Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. Lørdag 25. Februar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
77
S
V._S’
’aaret var hun, saaret ind i Sjælens dybeste
Dyb. — Havde han ikke lovt hende, at det
aldrig skulde ske mere, og idag, knapt en Maaned
efter, det samme. Hvad skulde liun gjøre? Gi’ ham
Ringen tilbage? — Si’ ham, at hun ikke længer trodde
saa sterkt paa hans Karakters Fasthed, at hun turde
gifte sig med ham. Skulde hun? Jo mere hun
tænkte paa, hvad han havde gjort, jo sterkere fyldtes
hendes Sjæl med Harme — næsten Foragt. Havde
han ikke glemt hende over det, hun hadede mest
af alt i Verden, det, der havde været baade hans
og hendes Slegts Forbandelse, det, der havde bragt
saamegen Sorg, Skam og Elendighed over Slegten!
Hvor var de høie Løfter blit af? Ord! — tomme
Ord, ingen Handling; men det var Handling, hun
kræved. Nu skulde han faa føie, at hun, hun kunde
handle.
Hun kastede Ringen paa Bordet. „Din Arnold"
stod der. „Din Arnold". Hun gjentog Ordene. —
Ja hendes var han, hendes og ingen anden Kvindes,
det vidste hun. I det Stj’kke tvilte liun ikke paa
ham. Havde han ikke sagt, ikke alene til hende,
men ogsaa til hendes Veninder: „Edel eller ingen".
Og havde han ikke paa tusinde Maader vist hende,
at Ordene var ærlige og sande. Hun havde ogsaa
prøvet ham, — Orkede ikke gi’ sig hen til noget
usikkert. Dertil havde hun seet formeget af Livet.
Hun havde bragt ham sammen med de skjønneste
og aandrigeste Damer, hun kjendte. Med Glans
havde han bestaaet Prøven. „Bring mig sammen
med al Verdens Skjønhed og Aandrighed", havde
han sagt, „jeg elsker dig Edel, og kun dig". Og
hun vidste, at hvad han havde sagt dengang, det
kunde han med fuld Sandhed fremdeles si. —
„Din Arnold". Hun tænkte paa de deilige
Sommeraftener, de havde spaseret sammen ude paa hendes
Fars Eiendom. Hvor skjønt havde han ikke talt
til hende om Naturen. Det var som Bjerg og Dal,
Trær ’Og Blomster, Fugle og Insekter forvandlede sig
for hende ved hans Ord. — Aldrig havde Naturen
staaet for hende saa vidunderlig deilig, aldrig dens
„Ophav" saa uendelig stor. Aa, hvor hans Sjæl var
rig og skjøn. „Din Arnold". — Hun mindtes en
Uge saa smertefuld og dog saa deilig. Hun var syg
— farlig syg — —. Nat og Dag sad han ved hendes
Leie. De flk ham ikke bort derfra. Midt i
Sygdommen saa hun ham, den sterke Mand, i Graad,
saa ham knæle ned og raabe: „Herre tag fra mig,
livad du vil, kun ikke
hende!" — Aa, hvor
han var kjærlig og god,
og hvor han elskede
li ende! — Hun mindtes
en Vinterdag. De var
ude paa Ski sammen.
Uveiret kom over dem.
De kunde ikke finde
Veien tilbage, Time efter
Time arbeidede de sig
fremover, medens Sneen
piskede dem i Ansigtet
og gjorde dem næsten
blinde. Da orkede hun
tilslut ikke mere, men
segnede om i Sneen. Da
tog han baade hende og
Skierne paa sine Arm^.og’bar hende den lange Vei
til de traf Folk. Hun mindtes en Aften ude paa
den aabne Fjord. Uveiret overraskede dem igjen.
Hun skjalv af Rædsel, skjønt hun ogsaa gjaldt for
at være kjæk; men han, hvor rolig sad han ikke
der med et trodsigt Smil om sine Læber, som var
den en Leg for ham, Kampen mod de vrede Bølger.
— Aa hvor han var modig og kjæk — og hvor hun
elskede ham! — Hun mindtes de Aftener, hun havde
fulgt ham paa hans Foredrag. Hvor vakker og stolt
stod han ikke der paa Talerstolen, og hvor frit og
uforfærdet fremholdt han ikke sine Anskuelser. Hun
saa Ordene sænke sig ned i de mange Tilhøreres
Hjerter og tænde Begeistringens Ild derinde Hun
saa ham i Selskabslivet ved sin vakre Sang og
Musik samle Unge og Gamle om sig. — Og hendes,
hendes alene var denne Mand. Men nu skulde hun
skille sig ved ham for stedse, gi ham fra sig. —
Orkede hun det? — Nei hun orkede det ikke. Sagte
tog hun Ringen og satte den paa Haanden igjen;
men hun fik ingen Fred. Urolig drev hun frem og
tilbage.
Paa Komoden stod Morens Fotografi. Aldrig
liavdé det udtærede Ansigt forekommet hende saa
udtæret, aldrig de tungsindige Øine saa tungsindige.
— En Drankers Hustru! — Hun gyste uvilkaarlig
og vilde fjerne sig, men formaaede det ikke. Det
var som de tungsindige Øine ikke vilde slippe hende.
„Aa Mor", sa hun endelig, „jeg ved, hvad du vil si’
mig; men det nytter ikke, vi elsker hinanden saa
høit". Da syntes hun med et, hun hørte Morens
Stemme: „Din Far og jeg elskede ogsaa hinanden
liøit engang". „Ja men Mor, Arnold er saa god og
kjærlig, saa ædel og kjæk". „Din Far var ogsaa god
og kjærlig, ædel og kjæk den Gang jeg giftede mig
med ham, og der fandtes vist ikke et hyggeligere
Hjem end vort, før den forfærdelige Arv gjorde sig
gjældende. Jeg trodde aldrig din Far skulde bukket
under for den; men det skedde alligevel. Hvad jeg
led, var fortjent. Jeg burde vidst bedre og ikke giftet
mig med ham. Men mine stakkels Gutter. Aa
Gustav og Karl, hvor jeg har syndet mod Eder!"
Jo hun huskede dem Ord for Ord, disse
Morens sidste til hende — og de allersidste afbrudt,
hviskende: „Edel — Fædrenes Synder — straffes paa
— Børnene —".
Tankerne gik tilbage til Barndomshjemmet.
Den Tid, der for andre er saa lys og skjøn, havde
for hende været den mørkeste. Hun mindtes de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
