Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 28. Lørdag 15. Juli 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
a K u
Efter nogle Dages Forløb modtog han et Brev — det var
hans eget. Nedenunder stod med store, tydelige Bogstaver:
Læst! Edda Heim.
Han følte sig tilmode, som havde han faat et Slag.
Afskylig! Fornærmende! Med sandt Baseri kastede han sig
over Forretningerne, og naar der trods alt dog opstod
Betænkeligheder hos ham, hvorvidt han ogsaa havde handlet ret, og han
tænkte paa hin Dag i Griinewald, da saa han op paa Forældrenes
Portrætter og mumlede: Jeg skyldte eder at gjøre det. Men
han blev ikke lettere om Hjertet.
Endelig hensank han i enslags Sløvhed; han klamrede sig
til de Pligter som hans Navn og Stand paalagde ham, og som
han skyldte Bruno og Lore at opfylde Idet han kun med
Anstrengelse bar Hodet høit, gik han med et strengt Udtryk i
Ansigtet henover Gaard og Marker, overalt selv tagende Del i
Arbeidet, mens han nægtede sig de mest beskedne
Fornødenheder. Men der kom dog bestandig atter ensomme Timer, i
hvilke han mod sin Vilje maatte indrømme, at der fandtes et
ømt Punkt i hans Hjerte og hans Samvittighed.
Det var den anden Vinter Hermann tilbragte i Weynitz.
Den brune Hede og den store Granskog, som Vinden susede hen
over — alt var dækket med de paa hinanden liggende Snefloker,
og det vedblev at sne uophørlig, som gjaldt det at begrave alt
og jevne alle Høider og Dyb. Stormen jagede Sneen afsted uden
Ophør, snart virvledes den omkring et af Husets Hjørner, snart
op i Luften lige til Toppen af de høie Trær derhenne ved Sjøen.
Aftenskumringen begyndte at sænke sig nedover Landskabet;
for sidste Gang flammede et gyldent Sollys op bag Høiden ved
Heden, som hilste en lysende Kjæmpehaand velsignende henover
Jorden.
Hermann stod i Farens fordums Arbeidsværelse og saa
tankefuld ud af Vinduet paa den trøstesløse Ørken. Saaledes havde
han staat en Timestid med Armene korslagte over Brystet.
Hvilken ynkelig Kamp for Tilværelsen! To Krager kjæmpede
rasende med hinanden om en Brødskorpe; Fjærene føg omkring
dem, men saa Høi den ene beseiret og høit skrigende bort.
Overalt den samme Kamp, Hunger og Tørst, hele Livets evige
og store Drivfjær! Hvor mange Maaneder var der ikke forløbet
siden han stemmede de sterke Skuldre mod sit Arvegods’s raadne,
undergravede Bjælker, Maaneder fulde af Arbeide og Ærgrelse,
en stadig Kamp med Ubetydeligheder, og dertil kom en Følelse
af at et uheldigt Tilfælde kunde tilintetgjøre det hele Arbeide.
Men han havde ikke tabt Modet. Han havde havt Held med sig,
ja han havde endogsaa afbetalt noget paa Gjælden. Men hvad
vilde saa Fremtiden bringe? Hvis der nu ogsaa kun engang
indtraf et Uheld ! Naar turde han endelig tænke paa sig selv ?
Den hele Tid havde Tanken paa Edda naget hans Hjerte,
ofte var der opstaat en sterk Følelse af Skyld og Længsel hos
ham; men denne Følelse var dog som oftest blevet afløst af en
forbitret Trods, som kunde han ikke have handlet anderledes.
Havde han vel kunnet leve saa sparsomt og tilbagetrukket hvis
han havde havt Edda ved sin Side? Og hvad vilde der blevet
af Lore og Bruno ? Ikke engang den lille Understøttelse som
Broren havde faat fra Godset i det første Aar, kunde skaffes
tilveie.
Med lange Skridt vandrede Hermann op og ned ad Gulvet
paa sin vante Vis; der saaes tydelig Merker efter disse hans
stadige Vandringer paa det gamle Gulv.
For første Gang kom han idag til at tænke over denne Vane,
og det bragte ham til fuld af Bitterhed at sammenligne sig selv
med et fanget Dyr, der hvileløs gaar frem og tilbage i sit Bur,
en Straffange i sin Celle. Nei, og han kastede Hodet tilbage.
