Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 6. Lørdag 11. Februar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
56
URD
i Samtalen med Formanden og hendes Veninder
med megen Interesse. Ofte afsluttes ogsaa Møderne
med en „Mødrenes Forenings The", og dette er
naturligvis en stor Fest for den haardt arbeidende
Kvinde. Disse festlige Sammenkomster holdes
undertiden ogsaa ude i en af de store Parke som omgiver
et eller andet Slot, og her er der da Adgang til de
forskjelligste Slags Fornøielser.
Det er et vakkert Syn ved en slig Anledning
at se de fattige Mødre, klædt i sin bedste Stas, med
den Mindste paa Armen — hver Mor har nemlig
Lov til at tage sit yngste Barn med — ogsaa iført
sin bedste Skrud, med straalende Ansigter nyde Festen
og alle de gode Ting som er forbundet med den. —
„Intet fremmer som Fremgang", siger et
gammelt Ordsprog, og jeg er taknemmelig over at kunne
sige, at Mødrenes Forening er gaat fremad med
Stormskridt.
Præmieopgauen.
En Karakteristik af vor Tids Kvinde.
ii.
ru Marholm Hansson fortæller os i „Kvindernes Bog",
at „de er en Mythe — hine Kvinder — hvis fine
Klogskab indvirkede paa de høie og høieste
Anliggender — hine Kvinder, hvis anerkjendte Indflydelse
var mægtigere end Ministres Raad — hvis sjælelige
og legemlige fuldkomne Hengivelse blev Livsvarme
for Manden, blev ham et nærende Indhold osv." — „De liar været".
Og færdig med sine sorgfyrdte Suk — sin Høisang" og
Gravsang over „hine Kvinder" — skildrer liun Nutidskvinden som en
»tom Kapsel, hvis Indhold Manden er, som liun vil, men ikke
kan undvære", indrømmer i’igtignok, at Nutidens Kvinder
„udretter adskilligt", fortæller, at de sogar „opnaar Doktorgrad og
holder Agitationsforedrag osv. osv.", men, ak og ve! „Kvindens
egentlige Magt og Betydning liar altid ligget mere i det, som hun
er, end i det, hun udretter, og just i den første Henseende synes
Nutidens Kvinder at fattes saare meget", forjætter hun.
Og Grunden hertil, mener hun, ligger i „aftagende Inderlighed
i Kvindens Følelsesliv".
„Kvinden handler mere forstandsmæssig end tidligere, og hun
elsker ogsaa mere forstandsmæssig".
„Den moderne Pigeopdragelse med sine mange Sprog og
mange Slags Viden begunstiger en overfladisk Forstandsudvikling
gjør Kvinden fordringsfuldere, uden at hun bliver mere
tiltrækkende".
Og fremdeles: „De er ikke lykkelig og gjør ingen lykkelig".
Ja, se saadan taler Fru Laura Marholm om sine Søstre i
Slutningen af det 19de Aarhundrede.
Stakkars Nutidens Mændl Stakkars Nutidens Kvinder!
Den begavede Frue har imidlertid Ret, hvis hun med »hine
Kvinder", som ved sin fine Klogskab — List, ja, lad os kalde
det Kvindelist, sine Taarer, sit Koketteri, sin Letsindighed (man
mindes med Afsky Historiens sørgelig „berømte" Madamer) havde
større Indflydelse end Ministres Raad, hvis hun med »hine
Kvinder" mener de bedaarende, deilige Pragtblomster, som bøielige
og føielige viftede hid og did — »kom og pluk mig", hviskede
de — de smaa flagrende Sommerfugle, som kun syntes bestemte
til at elske og elskes. — Festrusets Kvinder, som kun hørte
sammen med „Wein und Gesang", de skjøre Nipsgjenstande —
det bløde Ler, som kunde formes som Manden lystede, mener
Fru Marholm-Hansson disse, saa har hun ikke sunget sin
Gravsang forgjæves, for de er en Mythe, de har været, de er væk
allesammen.
