Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 9. Lørdag 4. Mars 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
83
Brødrene,
(Oversat fra Tysk).
(Forts.)
t Forsøg paa et Smil viste sig paa hans Læber.
Hvilken Lykke! mumlede han hurtig og gik foran de
andre ind i Dagligstuen.
— Far vilde endelig at jeg skulde bære Uniform,
hviskede Bruno til Broren og hostede.
— Ja, ja! Aandsfraværende stirrede Hermann et Øieblik
paa sine Omgivelser. Hvor ganske anderledes havde han ikke
tænkt sig alt, udmalt sig det paa den lange Reise! Derpaa be*
toges han af en unaturlig Lystighed; han begyndte ved
Aftensbordet at fortælle om Felttoget, hurtig, uafbrudt, som frygtede
han for at miste Traaden.
— Hvorfor har du ikke taget dit Jernkors paa? spurte den
gamle Weynitz, vendende sig mod Bruno.
Et hurtigt, kvalfuldt Blik veksledes af fire Øine.
— O, jeg glemte det i Hastigheden, kjære Far!
— Hvorledes kan en Soldat glemme et saadant Æresbevis!
sagde den Gamle, rystende langsomt paa det graa Hode.
Donnerwetter, jeg er stolt over at idetmindste en af mine Sønner
har bragt det med hjem.
Farens Blik gled henover Hermann, over det simple, mørke
blaa Uniformsklæde der omsluttede hans Førstefødtes kraftfulde
Skikkelse.
— Man har kastet kolossalt om sig med Jernkorset, sagde
Bruno sagte og pillede ved Borddugens Fryndser.
— Nu ja! Men jeg tænker Officererne i Staben — du var
dog Ordonantsofficer under hele Felttoget, Hermann!
— De gjorde alle deres Pligt, busede Bruno ud, i sin
Forvirring sigende det mest taktløse.
Et Sekund herskede Taushed, en forlegen, afskyelig Stilhed.
Faren merkede at han ved sine Spørsmaal havde saaret Hermann,
uden at have villet det. ’ Det er godt at du er her igjen
Hermann, og med hele Knogler!
Hermann nikkede venlig og forsøgte at smile, men formaaede
det ikke da hans Blik faldt paa Bruno.
Morens Øine vandrede forskende fra den ene til den anden.
Lore, som intet forstod, intet kunde forstaa, vilde fremfor alt
bryde Tausheden.
— O, sagde huu og lænede sig mod Brunos Skulder, jeg
ved hvor Jernkorset hører hjemme! Netop her over et tappert
Hjerte! Og næsten barnlig bøiede hun det slanke Legeme og
trykkede kjærtegnende Kinden mod sin Forlovedes Bryst
Bruno blev bleg. I nervøs Hast skjød han hende med begge
Hænder bort og sprang op fra Stolen.
— Lad være, Lore ! Her er–her er forfærdelig varmt!
Jeg vil faa et Glas Vand! Og han gik hurtig ud.
— Han er saa merkværdig idag, sagde Lore, idet hun
tappert tilbagetrængte en Taare og stødte i sin Forlegenhed en Kop
ned fra Bordet. Klirrende sloges den itu mod Gulvet.
Da man skiltes for at gaa tilro. beholdt Moren længe sin
ældste Søns Haand i sin.
-’- Din Haand er kold. Har du maaske forkjølet dig?
Han vendte Øinene bort.
— Se paa mig Hermann!
Han gjorde som hun bad, fuldt, stort, rolig. Kjærtegnende
strøg hun hans Haand. Du er min gode, sterke Hermann,
hviskede hun sagte.
— Godnat!
Sørgmodig begav hun sig til Hvile, og længe blev hun
liggende og gruble mellem Puderne. Moderøine ser skarpt. Hun
havde fundet det Saar som smertede hendes Søns Hjerte, og
vidste nu hvorfor hun ikke ret af Hjertet kunde glæde sig over
sin yngste Søns Forlovelse.
