nu saa længe har veret paa Mode, og at Tegning
med Aapir er meget morsom. Aapyrograsi betyder nemlig
Tegning med Oapir. Blyanten bruges rigtignok ogsaa,
men kun til at optegne eller kalkere Monsteret. Man
klipper af f)apir i forskjellige Tykkelser visse Dele af den
Tegning som stal reproduceres. Aapirstykkerne festes paa
de steder hvortil de horer, og naar Arbeidet er ferdigt,
og man holder det op mod 3yset, viser Tegningen sig
effektfuldt med 3ys, skygge og Halvskygge i Relief. Det
kan altsaa bruges til at forarbeids Gjenstande hvorigjennem
3yset falder, som Lygter, Lampestjerme, Vindujalousier o. l.
Tykkens Vuket.
Nyeste nyt fra paris.
URD
et var Juleaften ZH. Jeg befandt mig dengang i Køben
havn, nærmest i Egenskab af stipendiats Min Fsdebys
Kommune havde nemlig betænkt et lidet
stipendium som et Hjælpemiddel for min videre Ud
dannelse, og forhaabningsfuld som jeg var, havde jeg
rystet Fædrelandets stsv af mine Fsdder og styret mine
Fjed mod „fjerne Tande". — For Gieblikket befandt
jeg mig, som sagt, i Kjøbenhavn.
Jeg var nu omtrent fcerdig med Vyen — havde set, hvad den
havde at byde paa af Interesse for mig, — havde set den i Hvile
og i Arbeide, ved Nat og ved Vag. Vet stod bare tilbage at se
den i rigtig Hsitidsstrud, pyntet til Julefest f. Eks. —
— — Gg nu var Juleaften oprundet. Det var jo ikke
frit for, at jeg længtet en smule efter Hjemmet, medens jeg gik
der og betragtet Tivet i den store, travle Vy. — Vet er jo altid saa,
at naar Minderne kommer dukkende, følges de gjerne af Længselen,
den tunge, men dog vaa samme Tid saa attraaværdige Længsel
efter sine Kjære og efter de gamle, kjendte steder, hvor man som
Varn sprang omkring og „legte med stjerner", hvor man sted skole
krakkerne og fik Vank af Tcrreren, naar Naturen havde gaaet for
strengt over Optugtelsen. — Alle disse Minder — de haarde og
tunge som de lyse og lette — lamges man efter at gjenleve, naar
man, scerlig i en ung Alder, har forladt Fædrenehjemmet.
Gg saaledes var det med mig hin Juleaften. Jeg saa vaa den
travle Menneskemasse, som bslgede gjennem Gaderne, belcessede med
Pakker — og Tankerne fisi til Hjemmet, hvor vel ogsaa
snart Julen skulde ringes ind. Hvordan mon man havde det der?
— Gg Taarerne stjal sig førsigtig frem fra Gienkrogene, ligesom
kjærtegnende Kinderne, de randt nedefter. Hjem, Hjem, du kjære
Hjem! — — Jeg maatte tage mig ordentlig sammen for at tvinge
den frembrydende Hjemve tilbage. — Naa — det gik da ikke an at
lade Fslelserne løbe af med sig i den Grad; man kan da ikke altid
være hjemme hos sin Mama heller — Tivet maa prsves, ude som
hjemme. — slig gik jeg og rcesonnerede og søgte at binde Tankerne
til stedet, medens jeg drev om i Vyens Hovedaare — Gstergade
med sine to Torve. —
— For et Liv! Ve prcegtige Vutikker fulde af Kjøbelystne,
Gader sort af Folk i alle stillinger, samtalende, muntre og glade,
udvekslende Haandtryk og Gnsker om en behagelig Julefest — Gg
alle strcever de hjemover —, alle havde de den Aften et fcelles Maal:
Hjeml For Julen er der som hos os Hjemmets Hsitid, Mindernes
Hsitid I
— — — saa begyndte Kirkeklokkerne at ringe Hsitiden ind.
sagte og stemningsfulde lsd Touerne ud over Vyen; — det var
ligesom de hvisked: Fred paa Jorden! — 3ivet ude paa
Gaderne blev mere rastlsst; Folk gik hurtigere, og Vutikkerne be
gyndte at tyndes. — Gg sneen, den velsignede Julesne, som hører
Hsitiden til og som er den egen, begyndte ogsaa at falde — smaat
og lydlsst. — Gg den hvisker sammen med Kirkeklokkerne: Fred paa
Jordenl
Gg Hsitidsstemningen lagde sig over Folket, de grebes
af Aftenens Alvor, — lagde for en stund Hverdagshammen af og
iførte sig Helgedagsklcrderne, — de aandelige Helgedagsklæder.
3aa stilnede det af. Gaderne blev folketomme; kun en og anden
Efternsler for afsted, forbi de oplyste Vutikker og folketomme Rafter.
— Hjem, hjem var Tssenet. 3aa lnkkedes Butikkerne og
Rafterne, — og inde i de tusen Hjem tamdtes luletrceet, det vakkert
pyntede luletrcr med den forgyldte stjerne i Toppen. — Vg fra
tusen struber lsd lulesalmen ud i den stille Kvceld og blandede
sig med Klokkeklangen : Fred paa Jorden. Fred over Folk og Tand!
Vgsaa jeg gik hjem. — Min Jul blev feiret i stilhed. Min
derne fik 3ov til at boltre sig, som de vilde, medens jeg i Tankerne
gjennemgik mine Oplevelser fra forrige Jul. — Vg Taarerne fik
og/aa 3ov til at flyde, — stille og fredeligt som Aftenen selv; —
de lindrede saa godt og bragte Julefreden i mit Hjerte. Derinde
blev det ogsaa stille, og Hjertets Kirkeklokke fik Tov til at kime sit:
Laa fremmed Jord.
Et Juleminde
Fred paalorden!
G. Landgraff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