Og i vor Verden er der kommen en anden Fremtoning —
en ^anden Kvinde, en Kvinde, som har lært, at Livet ikke er
nogen Leg, ikke bare Poesi men ogsaa Prosa, at Livet er Alvor
— dystert Alvor — ogsaa for hende; som har lært, at hun for
at kunne leve dette Liv — leve — trænger en god Rustning —
fuld Udvikling (ingen overfladisk Forstandsudvikling), men
lødig Arbeide; har lært, at hun ligeoverfor Manden er Individ —
ikkr bare Kjøn —; har lært, at ogsaa hun er et Lem af den store
Familie, vi kalder Samfundet. Og, last but not least — at
der er andre Lodder at vinde i Livets Lotteri end det største
— Mandens Kjærlighed - ; har lært, at naar hun kommer forbi
den sidste Milepæl ind til de anede, store Muligheder, det da
ikke kommer an paa, om hun har været Hustru, Mor,
Elskerinde, men kun om hun har sat noget Merke — om der har
været nogen Mening i Livet.
At vor Tids Kvinde, arbeidende og selvhjulpen som liun er,
mangler den Charme, den føielige Hengivenhed, den
sanseberu-sende Magt, som Fru Marholm Hansson og ligesindede sætter
saa megen Pris paa, kan man villig indrømme; men om den
moderne Kvinde er vakrere eller styggere end „hine Kvinder«,
Fortidens Kvinder, ja se, det kommer vel nærmest an paa, med
hvilke Øine man ser paa hende.
Naar imidlertid Fruen mener, at Nutidens Kvinder ikke kan
hengive sig sjælelig og legemlig — kun elsker „forstandsmæssig",
maa man uvilkaarlig spørge: Hvorfor i Alverden skulde
Nutidens Kvinde elske l’orstaxxdsmæssig? Huix, som gjennem sin
Opdi’agelse — sin Udvikling — sit Ai-beide har det materielle
Rygstød, som befrier hende fra at gifte sig for at faa en
Forsørger, skulde hun behøve at elske forstandsmæssig?
Og finder hun ikke ofte netop under sit Ax’beide — sixi
Gjerning, Anledning til at træffe ham, hun sjælelig og legemlig kan
hengive sig til!
Mon ikke ogsaa den Mand og den Kvinde, som skal elske
og agte hinanden for Livet, er bedst tjent med at mødes i Livets
Alvor — ikke bare i Søndagsstemning; man har jo dog bare en
Søndag i hver Uge og seks Ai’beidsdage.
Men tilbage til Fru Marholm-Hansson.
Fru M. indi’ømmer, at Kvinden nu veier mere som Mængde
og Majoritet, men saa tilføier hun, „desto mindre veier den
enkelte,"
„Den anden Halvdel af vort Aarhundrede er fattigt paa
Kvindei*, som hæver sig i Relief mod lidens Baggrund", og videre:
„Vor Tids Kxxnstxierixider er lutter Middelmaadigheder, ingexi
Kvinde har havt nogen større Indflydelse i Politik — ingen har
udrettet noget ved sit Følelsesliv".
Skal vi ikke fortælle hende og ligesindede, at vi har havt
en Camilla Collett, exx Fru Gundersen, en Fru Sars–— og
mange, mange flere, som ved sin Individualitet, sit Følelsesliv
hæver sig taarnhøit over os andre — og rundt omkring i de
tusen Hjexn vilde hun vistnok kunne faa se, at Kvindex-nes
Udvikling ikke er skeet paa Følelsex’nes Bekostning. ]
Fortælle Fruen, at der ude i den vide, vide Vei’den findes
fuldt op af Kvinder, som har en ganske overordentlig Betydning
i Kunst, Literatur og Politik er vistnok faafængt. Fru Marholm
har sagt det, og saa maa det selvfølgelig væx*e: „De er exx Mythe."
„De findes ikke mere".
Olga S.....
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