Langsomt havde Hermann opsøgt sit Soveværelse, et stort
Gemak, som engang havde været de to Brødres og Kusinens
Legeværelse. Han begyndte tankeløst at klæde sig af, trak efter
gammel Vane op Uhret og for gysende sammen ved den
klirrende Støi som Uhrkjeden foraarsagede, idet den faldt ned paa
Marmorpladen paa Sengebordet.
Vinden for susende gjennem de gamle Ege foran Huset. Han
satte sig paa Sengekanten og aabnede langsomt Laaget paa et
lidet Etui, som han havde taget ud af sin Reisetaske, og indeni
hvilket laa en simpel Guldring med en stor Turkis.
— Drømmer! mumlede han sagte.
Hvad havde han egentlig tænkt sig? Hvad havde berettiget
ham til at tro, at han engang skulde sætte denne Ring paa
Lores Finger? Intet, ingen Verdens Ting! Hvorfor skulde da
ikke Lore elske Broren ? Ham havde jo alle Mennesker bestandig
holdt af — og han selv? Nu, han havde jo ogsaa elsket Bruno.
Havde! Havde! Altsaa nu ikke mere? Hvad kunde da Broren
gjøre for at den unge Piges Hjerte var tilfaldt ham? Hvorledes
kunde han, Hermann, sørge over en Kjærlighed som aldrig
havde tilhørt ham, som altsaa heller ikke nogen Tiavde røvet
fra ham!
Og dog snøredes hans Bryst sammen, ganske som om den
unge Pige var revet fra ham, som om hun engang havde været
hans Eiendom. Om nu ikke Bruno var kommet hjem? Om
han havde fundet Døden ved St. Privat? Han for gysende
sammen ved den hæslige Tanke der paatrængte sig ham.
Hvor smuk hun var, den søde lille Pige, hvor Øinene
forekom ham endnu større, endnu mørkere under de fine Bryn!
Han sprang op, hans Blod kogte. Den unge Pige i hans
Brors Arme! Vilde han gjøre hende lykkelig, han . . . Kujonen!
Hvorledes kunde en Mand der aldrig var en Mand, gjøre Lore
lykkelig!
Nogen bankede paa Døren. Hermann saa op med vidt
opspilede Øine.
— Hvem der?
Langsomt aabnedes Døren. Bruno! Med Haaret uordentlig
faldende ned over Panden, med slappe og blege Ansigtstræk, med
feberglinsende, store, brune Øine, saaledes stod han der.
— Hermann, sagde han sagte og famlede med Fingrene ved
Skjortekraven, som var den for trang. Jeg kan ikke længer
udholde det — Afskyen for mig selv! Jeg troede det var
overvundet, men nu da jeg ser dig igjen, vælder alt atter op i mig,
som skulde jeg kvæles.
Hermann betragtede Broren taus, derpaa sænkede han Blikket.
Ligeoverfor denne Sjælekval forsvandt alt hvad han selv netop
nu havde følt. Hans Ædelmodighed vaagnede. Han greb begge
Brunos Hænder og trak ham ned paa en Stol. — Du maa
overvinde det. Du maa komme over det, om det er aldrig saa svært.
Livet ligger for dig og — Arbeidet. Klamre dig fast ved det!
Det forekommer mig som om jeg var ti Aar ældre end dig.
Hold Hodet liøit! Du kunde dog tidligere tage Livet let.
Bruno rystede paa Hodet. — Du mener jeg skulde sone
gjennem Arbeide. Sone? Et Ammeeventyr! Har du en
Trylledrik mod Pletter paa Sjælen?
— Ja; Tiden og en ærlig, fast Vilje! Og forøvrigt —
— Ja, forøvrigt ved intet Menneske derom, faldt Bruno ind,
og strøg det uordentlige Haar bort fra Panden.
Hermann stirrede grundende mod Jorden. Det var altsaa
Brunos Trøst! En Lykke for ham! Og alt det som han selv
havde gjennemkjæmpet dengang ved Leirilden, følte han intet
af det!
— Og saa, sagde Bruno, mens hans tidligere muntre Ansigt
lidt efter lidt arbeidede sig ud af de sørgmodige Folder, saa har
jeg jo hende, Lore, min Brud!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
