Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 9. Lørdag 26. Februar 1898 - Annie S. Swan: Wyndhams Datter. En Historie fra vore Dage - 29. En vanskelig Opgave - 30. Toms Mor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
8H
Tid hun har været hos mig. I Tide og Utide har jeg
prceket den sandhed for hende, at hvor ilde hun end nu
har det, saa vilde hun være mange Gange værre faren
hvis hun var gift. Men mine Grd har nok ikke havt
den ringeste Virkning paa hende.
— Aa nei, sagde Hanna med et let Smil, s n Avindes
Erfaring iA3gtestabet kommer ikke de andre tilgode; enhver
tror om sig selv at hun vil finde lykken.
— Vet er vel saa, sagde Fru Hemmings, men det
er nedslaaende at finde, at ens egen Elev handler stik
modsat de Grundscetninger man har forfcegtet. Men jeg
maa ikke opholde dig lamgere, mit kjære Barn; du ser
saa trcet ud. Vil du saa gaa til de stakkars Forceldre
imorgen og fortælle dem om denne nye Ulykke?
— Ja jeg stal gaa tidlig imorgen; men vær saa snil
ikke at sige noget til Joyce derom.
Ved Tolvtiden næste Dag vandrede Hanna opad den
gamle, kjendte Vei til Denmark Hill. Ver holdt en Vogn
udenfor Haveporten; det var Vr. Ferrars, og idet hun
boiede ind i Haven, msdte hun den unge lcege, som hurtig
kom ud af Huset. Han saa i hoi Grad overrastet ud
ved at træffe Hanna her. — Goddag Frsken Thrale, sagde
han og hilste venlig paa hende’. Min Far og jeg blev
meget bedrsvet, da vi Horte om den store Sorg der har
rammet Vem. Vi satte Veres Far meget hsit og vilde
gjerne vist ham den sidste Ære, havde vi bare vidst naar
Begravelsen fandt Sted.
Hannas Gine fyldtes med Taarer, og hun kunde ikke
straks svare. Jack Ferrars saa paa hende og blev slaat
af den Forandring som var foregaat med hende. Hun
havde faat et mildt, blsdt Udtryk som forandrede Ansig
tets Skjsnhed uden at berove det dets Energi.
— Mange Tak, sagde hun endelig, og ivrig efter
at forandre Samtaleemne — Sorgen var saa ny, at den ikke
taalte at rsres ved — spurte hun: Er nogen syg her?
— Fru U)yndham er ikke ganste frist, svarte Vr.
Ferrars. Ja, hun har ikke været frist lige siden Vatteren
forlod Hjemmet, og hun har ikke havt noget godt af sin
Amerikatur som vi havde haabet. Nogen burde fortælle
Joyce, hvor haardt hun trcenges herhjemme.
— Jeg stal fortælle hende det. Vet er for hendes
Skyld jeg er kommet hid idag. Aa Vr. Ferrars, der er
hcendt en strækkelig Ting! Jeg ved ikke, om jeg bor
fortælle Vem det; men det er en Trost at faa tale ud.
Joyce siger, at hun vil cegte en af Mændene i vor Aoloni.
Han er en prcegtig Fyr, det er sandt, men han passer ikke
for Joyce. Acmste Ve kjender ham, eller har hort ham ncevne
— han heder Philip Vane?
Ferrars saa ud, som om han havde faat et Slag. Gud
forbyde det! udbrod han heftig. Vet maa for enhver
Oris forhindres.
— Ja det samme mener jeg, og derfor er jeg kommet
hid, sagde Hanna i en lav, trcet Tone. Aa Vr. Ferrars,
hvis Ve vidste hvad alt dette har kostet mig. Aaa en
Maade synes jeg, at jeg er Skyld i det, og dog førstaar
jeg ikke, hvorledes jeg kunde have forhindret det. Vistnok
kunde jeg have stanset hende, da hun begyndte at interessere
sig for de sociale Spsrsmaal, men hvor kunde jeg tænke,
al det stulde tage en saadan Retning?
Ferrars svarte ikke. Ver var en hel Vel sandt i det
hun sagde, og han havde ondt af hende; men hans Hjerte
var saa strækkelig tungt, at han ikke formaaede at sige
noget til Trost.
