Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 27. Lørdag 8. Juli 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
269
Huordan fjernes ßynker?
"vi
er et Spørsmaal, hvis Besvarelse ^ i vor travle Tid,
Rynkernes Tid kan man gjerne sige, sikkerlig vil
interessere mange. Vi tror derfor det vil have sin
Nytte og Interesse at gjengive en Del af en Artikel
i „Sundhedsbladet", der behandler dette „aktuelle"
Emne. Dette saa meget mere som denne Artikel er
meget interessant og giver saavel et Overblik over
Rynkernes „Historie" som praktiske Raad om
hvordan de kan undgaaes eller fjernes, naar de allerede
er der.
— Rynker er langt mere interessante, begynder det ærede
Blad, end man i Almindelighed antager; hver Rynke har sin
egen Historie, den er Resultatet af lang Tids Vekst og Udvikling.
Rynker er ofte et Kunstprodukt, de kommer ikke af sig selv;
vi fremelsker dem, ligesom vi sætter en vis Frisure paa Haar
og Skjæg. Det Menneske, som sætter sit Haar eller skiller det
paa en vis Maade, fremviser derved et vist Karaktertræk; ligesaa
gjør den, der fremelsker Rynker af en vis Slags.
Rynker kommer indenfra. De har ganske vist deres Sæde
i Huden, men deres Rod sidder i Hjernen. Der er ligesaa mange
Slags Rynker til, som der er forskjelligartede Karakterer; thi
Rynkerne er ligefrem Furer i Huden fremkaldt af bestemte og
vanemæssige Ansigtsudtryk.
I og under Ansigtshuden er der en stor Mængde smaa
Muskler, som man gjerne kunde kalde for Udtryksmuskler. Nogle
ligger udelukkende i Huden, andre er fæstede med den ene Ende
til Huden, med den anden til Ansigtets Benbygning. Gjennem
mangfoldige Nervebaner, som sætter Musklerne i Rapport med
Hjernen, gaar der over Ansigtets Udtryk et evigt vekslende
Panorama, som nøiagtigt svarer til de forskjellige Følelser og
For-standsimpulser, som findes i Sjælen. Visse Muskler er f. Eks.
saaledes fæstede til Kanten af Næsen og Overlæben, at de ved at
trække sig sammen løfter Næsevingen og Næseborene paa en saadan
Maade, at Ansigtet faar Udtryk af Foragt. For altsaa at kunne
give sit Ansigt et Udtryk af Foragt, er det nødvendigt at
sammentrække denne Muskel (Levator labii superioris alaeque
nasi). Den Person, der har for Sædvane at gaa i en saadan
Sindsstemning, der udtrykker Foragt, og som derfor holder hin
Muskel i en vis Kontraktionstilstand, kan gjøre det saa længe,
indtil denne Muskel bliver saa kraftigt udviklet i Forhold til
andre Muskler i Ansigtet, at Udtrykket bliver stadigt, idet Huden
antager en vis Stramhed.
Vrede og Gnavenhed fremkalder Rynker i Huden mellem
Øienbrynene. De danner lodrette Furer. Bekymring, Modgang
og andre sørgelige Sjælstilstande kan fremkalde noget lignende.
Dersom disse Følelser stadig er tilstede, giver de sig tilkjende
ved disse lodrette Furer mellem Øienbrynene, hvorimod
Godhed, Mildhed og Venlighed har Tilbøielighed til at fremkalde
vandrette Rynker tversover Panden. Gaar inan i stadig
Bekymring og er gram i Hu, faar man ogsaa Rynker, som løber nedad
fra Mundvigene. Vanemæssig Hypokondri faar alle Ansigtets
Linjer til at vise nedad, medens Elskværdighed og Munterhed
trækker Mundvigene opad og faar Ansigtslinjerne til at trække
opad.
Man kan ikke sige, at Rynker er fuldstændig unyttige; de
fortæller uhyre meget; men i Betragtning af dette, er man ogsaa
straks klar over, at det ikke er alle Slags Rynker, der er lige
ønskelige. Et Smilehul er egentlig en Rynke, men ingen har
noget imod det. Saaledes synger f. Eks. Milton med stor
Begeistring om „pyntede Smil,
som hænger paa Kinden af Gudinden Hebe
og elsker i et Smilehul at leve."
(Forts.)
