Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- No. 28. Lørdag 15. Juli 1899
- Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
272
U n D
dybt religiøse Digte: Livets ægte Tone har noget
at sige alle; den kan lyde i Mol eller i Dur, i den
lyseste Sopran eller den dybeste Bas, den smelter
dog sammen med den store Livets Variant i vort
eget Bryst til en eneste skjøn Komposition. —
„Har du Toner fornummet af Livets Musik,
har der sitret engang
gjennem Sjælen en Sang,
som hver Streng fik i Fryd til at bæve?
Har du følt det engang i et svimlende Blink,
i en frydefuld Stund,
i et herligt Sekund,
hvad det egentlig er, det at leve?
Saa har Evigheds Dag kastet Glimt i din Sjæl,
i et blinkende Lyn
har dit Aandsøies Syn
seet Straaler af Lyset og Livet.
Har engang du tilfulde følt Tomhedens Gru?
Har dens kvalfulde Savn
taget helt dig i Favn?
Saa kan Evigheds Nat du vist ane".
*
„Til beslægtede Sjæle" udkom 1892. Den var
ledsaget af et varmt Forord af Professor L. Dietrichson
og fik en udmerket Anmeldelse saavel i
Hovedstadspressen som i Provinsbladene og i den svenske
Presse. Derpaa fulgte „Gransus". Ogsaa her møder
man den samme Kamp som i „Til beslægtede Sjæle",
den samme dybe Trang efter Forstaaelse, det samme
Raab efter Renhed, efter Fred — efter Gud. Farven
i denne Bog er maaske en Nuance dybere, Tonerne
kommer ligesom mere fra Livets Schakter, men oftere
er det ogsaa som den prøvede Sjæl bryder ud i
stille Fortrøstning. —
„Ikke endnu, ikke endnu!
jeg forstaar det jo og tier.
Ikke endnu, ikke endnu 1
Jeg forstaar det jo og — bier".
eller som et deiligt Haab holder paa at spire —
„Jeg føler det næsten med Vished, min Gad,
at nu noget godt du for mig har tænkt ud.
Forventningsfuldt spørger mit Hjerte: livad nu?
Men stilner saa atter: du ved det jo, du!"
Mens Vishedens jublende Seiersang et andet Sted
bryder ud, fuldtonende og sterk —
„Jeg skjønner det ja,
da Solstraalen uventet spillede ii.d. —
Med jublende Vished igjennem mit Sind
det tonede da:
Du Kveldsolens første Gangs Hilsen isommer,
jeg ved nok, hvorfra og hvorfor du nu kommer.
Du kommer med Bud
og Hilsen fra Gud,
at Bønnen til Faderens Hjerte er naaet,
at Barnet tilsidst har Bønhørelse faaet".
Efter „Gransus" følger „Kvinders Sange", der i
sin Helhed maaske ikke naar op til de to foregaaende,
men hvor der dog er meget af fin og ægte Skjønhed.
Vi vil blot nævne Digte som: „Nemesis er det som
kommer" og „Nei søgt dig, hvor skulde jeg søgt dig?"
Om „Kvinden I" og „En Sjæls Historie", som
derpaa fulgte, skriver en svensk Anmelder bl. a. —
Författarinnans lyrik är äfven här starkt mättad
med reflexionselement och får härigenom en viss
tyngd, som icke alltid främjar det fria, poetiska
in-trycket; men på samma gång fängslas man oftast af
innehållets höga idealitet ock gläder sig åt toner,
som kommit från hjärtat samt äro uttryck för en
ren och upphöjd lifsåskådning. Det händer och ej
sällan, att sångsättet blifver rent lyriskt och gör ett
intryck af omedelbarhet, låt vara att det kontemplativa
draget merendels är förherskande — — — —.
Med „En Sjæls Historie" er Karen Nilsens
Produktion foreløbig afsluttet. Punktum Finale er dog
sikkerlig endnu ikke sat. Men en Natur som Karen
Nilsen maa ikke forceres. Hun maa have Ro, Ro
til at leve sit eget Liv fuldt ud.
— Hvad jeg skal skrive om, det maa have ligget
en Stund hos mig, i Almindelighed en meget lang
Stund, siger Jonas Lie etsteds. Mon ikke Karen
Nilsen vilde sige det samme? Mange Digtere kan
rives med af et Øiebliks Stemning. Hos Karen
Nilsen maa Digtningen være den dybe Strøm der
vælder op i hendes eget Indre. Tid og Rum for
denne Strøm, saa den faar gravet sit eget Leie, bane
sig sin egen Vei, og stadig danne sig en smukkere
og fuldkomnere Form.
Brødrene.
(Oversat fra Tysk).
(Forts.)
ermann lod langsomt Brevet falde ned, idet Tankerne
forvirret gjennemkrydsede hans Hode. I Timevis blev
han siddende ubevægelig, grublende mørk hen for sig.
Hvad skulde han gjøre? Doktorens Meddelelse havde
vakt tillive alt hvad Familietradition og hans hele
Opdragelse havde nedlagt hos ham af Stolthed og Fordom.
Turde han indføre en Pige, af en saadan Herkomst, som sin
Hustru i sin Fars Hus? Og selv om han overvandt alle disse
Betænkeligheder, turde han saa sætte denne unge Pige, som
neppe havde lært at opfylde en Husfrues simpleste Pligter, i
Spidsen for en Husholdning hvis Bestyrelse fordrede en i de
tusinde Forpligtelser erfaren Herskerinde? Han maatte leve som
en simpel Godsforpagter, hvis han vilde beholde Godset — var
da en kvindelig Læge den rette Medhjælpex-inde ?
Bag denne Tanke krøb han i Skjul for sig selv, og med den
bragte han til Taushed en Stemme der stadig hemmelig atter og
atter raabte til ham: vær ingen Nar, vær et frit Menneske —
hun er en ren, ædel Natur, hvorfor bekymrer du dig da om
hendes Herkomst!
Nei, nei, han maatte ikke give efter, det gik ikke an!
I denne Sindsstemning besvarte han hurtig Doktorens Brev.
Han havde en dunkel Anelse om at en længere Overveielse kunde
bringe ham til at vakle i sin Beslutning. Han fortaug ikke at
den uventede Meddelelse havde bedrøvet og forskrækket ham,
men han lagde Hovedvægten paa Stillingens Forhold. Han havde
ingen Bet til at knytte en ung Piges Fremtid til sin, uden at
vide hvorledes denne vilde blive.
Brevet var færdig og bragt paa Posthuset; men det røvede
Søvnen fra hans Øine i de følgende Nætter, og han havde en
Følelse, som var der en dunkel Kçog indeni ham som han ikke
turde oplyse uden at maatte rødme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 23:08:22 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/urd/1899/0282.html
