Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 9. Lørdag 26. Februar 1898 - Annie S. Swan: Wyndhams Datter. En Historie fra vore Dage - 29. En vanskelig Opgave
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
un talte uden 5vor af Nslen. Det eneste, tænkte
hun, der nu muligens kunde frelse Ioyce fra at
! sdelægge sit Tir» endenere, var den fuldstændigste
Vprigtighed.
W — Ven 3>lag5 Ajærlighed kan jeg ikke fole,
sagde Ioyce koldt. Jeg benegter ikke at den eksisterer, men jeg
siger kun, at den ikke eksisterer for mig, og jeg tænker
nok vi stal komme ud af det med hinanden. Vi reiser
ud paa Landet, hvor vi kan leve tarvelig og okonomist.
Gm vi er fattige, stal vi kanske alligevel være tilfredse
vi har.
— Ja kanske, gjentog Hanna. Ioyce, det er min
Oligt at hindre dette, og jeg vil gjore det.
— Hvorledes? spurte Ioyce. Jeg er myndig og
min egen Herre. Ingen kan hindre mig iat cegte Gade
feieren dernede, om jeg har 3yst, og jeg vil cegte Philip
Dane.
— Vil du hore et Gieblik paa mig, Joyce? Jeg
sætter Philip meget hoit; han er en prcegtig Fyr, Alen
hvis ikke den Avinde som cegter ham ogsaa elsker ham,
vil han blive mere end ulykkelig. Han er svcert egen,
og det er bare Ajærligheden som kan glæde sig ved eller,
lad os sige — bcere over med en saa eiendommelig per
sonlighed som hans. Der er desuden en Ting til. Jeg
indrsmmer, at han er en Hjertets Adelsmand, men han
har faat en gcmste anden Opdragelse end du. Naar du
stal leve sammen med ham Dag efter Dag, vil han
komme til at stode dig paa tusen Maader. Jeg kan
ikke andet end aabent sige dig dette. G Joyce, lad dig
advare; odelceg ikke dit eget og hans 3iv!
— Han tror ikke, at jeg stal odelægge det, sagde Joyce
hoverende.
— Nei, fordi han er glad i dig, og Mænd som
han er ikke ved fuld Tans og samling naar de elster,
men Fornuften vil komme, naar det afgjorende skridt er
taget. I vil aldrig blive lykkelige, Joyce, og jeg maa
sige det er daarligt at han har benyttet sig af din hjælpelsse
Ttilling — —
— Det har han ikke! og Joyces Gine stammede.
Jeg vidste, at han var glad i mig, det havde han fortalt
mig for længe siden; men jeg maatte have Tid til at
tænke paa det. Taa idag sagde jeg, at jeg havde overveiet
det, og at jeg vilde cegte ham, saa snart han snstede det,
— Vg vil du gjore det uden at spørge dine Forceldre
tilraads eller fortælle dem det? spurte Hanna.
— Hvorfor skulde jeg det? De har førstodt mig;
de bryr sig ikke om enten jeg lever eller dor.
— Godt, hvis du ikke vil fortælle dem det, saa maa
en anden gjore det; jeg vil tage Tagen i mine Hænder.
Hanna sad længe stille, efterat Joyce var gaat.
Hun var urolig og dybt bekymret, men ikke for sin egen
Tkyld. Hun trcengte til at tale med nogen, og vilde saa
gjerne vide hvad Fru Hemmings mente om denne Tag;
wyndhams Datter.
Ln Historie fra vore Dage
Af Annie 5. swan,
29 Rapitel.
Gn vanskelig Opgave.
(Forts.)
URD
men det kunde ikke nytte at opsoge hende, for Joyce var
jo hjemme, og saa kunde de alligevel ikke faa tale ufor
styrret sammen. Da hun endelig reiste sig for at gaa
tilsengs, Horte hun Fru Hemmings velkjendte Vanken, og
da hun aabnede Doren, traadte Fruen ind, hurtig og
ophidset.
— Ajære Hanna, Joyce er netop gaat tilsengs, og
jeg maatte komme ned og snakke med dig, ikke for at
trøste dig, mi» stakkars Veninde; thi jeg ved, at dit
Hjerte er altfor tungt iaften til at du kan tage imod Trost;
men jeg maatte snakke om Joyce. Hun har vel fortalt
dig noget?
— Ja det har hun, svarte Hanna alvorlig. Aom
og sid ned en liden Ttund. Jeg er glad, fordi du kom,
jeg vilde saa gjerne tale med dig; men jeg troede det
var bedst ikke at gaa op til eder, Joyce vilde kanste ikke
like det.
— Ja, hvad synes du vi bor gjore? spurte Fru
Hemmings. <Lr du enig med mig i, at vi maa se til
at hindre dette?
— Ja fuldstændig enig ; og det er mig en stor Trost
at du er af samme Mening som jeg. De vilde aldrig
blive lykkelige, aldrig. Jeg kan ikke tænke mig noget
mere fortvilet end om dette skulde ste.
— Det er Ulykken ved en saadan Aoloni som vor,
sagde Fru Hemmings med et Tuk, at den frembyder saa
mange Anledninger for de unge til at komme sammen.
Hvem synes du er mest at dadle?
— Jeg tror Joyce er mest at dadle, svarte Hanna;
thi hun vil cegte ham, stjønt hun ikke er glad i ham.
Gg det er heri Vanskeligheden ligger. Var hun bare saa
glad i ham som han er i hende, saa kunde der være en
Mulighed for, at de blev lykkelige; men som det er, er
det haablsst.
— Hvad vil du gjore? spurte Fru Hemmings. De
taler om at gifte sig i al Hast. Aanste jeg burde gaa
til Wyndhams?
— Hvis du ikke har noget imod det, saa vil jeg gaa,
sagde Hanna sagte. Jeg foler mig paa en Maade an«
svarlig for det som er hcendt, stjont jeg jo aldrig havde
tænkt mig Muligheden af en saadan Aatastrofe. Imorgen
tidlig vil jeg gaa til Denmark Hill.
— Gg jeg er glad over at blive befriet for den
Vpgcwe, det er vist, sagde Fru Hemmings. Jeg har
mere end nok med Joyce; for nogen saa opscetsig som
hende har jeg aldrig truffet for, og jeg er næsten bange
for, at Modsigelse i denne Tag bare vil cegge hende end
mere. Tror du, det kan nytte at tale til Philip?
— Jeg vilde nsdig gjore det, sagde Hanna; desuden
kan vi ikte bede ham gaa fra sit Grd. Bedst var det,
om Joyces Far kom og tog hende med hjem, enten med
det gode eller med Magt.
— Det er lettere sagt end gjort, mente Fru Hemmings
og rystede betænkelig paa Hodet. Jeg er sterkt bange for,
at Joyce ikke vil tage imod Fornuft, og aldeles ikke fra
nogen af Forceldrene. Hun er meget bitrere mod dem,
fordi de har overladt hende til sig selv — stjønt det var
det bedste de kunde gjore. Vare ikke denne fortvilede
Historie var kommet!
— Du er altsaa enig med mig i at Udsigterne til
et lykkeligt Mgtestab for dem ikke er store? spurte Hanna
spændt, og at det nærmest er Trods som bringer Joyce
til at ville cegte Philip Dane?
— Ja desvcerre, sagde Fru Hemmings sukkende.
Ak hvor dumme dog Folk er, og hvor galt de steller sig,
naar de kunde have det saa godt! Ajære Hanna, jeg
haaber du ialfald vil være saa klog at du styr Mgtestabet.
Jeg maa have undervist Joyce meget daarlig i al den
83
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