Rugehøns og Kyllinger.
ugehøns maa fremfor alt have Ro, og kan man ikke
skaffe dem en god, stille Plads, kan man ligesaa
godt opgive Tanken paa at faa Kyllingerne
udklækkede. Stille og mørkt vil Hønen have det, og bliver
hun forstyrret, gaar hun undertiden fra det alt
sammen. Det gjør intet om Pladsen er trang. Varmt
vil hun ogsaa have det, men ikke for varmt.
Inden man lægger Eggene, bør man se efter om de er
befrugtet. Dette sker paa den Maade at man holder dem frem
foran en Flamme; i de befrugtede vil man da opdage et mørkt
Punkt. Rugehønen bør lægges langt væk fra de øvrige Høns,
saa ikke disse, ifald nogen af dem skulde faa Lyst til at skaffe
sig Familie, jager denne hort fra Eggene. Mad og Vand maa
gives den til bestemte Tider.
Jo tidligere man kan lægge Hønsene, desto bedre; sent
klækkede Kyllinger bliver sjelden kraftige. Den bedste Tid er fra
Begyndelsen af April til Slutningen af Mai. Men lader man
Hønsene ruge tidligt, siger det sig selv, at man ogsaa maa sørge for
varmt Rum til dem. Allerbedst lykkes nok Rugningen naar
Hønen faar værpe og danne sig Bo hvor hun behager; men denne
Frihed kan jo ikke altid tilstedes. Imidlertid hænder det nok
ogsaa at en Høne forsvinder og ansees for tabt, et Rov for Høgen
eller Ræven, men om nogen Tid kommer tilbage, stolt tronende
i Spidsen for en liden Trop gule, dunede Unger.
Vil man ikke lade en Høne ligge, pleier Lj’sten til at ruge
forsvinde, naar man dypper Bagkroppen i koldt Vand.
Mad fadet skal være indrettet saaledes at Kyllingerne kan
komme ned i det blot med Nebbet. Faar de Mad i en Skaal,
tramper de den blot ned eller slaar den ud. De første Uger
giver man Kyllingerne haardkogte, hakkede Eg; men senere faar
de Korn og fremfor alt sød Melk, hvoraf de vokser hurtig og
trives vel. God, kraftig Næring er den første Betingelse for at
de kan blive gode, produktive Høns Naar de er blevet lidt
større, og man vil fede dem, er billige Risengryn de bedste; faar
de saa Melk til, og man lader dem springe ude i det Grønne,
behøver man ikke at give dem noget andet til Fedning. Men Frihed
maa de have fra første Stund, skal de blive kraftige og haardføre.
Følgende sammendragne Regler bør følges ved Udklækningen
og Kyllingernes Fodring. —
1. Den liggesyge Høne skal lægges paa Eg saa snart som
muligt; faar den ikke ligge mens den er ivrig, kan man resikere
at den forlader Eggene inden Tiden er inde.
2. Til Rugeeg tages de største Eg man har, og aldrig Eg der
er mere end fjorten Dage gamle, ellers har de let for at raadne.
3. Man skal aldrig lade Hønen ligge paa flere Eg end hun
godt kan dække. En stor Høne kan ligge paa 12 — 13 Eg, en
mindre blot paa 9—10, en Kalkunhøne paa 20 22 Hønseeg.
4. Man maa aldrig skræmme Liggehønen.
5. Liggehønen skal have Mad til bestemte Tider, og mens
den æder, ser man efter hvordan den har det i Redet.
6. Har Kyllingerne vanskeligt for at komme ud af Egget,
kan man i Nødsfald hjælpe dem.
7. Kyllingerne maa først blive tørre under Moren og hente
lidt Kræfter inden man giver dem Mad.
8. Man maa ikke tage dem i Haanden uden høist nødvendig.
9. Kyllingerne skal mades til bestemte Tider og ei for
meget ad Gangen; gamle Levninger maa fjernes inden man giver
dem nyt Foder; sur Mad er Gift for de Smaa.
10. Liggehønsene maa ikke have sine Reder for nær
hinanden; under Liggetiden er de nemlig meget trættekjære og kan let
komme til at forstyrre hinanden.
13. Saa længe Kyllingerne er smaa, bør de ikke være i
samme Hus som de gamle Høns; Uddunstningen fra disse er
nemlig for sterk for dem.
14. Se efter alting selv, og stol ikke paa andre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
