Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 24. Lørdag 17. Juni 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
235
— Og hvis jeg sagde nei?
— Saa vilde jeg tvinge Dem til at føie mig.
— Hvorledes i al Varden?
— Naar det jeg har sagt Dem lige op i Ansigtet ikke er
tilstrækkeligt, saa vil jeg gjentage det i Vidners Paahør og gjøre
Dem umulig. Jeg er ikke bange for noget Middel.
— Ak, De vil veksle Skud med mig, døde mig? Meget
godt! Men jeg vil ikke slaas med Dem !
— Durchlaucht! At bruge Næven er gement, men —
Ikke mere Herre over sig selv stod Hermann pludselig foran
Fyrsten. Denne betragtede ham fremdeles ligesaa rolig som før,
uden at der vistes Spor af Ophidselse i hans Ansigt. Et Sekund
troede Hermann at befinde sig foran en Vanvittig.
Russeren stod og stirrede paa den høire Haands Negle og
sagde saa:
— De kan gjøre hvad De vil. Jeg lader mig ikke foreskrive
noget, idetmindste ikke af et Menneske som ikke har ret dertil.
Men den Forsikring gjør jeg Dem: jeg vil ikke paa nogen Maade
lade mig tvinge til at duellere med Dem, fordi — nu fordi De
forekommer mig for god til at skydes ned, og jeg selv for ringe
dertil.
Hermann sænkede afvæbnet Hodet.
— Forresten — holder De mig virkelig for lav nok, begyndte
Fyrsten atter, til for nogle tusind Thaiers Skyld at tage mig
Friheder ligeoverfor en Dame som Deres Svigerinde?
Hermann svarte ikke. Han greb langsomt som i Drømme
efter Hue og Hansker og forlod Værelset uden at hilse. I sløv
Grublen, som ikke gav Rum for en klar Tanke, naaede han sin
Bolig. Ankommen did tog han sig saameget sammen at han
kunde skrive til sin Bror. Han meddelte ham Samtalen, tilbød
ham den fornødne Sum til Gjældens Betaling, og besvor ham
ved hans Ære at aflægge en fuldstændig Tilstaaelse for Lore.
Paa den Maade kunde endnu alt blive godt.
En Dame ønsker at tale med Deres Durchlauehtighed, meldte
Kammertjeneren.
F3rrst Sissi sprang op. Værelset var halvmørkt; han havde
siddet og drømt.
— Hvem er det? spurte han kort.
Damen vilde ikke sige sit Navn.
Da traadte en mørk kvindelig Skikkelse ind i Værelset. —
Undskyld mig et Øieblik, til jeg har tændt Lys! Og idet han
rev en Tændstikke af, brød han sit Hode med hvem det vel
kunde være.
— Saa, jeg beder endnu engang om Undskyldning! Hvem
har jeg den Ære at tale med?
Han nærmede sig med en Hilsen den fremmede Dame, der
endnu stod nede ved Døren skjult i et tæt Slør. Efter Holdning
og Dragt at dømme maatte det være en Dame af den fornemme
Verden.
— De vil blive forbauset oveç at se mig her i Deres
Leilighed, Durchlaucht.
— Fru von Weynitz! stødte han i sin maalløse Forundring
frem, idet han stirrede paa Lore, der langsomt slog Sløret tilbage.
— De kan nok tænke Dem, at kun ganske usædvanlige
Forhold har bragt mig til at foretage dette Skridt.
Lores Ansigt var alvorligt og blegt; om den ellers saa bløde,
fine Mund trak der sig to dybe Folder.
— Vil De ikke tage Plads, naadige Frue?
— Nei Tak. Hvad jeg har at sige, lader sig bedre sige
staaende. Min Svoger var hos Dem idag ?
Nu vidste Fyrsten alt. Dette Brushode vilde altsaa for
enhver Pris sætte sin Beslutning igjennem!
— Min Svoger har meddelt min Mand Indholdet af den
Samtale som har fundet Sted imellem eder idag, og denne har
anseet det for sin Pligt at tilstaa alt for mig.
