Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 39. Lørdag 24. September 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
396
den første Oris; hans Gverlegenhed er übestridt, og dog,
uagtet Æresbeviser og Bifald regner ned over ham, er
han fremdeles en fordringslos og besteden Mand. Mer end
20 Aar har han i Neapel levet af sit Arbeide som 3crge. Fra
andre Tande er der tilbudt ham brilliante Ooste, og man
har villet afkjøbe ham hans store Hemmelighed. Men
han vil ikke svigte sit eget Fædreland og venter, at det
først og fremst vil drage Nytte af hans Gpsindelse. Det
er endnu ikke steet. Vel uedsatte man Aomiteer for at
bedomme dens store Betydning, og man fandt enstemmig,
at Ztaten burde træde til, men derved er det blevet, og
Marini venter endnu paa sine egnes Anerkendelse. Han
har mange Misundere og Fiender, der for den uvidende
Masse afbilder ham som en Heksemester, en Troldenand,
der vil have Tivselexir af døde Cegemer, ligesom man for
vilde frembringe Guld, idet hele som en, der har ondt
isinde. Uvilkaarlig maa man tænke paa sagatos skjcrbne,
han, som tog sin Hemmelighed med sig i Døden.
Maaste har Marini selv de samme Tanker. Ver
er et trcet Udtryk i hans Ansigt, og han smiler melankolst
og lidt vanfro, naar man udtaler sin Beundring for hans
Arbeide.
Modlsshed er en naturlig Folelse i Ungdommen,
naar Illusionerne brister, men det stjærer en i Hjertet at
se den hos en gammel Mand, der hele sit 3iv har ar
beidet utrættelig.
„Tro mig, min Herre", sagde han en Dag, da han
var dybt nedslagen, „tro mig, en vakker Dag kaster jeg
alt overbord".
Det er vort Haab, at vr. Marini aldrig mer vil
gjentage de Grd og aldrig vil faa Grund til at tro sit
3iv og sit Geni førspildt.
Reisermde Elisabeths Hofdame
ed i Aviserne at læse om Aeiserinde Elisabeths
Mord, ser jeg, hun var ledsaget af Grevinde
Hztaray. Da jeg var i Ungarn i sommer,
boede jeg i Commitatshuset. I en af Florene
boede Grevinde sztaray født Grevinde Tsrok,
vedkommende hofdames Moder. Hendes Bro
der, Grev Torsk, boede ien anden Del af Huset. Jeg
var. daglig sammen med begge Familier, og samtalen
dreiede sig ofte om Grevinde Irma, Hofdamen. Mode»
ren var en ualmindelig vakker Dame med snehvidt Haar.
Grevinde Irma er s>ternkreuzdame og Aeiserinde Elisabeths
yndlingshofdame. Hun er kun 35 Aar, er blond og en
meget pen Dame. Jeg saa en Mængde Fotografier af
hende. Naar hun under sin korte Ferie besogte sin TNoder
i Ungarn, skrev Aeiserinden daglig til hende og sagde,
hun længtede efter hende, og at hun maatte komme til
bage snarest muligt. De sidste Aar havde hun ikke engang
faaet kov til at reise hjem, da Aeiserinden trcrngte hende
mere og mere, efterhvert som hun fslte sig mere og mere
ulykkelig. De var stadig vaa Reiser, da Aeiserinden jo
altid stakkede om fra s>ted til s>ted og aldrig kunde slaa
sig tilro nogetsteds. De talte altid ungarst sammen. I
det hele var Aeiserinde (3- Ungarerinde med 3iv og 3jæl
og satte mere Oris vaa at være Dronning af Ungarn
cnd Aeiserinde af Gsterng. Derfor var hun ogsaa for
gudet og elstet af alle Ungarer.
Af Johanne Horn.
URD
Det var intet muntert 3iv, Hofdamerne hos Aeiser»
inden forte, og det var ikke ofte, de kom paa Hoffester,
men undertiden maatte de dog være tilstede. Til en saa
dan Fest havde Grevinde Irma anskaffet sig en Dragt
efter Aeiserindens udtrykkelige Gnske. Det var den un»
garske Nationaldragt i silke, Flsil og Guld. Den kostede
en Formue, men saa var den ogsaa vidunderlig vakker!
Jeg saa et stort Billede af hende i den Dragt, og det er
noget af det deiligste, jeg har seet. Moderen sagde en
Dag til mig: „Irma er en sjelden Oige, og hun elster
sin Gud". Hun har ogsaa provet meget. Hun havde
kun en eneste Broder, Grev 5., som eiede et Gods ved
landsbyen Hzhipva i Gverungarn. En Morgen blev
han fundet skudt i sengen. Morderen fandt man ikke.
Man undersogte og forhørte; men da en Bonde aldrig
vil vidne mod sine egne,naar det gjcrlder denforhadte Adel, blev
intet opdaget. Jeg glemmer aldrig, da den gamle Grevinde
fortalte mig om sin ulykkelige son. „Hverken Irma eller
jeg bliver glade mere", endte hun. „Men det passer og
saa bedst for vor stakkels ulykkelige Dronning at have en
provet Hofdame".
disse Vage, da slige storfolk som Aeiseren af
Rusland har sat sig i spidsen for Fredssagen,
kunde det synes overflodigt at bede Hjemmene —
de smaa Hjem — tage sig af den. Men nu er
det jo engang saa, at uden slige smaa Hjem var
selve Aeiserens Rige intet, og stal en stor Reform
vinde Fodfæste, da maa den være forberedt i Hjemmene,
og dens Ide maa være elstet der. Hvis den 3>legt, som
vokser op, vil Arig, da nytter det lidet, om de store gjerne
rakte hverandre Haanden. C)g paa den anden Tide ved
vi, at en Arig, som ikke har Folkets Hympathi, er domt
til Nederlag. Derfor tan hver myndig s>temme i Hjem
menes Areds være et 3ed af det store Aor, som krcever
Fred vaa Jorden. Vg man pligter at gjore sit, enten
man er en stilfcerdig Families Gverhoved, eller man er
Reiser af Rusland. Alle er vist enige i det. Men det
er Maaden, det kommer an paa. Gg da nu Aeiseren
af Rusland alt har valgt sin Maade, saa vil jeg faa
Tov at tale et j)ar Vrd til de andre.
Enhver almindelig, god Opdragelse har Fredssagen
i sig ; thi den nærer Respekt for andres Velfcerd og andres
Eiendom, og det er paa disse Folelser Fredssagen bygges.
Men Aaavirkningen kan ogsaa ste mere direkte.
Barnet har en sund og naturlig Beundring for Mod
og Tapperhed. Den stal ikke tages fra det; men det maa
Icere, at der er noget, som er vigtigere end Tapperheden
— nemlig den Aand, hvoraf den styres.
Vi kan beundre en Gartners sint forarbeidede og
skarpe Aniv; men mer maa vi beundre den Hacmd, som
forer den og lader den finde sit rette Gffer — Ukruddet.
Hvis Gartneren brugte den til at meie ned ligt og uligt,
unge Anopper og Trcernes Hjerteblade saavel som de vilde
3>kud, da var det vel bedre, om Aniven blev taget fra
ham og slaaet i tusen stykker, var den end aldrig saa god.
Tigedan med den Tapperhed, vi moder i Historien
og i Tivet. Lr den ikke styret af Fornuft og INenneste
kjcrrlighed, da var det bedre, om den aldrig havde seet
Dagens 3ys. 3ad derfor gjerne Heltestikkelser som Mag-
3idt Fredsprat for Hjemmene.
l
H5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
