Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 19. Lørdag 7. Mai 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et Vrd fra hans Mund er saare formaaeligt
— stjønt for Lceg og tcerd lige — uforstaaeligt;
dunkelt og mat — eller skarpt som en Egg:
altid man „sværger til pavens Skjceg".
Ibsenopgaven.
Vm Ibsen noget nu tiltorvs at bringe,
da alle store netop „Sit" har sagt,
undskyld mig, kjære Urd, det kunde tvinge
en ind i plagiatets cekle Schakt.
For se, jeg stod med stenen alt i Haanden,
som Jotun kaster imod Valen ned,
da ser jeg til min store Sorg og vaanden,
hvor Dietrichson faar rullet den afsted.
Jeg strcevede med Stokman, Vorkman, Manders
og for tilskogs og fjelds for Stof at ta’,
men for jeg havde pustet ud, kom Randers
og mine Tanker frem for verden la’. —
Thi maa med Aleksander jeg da klage:
„alt er erobret, intet Land for mig".
Et Sporgsmaal kun, o Digter, staar tilbage,
et mod de mange verden fik fra dig.
Med Samfunds Udsagn om den store Digter
er punktum sat ved Henrik Ibsens Navn.
Men Livets Mening mod et større sigter,
og da — naar verdensryets Vasis svigter,
naar Tankens Araft og Seerevnens Pligter
fra Samfundsanalysen ssger Havn,
vil da dit Hjertets Individ naa hjem,
som engang i Guds Tanke det sprang frem?
Aladdins tampe fandt han
og Vergets rige Skat.
Et Kongerige vandt han,
men ikke paa en Nat.
Han sidder i Digtningens høie Tempel
og scrtter paa alle det samme Stempel:
et IVIsnL
om hsit vi sidder eller lavt vi staar.
Fsdt til at seire,
nodt til at feire
Seirens Triumf i sin Iskirkes Ror.
Maalet hsit ncrvnende —
opover stcrvnende —
Snesrk — did forer hans hildrende Spor.
Nordens Sfinx — det Navn har du faaet; —
du gav os Gaader, vi itke lærtel
Norske Digter — har du førstaaet
at vinde pladsen i Folkets Hjerte?
Han engang Piller kunde lave,
men senere han Piller strev. -
De første stemme var at tage,
de andre bitrere dog blev. —
Med satirens Vor og med viddets Krudt
saa mangen en Vergvcrg har du brudt.
Lnsom du kjæmped mod Troldenes Vande -
måned frem Mennesker — helstsbte, sande.
Vet vilde visselig ha gaa’t ham ffidt,
om Aanden ei var større end hans Skridt I
Ibsens Vragt er tcrt tilknappet,
ligesaa.
Et Fpsrgsmaal tun
fra Rvmdenmnd.
Fru H. M.
Ester.
H. U. S.
w. P.
— g. -
Anchen.
Vagny.
Maria.
S. v.
S. M.
URD
Afgudsdyrkerne vrceler. Kritikerne sveder, stsnner, raser mod
hverandre, bryder sine Hjerner mod de store Gaader. Vg imens
sidder Gaade mageren — hsit ophøiet over hele Lurvelevenet —
paa sin Trone. Nu klukker det ordentlig inderst, aller inderst inde
i ham. Han smiler lunt, tilfreds, griber Hornet med Gudedrikken,
nikker svagt, meget svagt, og siger til sig selv — kun til sig seiv:
„5kaal Henrikl
5aadan ffal de Narre tages!"
Vobo Klap.
„Ibsen siger som Askepot i Eventyret: Lyst foran og msrkt
bagefter mig. saa ingen ser, hvor jeg kjsrer hen". Vet er det som
har gjort ham stor. Sonja.
Ibsen har bedst bevist, at verden har faa — „store Aander"
— men et Utal af smaa. M.
Henrik Ibsen har faaet verden til at lytte til sine Ord — en
Ujendsgjerning der siger ligesaa meget om ham som om vor Tid.
N. T.
En begavet Mands Tankerigdom, en hjertevarm Kvindes Sjcrls
dybde og et lunet Varns Uforstaaelighed; disse Egenskaber synes
mig koncentreret i den lille Mand med det store Navn — Henrik
Ibsen, Tora.
Henrik Ibsen er et „2psrgsmaalstegn". ,,5H".
er var engang en Aonge og en Dronning, som
boede paa sin Vorg, hsit over alt Folket;
luften var ren deroppe, og der var stilhed;
thi Verdens Tarm og skrig naaede ikke derop.
W Gg de sik Nonner og Dotre; til Faddere
bad de hver Gang gode Feer, som saa til Gjengjæld
ffjcenkede de smaa prinser og prinsesser de bedste Gaver.
Ln sik Aand- og Ildfuldhed, en anden Talens Gave,
en tredie «Lvnen til at glemme sig selv, en fjerde sund og
praktisk sans osv. Gg de vokste alle op i den rene tuft
og blev rene og gode.
Men det begav sig et Aar i April, at Dronningen
sik sit Barn; og det var en Datter. Da blev Feerne
atter budne til Faddere ; men da de betamkte sig paa, hvad
de skulde sticenke sin lille Guddatter i Daabsgave, fandt
de, at de allerede havde givet bort alle sine Gaver. saa
maatte de sinde paa noget nyt, og de gode Feer grundede
lcrnge og meget. Da saa de sig om i Naturen for at
soge Raad; og se, det var ikke Vinter, og det var ikke
Vaar. styrtede sig udover i stride stryg,
Arcefter laa paa sprceng under hver tinende Tneflek, i
hver bristende Anop, bundne og febrilske. Fra syden smog
der ind en lun Vind, hvistende om fjerne kand i 50l og
Glsd, fyldende kuften med en Rigdom af sang, med dirrende
lcrngsier og dunkle Drsmme.
Der var engang
<Ln Gransker af en sjelden Art,
som gaar sin egen vei. —
Hvor han vil hen, ved ikke du
og heller ikke jeg. Arnold Max.
ved Ibsens Mcrnd er vel et „aber"
— lidet eller stort —
men de Kvinder, som han skaber,
er jo alle som „forgjort" —
hos dem man ikkun Udyd finder. —
V, de arme Kvinder I H.
l?vad Ibsen har gjort
— ja isandhed, det er stort,
stort, saa verden staar og gaber; —
og dog dirrer der et „aber"
midt i Gabets aabne vort. — A. V.
Hvad allermest jeg priser:
han skrev ei i russiske Aviser. A. D.
191
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