Han var ikke lagt i Lænker, ikke fanget! Af fri Vilje og med
faste Skridt gik han her sin ensomme Vei; han kjæmpede for
sit selvvalgte Maal. Hans Blik fæstede sig paa det legemsstore
Billede af Faren, som hang over Skrivebordet. Det fremstillede
en Mand med et kraftigt, sterkt og stolt Hode! Ja, jeg vil være
og vedblive at være som du, Far! Endnu kun en kort Tid, og
saa kan jeg aabne det Brev som jeg fandt i dit Skrivebord.
Hvad kan du endnu liave at sige mig? Derpaa vandrede hans
Tanker til Bruno og Lore.
Broren maatte have forandret sig, han levede uden Tvil
fornuftigere nu, thi han havde sidste Høst euddog frivillig givet
Afkald paa det vanlige Pengebidrag. Det havde været en
Glædesdag for Hermann. Men hvorledes havde Lore det? Og han
sænkede mørk Blikket mod Gulvet ved Tanken paa hende; hun
blev aldrig mere den hun engang havde været. Nedbrudt og
næsten sløv var hun blevet ved at leve ved sin Mands Side.
— Jeg ved hvilket Offer du har bragt din Fars Navn, og jeg vil
ikke staa tilbage for dig, men blive paa den Plads til hvilken
en Ed binder mig, og opdrage min Gut i din Aand, havde hun
skrevet til ham for et Aar siden. Det var tydeligt at det kun
var Pligten som bandt hende, og at hun ikke mere formaaede
at elske sin Ægtefælle. At en Weynitz kunde være saa svag!
Han tog træt Plads ved Skrivebordet og begyndte at
gjennem-blade den store Begnskabsbog, mens Uhret i den udskaarne
Egetræskasse tikkede ensformig.
Den gamle Tjener traadte sagte ind og overrakte ham et
Telegram. Fra hvem? tænkte Hermann og aabnede Omslaget.
– Kommer iaften Klokken halv tolv med Edgar til Weynitz.
Send Vogn! Lore.
Han for forskrækket sammen. Hvad var der forefaldt ?
Hurtig saa han paa Uhret. Det viste allerede halv elleve.
— Kusken skal spænde for! Min Svigerinde kommer om
en Time. Og lad Gjæsteværélset sætte istand!
— Nei hvilken Glæde! sagde gamle Johan, idet han skyndte
sig bort!
— Glæde, gjentog Hermann bittert, og krammede mekanisk
Telegrammet sammen. Bragte hun ogsaa Glæde?
En sælsom Uro bemægtigede sig ham; han gik ind i
Kjøkkenet, hvor han beordrede Aftensmad, og saa selv efter om alt
var iorden i Gjæsteværelset. Tiden forekom ham kvalfuld lang.
Da lød der endelig Piskesmeld fra Gaarden. Han ilede hurtig
ned, og med en hjertelig Hilsen løftede han først Lore og derpaa
Edgar ud af Slæden.
— God Dag Hermann, hviskede hun kun, idet hun lænede
sig tungt paa hans Arm, da hun steg opad Trappen.
Læg Reisetøiet af og se at blive varm, sagde han, da de var
kommet ind i hans Værelse. Det forekom ham, som om en
Jernring snørede hans Bryst sammen. Uden at svare fulgte Lore
Opfordringeu, og han bemerkede nu hendes blege Ansigt, der
var omgivet af den mørke Hovedbedækning. Derpaa blev hun
staaende ganske stille med nedhængende Arme ligeoverfor
Hermann, der stod i*ank og høi ved Skrivebordet, idet hans hoire
Haand med et krampagtigt Greb knyttedes om Stolens Ryg.
Han vidste nu, at der vilde forefalde’ noget af Betydenhed, noget
frygteligt.
Pludselig lød der et Angstraab fra hendes Læber: Red os
Hermann! red os Hermann! Ham og mig! Red det ærlige
Navn for Barnets Skyld!
Hun kastede sig ned for hans Fødder, idet hendes iskolde,
skjælvende Fingre berørte hans Haand; og ved Siden af hende
stod Edgar, hendes lille Gut, med det smukke Hode bøiet, med
et rørende, spørgende Blik i de barnlige Øine, og Munden
fortrukket som til Graad. Der var ganske stille. Hermann
bøiede sig ikke ned til hende, han stijrede stivt hen for sig,
som saa han gysende et Medusahoved i det fjerne. Der var
ingen Bevægelse synlig, kun Haanden paa Stolryggen pressedes
mere krampagtig fast om det udskaarne Træstykke.
(Forts )
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