— Er det en tarvelig Fyr? mumlede han mellem
Tcenderne. Vet er vel en som har benyttet sig af hendes
Übekjendtstab med livet, og som naturligvis synes det er
prcegtigt at faa en slig Hustru. Som Ve siger, det maa
stanses, koste hvad det vil; men hvorledes?
URD
— Vet er ikke saa stemt, sagde Hanna. Philip Vane
er en Gentleman — fra Hjertets Side, og var Joyce
glad i ham, som han er i hende, stulde jeg ikke have
ængstet mig saa meget. Men saa vidt jeg kan forståa,
er det to meget daarlige Bevceggrunde som driver hende
til at cegte ham. Forst for at komme ud af sin nuværende
arbeidslose Stilling og dernæst for at vise sine Forceldre,
at Bruddet med dem er ulcegeligt. Hun er meget fortsrnet
over, at de ikke har truffet Anstalter til at faa hende
tilbage. Ve har handlet i bedste Mening, og det har vi
alle; men nu maa der rimeligvis kraftigere Forholds
regler til.
— Gg Ve tænker at fortælle Fru U)yndham dette?
spurte Ferrars grundende.
— Ja, hvis Ve giver mig lov. Er hun meget syg,
vil det kanste stade hende; men noget maa gjores.
— Aa, jeg tror ikke hun vil have noget ondt af det.
Hun er ikke saa syg, og jeg ved Ve vil tage det paa en
klog og besindig Maade. Jeg stal gaa indom naar jeg
har foretaget min Runde hos mine patienter, saa faar
jeg se hvad Virkning Veres Efterretning har havt. Ve
førstaar nok, at dette er en Sag af allerstørste Betydning
for mig ogsaa.
— Ja, jeg stjønner det, Vr. Ferrars, sagde Hanna
og saa paa ham med dyb Sympati. Af hele mit Hjerte
onster jeg at kunne gjore noget for Joyce; det er saa
ondt at staa saa magteslss. Jeg er bange for Ve er
vred paa mig.
— Jeg har været det, erkjendte han aabent; men
jeg har gjort Vem Uret og beder Vem tilgive mig. Han
rakte hende Haanden til Afsted, og med et førstaaende
Blik stiltes de. Hanna gik stille ind i Huset; hun var
saa helt optaget af Tanken paa Joyce, at hun siet ikke
tænkte pa<u hvorledes hendes Modtagelse vilde blive.
Hun sagde kun sit Navn og bad Ada sige Fru U)ynd
ham, at hun snstede at tale med hende i et meget vigtigt
Anliggende.
Jeg traf netop Voktoren og fik lov af ham, sagde
Hanna, da hun saa Oigen nole.
— Ja, da stal jeg fortælle Fruen det; Voktoren har
netop sagt, at jeg ikke maatte lade mange komme ind,
svarte Ada. Jeg tænker Fruen vil blive glad ved at
se Vem,
Hanna smilte trcet og satte sig ned for at vente.
— Fruen vil se Vem, sagde Ada, da hun kom tilbage,
og Hanna fulgte hende taus opad Trappen og ind i det
store, venlige Aaaklædningsværelse hvor Fru U)yndham
i den sidste Tid havde maattet holde til. Fruen sad ien
lænestol foran Aaminen; og Hanna blev slaat af den
store Forandring som her var foregaat. Sorg og A3ng
stelse havde tæret paa hende og berøve hende det muntre,
lyse Udtryk som havde gjort hendes Væsen saa vindende.
Fru U)yndham blev siddende ganste stille, indtil Oigen
havde lukket Voren; da vendte hun sig mod Hanna og
saa spørgende paa hende. Hun kunde ikke tænke sig den
virkelige Grund til dette Bessg, og troede det maatte
gjælde Tom. Hendes Moderhjerte fyldtes med Medliden
hed, da hun saa Hannas dybe Ssrgedragt og alvorlige
Ansigt.
— Godenorgen, det glæder mig at se Vem, sagde
hun i sin venligste Tone. Aom og scet Vem, og fortæl
hvad Ve har paa Hjerte.
Hanna tog den Hacmd som raktes ud mod hende.
30te Aapitel.
Coms Mor.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