— Jeg har ikke ret til at betegne hans Handlemaade med
det Navn den fortjener.
Lore smilte smertelig. — Hvis min Mand ikke umiddelbart
efter denne Meddelelse, som Følge af en hemmelig Ordre, liavde
været nødt til ufortøvent at reise til Paris, saa vilde naturligvis
ikke jeg staa her i hans Sted, sagde Lore med lav Stemme, paa
hvis Klang man hørte den Ophidselse som herskede i hendes
Indre.
Fyrsten bukkede. Hvor hun var smuk!
— Hvad jeg har følt ved min Mands Tilstaaelse, det
vedkommer ingen anden. Den Beslutning stod imidlertid straks
fast hos mig, at jeg intet Minut vilde lade gaa unyttet hen, inden
jeg bortvaskede hele dette Forholds Skamplet af mit og min
Mands Navn. At bede min ædelmodige Svoger om Hjælp, det
forbød min Stolthed mig. Han har sandelig gjort nok.
— Fru von Weynitz! lød det for hendes Øre med en blød,
næsten ydmyg Barnestemme.
— Jeg beder Dem, lad den rørende Tone fare, Fyrste! Lad
os holde os til Sagen! Hvor stor er min Mands Gjæld ?
— Og det siger De til mig? udbrød F}rrsten og kastede sig
oprørt ned paa en Stol.
— Nu ja! Jeg vil forøvrigt ikke gjøre Dem nogen
Bebreidelse — jeg har selv feilet. Men der stod ingen ved min Side,
og enhver Kvinde kan være svag hvor hun tror at finde en
uegennyttig Tilbedelse.
— Og De tror ikke mere herpaa, Lore?
Hun svarte ikke. En Stund herskede der en uhyggelig
Stilhed mellem dem.
— Jeg ved ikke, pressede hun endelig frem, mens hendes
Haand greb fat i Dørposten, som om den søgte et Støttepunkt.
Pludselig stod han lige foran hende, og idet han tog hendes
Haand, denne kolde, skjælvende Kvindehaand, førte han hende
hen til en Stol.
— Tag Plads, jeg beder Dem!
— O, det er saa overvældende hvad jeg har oplevet i de
sidste Timer! Og som knækket sank hun ned paa Stolen.
Derpaa, idet hun paa engang rettede sig høit op, sagde hun med
skarp Stemme:
— Vil De sige mig Summens Størrelse, Fyrste!
Denne gik langsomt hen til Skrivebordet, trak en Skuffe
ud, bladede i nogle Papirer, og traadte hen til Lore idet han
lagde en Del Papirer sammen.
— Her er Deres Mands Gjældsbevis, som han mod min
Vilje har paatvunget mig.
Lore strakte Haanden ud efter dem. Da raslede det mellem
hans Fingre — med en hurtig Bevægelse rev han Papirerne i
Stumper, og Resterne faldt langsomt ned paa Tæppet.
Først forstod ikke Lore Betydningen af denne Handlemaade,
hendes Blik fæstedes forvirret ved hans Ansigt, der syntes at
forraade en vild Kamp. Det varte dog kun et Øieblik, da
begreb hun alt.
— O det er afskyeligt! raabte hun, idet hun udstrakte
Hænderne ligesom afværgende.
Som om en Lynstraale havde truffet Fyrsten sank han
sammen og kastede sig paa Knæ. — Lore, ved Himlen, det er
formeget ! stønnede han. Hav Medlidenhed med mig, med min
Sjæl, som tilhører dig! Har jeg nogensinde villet andet end
nyde din Nærværelse, høre din Stemme, se dit Ansigt? Er der
nogensinde kommet et Ord over mine Læber som har sagt dig,
hvor jeg i Aarevis har elsket dig, ja indtil Vanvid ? Og nu
— hvilken Afskyelighed har jeg nu begaat ?
— For Himlens Skyld staa op!
(Forts.}
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
