Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 24. Lørdag 17. Juni 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
234
URD
Men omend vor Mission har skudt rask Vekst,
saa har dog Gjerningen været tung og vanskelig for
vore Missionærer. Der stod f. Eks.
Londonermissionærerne med sin rige Pengeforsendelse, vore maatte
se at naa Maalet med ringe Midler, hvad der ofte
gav dem mindre Anseelse i de Indfødtes Øine; saa
Skuffelse der, hvor de havde haabet saa godt,
Modstand af Hedninger og Modstand af Katholiker,
overvældet af Arbeide og nedbrudt af Feber — jo det
har nok været under Vanskeligheder og Trængsler,
de har naaet sit Maal. Mange er ogsaa lagt i en
tidlig Grav derude. Og de som kommer hjem for
at hvile ud, se paa dem om de ikke bærer Spor af
den Kamp, de har staaet i. Er Seieren stor, saa
har ogsaa Arbeidet og Striden været stor.
Der er i disse Aar, som Missionen har bredt sig
ud paa Madagaskar, foregaat en stor Forandring i
civilisatorisk Retning, ikke alene de kristne hæves,
men ogsaa de Hedninger, som kommer i nærmere
Berørelse med Kristendommen. Usædelighed tærer
dog som en Pestbyld paa Folkelivet, det gaar ikke
saa let at faa den rette Afsky for en Synd, man
tidligere ikke havde Øie for var galt. Her gjaldt det
især at hæve Kvinden, at indprente hos hende sædelig
Renhed og Agtelse for Ægteskabet.
Der udførtes vistnok mangt stille Arbeide af
Missionærernes Hustruer ligeoverfor de unge Piger
de havde i sin Tjeneste og de Kvinder de kom i
Berørelse med; men Forholdene i de Indfødtes
Hjem var saa nedbrydende. Skulde noget ordentligt
kunne udrettes her, maatte de smaa tidlig komme
bort fra sine Hjem og vokse op i en ren Luft under
kristelig Paavirkning.
Det var Dr. Borchgrevinks Frue, som især havde
Øie for Betydningen af, at der gjordes noget særligt
for Kvinden paa Madagaskar, og hun fattede den
Plan at aabne et Hjem for de smaa. Hun havde i
en Række af Aar været en dygtig Lærerinde
herhjemme, hun havde Børnene meget kjær og havde
dertil en særegen Evne til at vinde Indflydelse
over dem.
Da Hovedbestyrelsen gik ind paa hendes Plan,
og hendes Mand ikke alene bifaldt den men ogsaa
støttede hende i Gjerningen gik hun trøstig til
Arbeide. Men det vil de været vanskeligt om ikke umuligt
at tage dette op saa snart, havde hun ikke fundet
en madagassisk Kvinde, Rasoamialy, som var hende
til stor Hjælp med Børnene.
Fru Borchgrevink siger om denne sin .Gjerning:
Det er det store Haab vi har for vore Børn, at de,
naar de forlader os skal danne kristelige Hjem og
saaledes lyse ud i Mørket. Det er jo Kvinden, der
giver Hjemmet sit Præg, og om Herren lader vore
Forhaabninger gaa i Opfyldelse, saa vil meget være
vundet for Madagaskar.
Søgningen til Asylet blev snart meget stor, idelig
maatte Antallet af de optagne øges, og Fru
Borchgrevink maatte faa Hjælp fra Hjemmet, idet et Par
Kvinder drog ud for at bistaa hende som Lærerinder.
Disse har ofte i sine Breve beskrevet det smukke
Liv som her førtes med den store Barneflok under
Guds Ords Tugt og Formaning. Vi faar deraf se lidt
af Ordets Virkning paa Barnehjerterne, hvordan deres
Hjerter varmes af Kjærlighed og hvordan deres
Samvittighed blir øm, saa de frygter for at gjøre Synd.
(Forts.)
Brødrene.
(Oversat fra Tysk).
(Forts.)
an ved intet om mit Besøg her.
— Nu, saaledes — sagde Fyrst Sissi med en
utro-| lig hovmodig Mine og trak paa Skuldrene.
Hermann følte, hvorledes Blodet kogte i hans
Aarer; men han tvang sig med Magt til at være rolig.
Lod han Heftigheden raade, tabte han kun Spillet.
— Deres Durchlauchtighed behager at være meget lakonisk.
Godt, saa vil jeg forklare Dem Grunden til min Handlemaade
paa en anden Maade. De er allerede i lang Tid kommet meget
hyppig i min Brors Hus; De søger overalt min Svigerindes
Selskab — vi talte sammen derom den første Dag vi gjorde
hinandens Bekjendtskab. Fyrsten for øiensynlig sammen; men han
afbrød dog ikke Hermann.
— Jeg ved, fortsatte denne, at min Svigerindes Rygte lider
herved, jeg ved ogsaa, at min Brors Finantser er i Uorden, at
han ikke er istand til ved egne Midler at betale sin Gjæld. Jeg
kan nu give ham Summen, for at han kan gjøre sig moralsk
fri for Dem, anmode Dem om at ophøre med Deres Besøg i hans
Hus eller idetmindste indskrænke — jeg beder, jeg er endnu
ikke færdig — —.
Fyrsten var imidlertid sprunget op.
— Saa langt er alt godt. Men den krænkede Ægtemands
Rolle er svær at gjennemføre, naar man har Forpligtelser
ligeoverfor sin Hustrus Tilbeder; ja, det er umuligt, uden at Fruen
selv klarer alt, og denne Frue, som er opvokset sammen med
mig som en Søster, denne Frue, Durchlaucht, maa skaanes.
Der indtraadte en Dødsstilhed. Hermann havde ogsaa reist
sig.
— Og om jeg nu ikke vil indrømme Dem Deres Beskytterolle,
Hr. von Weynitz?
— De maa, som en Mand af Ære!
Der undslap Fyrsten en russisk Ed. Jeg maa ? Jeg vil ikke
maatte. Jeg har aldrig i hele mit Liv maattet gjøre noget
jeg ikke ønskede.
— Men jeg vil det, Deres Durchlauchtighed!
Hermann talte rolig; hans graa Øine var gjennemtrængende
og iskoldt fæstet paa Fyrsten, og denne havde en ubehagelig
Følelse af Modstanderens hensynsløse Viljekraft.
— Jeg spørger endnu engang, hvor høi er Summen?
— Det ved jeg ikke, svarte Fyrsten, idet han som et
egensindigt Barn vendte ham Ryggen.
— Jeg beder om Overholdelsen af de i vore Kredse
aner-kjendte Former, lød det skarpt for hans Øren.
Russeren følte at han mistede Herredømmet over sig selv.
— Jeg negter at give enhver Oplysning!
— Godt. Da fordrer jeg af Dem, at De uden Opsigt
afbryder Deres Besøg i min Brors Hus og forlader Berlin saa hurtigt
som muligt.
— Med hvilken Ret? spurte Russeren spottende.
— Med den Ret som tilkommer en Mand af Ære, der
forsvarer en Dames Rygte!
Fyrst Sissi blev bleg; men pludselig slog han fuldstændig
om; ethvert Spor af Vrede forsvandt fra hans Ansigt, skjønt
Harmen endnu kogte i hans Aarer, og han sagde langsomt:
— De er det bedste Menneske som jeg endnu har mødt!
Hermann bukkede, idet han smilte spotsk, men tabte dog et
Øieblik Fatningen. — Jeg takker Dem for Deres gunstige
Mening! Hvad er Deres Svar paa mit Spørsmaal? Ja eller Nei?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
