Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 28. Lørdag 15. Juli 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
274
U R 1)
Huerdagsskjønhed.
ige ved mit Barndomshjem var der en lang
Havnevei, tæt bevokset med kort Græs, der
saa ud som om den skulde være bedækket
med et Teppe af grøn Fløil. Men saasnart
man begyndte at vandre henad denne Vei,
opdagede man for hvert Skridt at der
ogsaa her fandtes Stubber og vissent Løv, Smaasten
og Huller; det var kun naar man saa tilbage eller
fremad at Veien syntes grøn og fløilsbetrukken.
Særlig naar man saa fremad!
For Ungdommen ligger Fremtiden som den
grønne Sti. Snart faar dog ogsaa den Unge erfare,
hvor meget mindre jevn Livets Vei er end den ser
ud til for det fremadskuende Blik. Det staar ikke
til Menneskeviljens Magt helt at omdanne
Livsforholdene, og derfor ligger Lykken, som de Gamle
sagde, „I Gudernes Skjød", ikke i svage
Menneskehænder.
Men skjønt det saaledes kun for en Del beror
paa os selv, om Livet skal blive lykkeligt, kan vi
dog selv afgjøre om det skal blive rigt og skjønt.
Thi dette beror paa oin vi lærer at se, høre, gaa ....
Mange Stemmer afbryder her: Vi er heldigvis
hverken blinde, lamme eller døve! Men for at vide
om man virkelig kan se, høre osv., maa man kunne
svare nei paa et Spørsmaal:
— Kjeder De Dem aldrig?
De fleste vil ligeoverfor dette Spørsmaal visselig
indrømme, at de ofte føier det Kjedsomhedens
Blylod over sit Hode, som gjør alt tungt, graat og
ubehageligt.
Men nu er det i Virkeligheden saa, at de som
virkelig kan høre og se, dem kan vel Kjedsomheden
passere; men den vover ikke at nærme sig dem uden
paa høflig Afstand.
Det er saaledes forskjellige Maader hvorpaa man
kan se, gaa og høre?
Visselig.
En ser til Eksempel, at derhenne staar et Hus,
der en Gruppe af Trær, og at der ligger en uslaat
Eng.
En anden ser ogsaa hvor yndigt Huset er
omrammet af det Grønne, hvor vakkert Sollyset glinser
paa Trærnes Løv, hvor mangfoldig skiftende
Markblomsternes Farver blandes med hinanden.
Den første merker vel, at Stormen hviner og
Fuglene synger. Men den anden forstaar hvad
Stormen taler, og Fuglenes Kvidder giver Gjenklang i
hans Hjerte.
Den ene betragter et Maleri med „öfverhalkande"
Øine; Maleriet siger ham intet, han føier sig ikke
rigere eller gladere ved at gaa og tænke paa de
dybe Farver, det sjælfulde Udtryk i Kunstværket.
Han læser en Bog for at faa Tiden til at gaa, ikke
forat Tanken, Fantasien eller Følelsen skal faa
Næring. Men den anden gaar omkring med
Kunstværkets, med Bogens Liv i sin Sjæl.
Den første kan nok se andre Menneskers Maade
at være paa, men han merker ikke om de forskjellige
Livsytringer virkelig er vakre eller ei, thi han søger
ikke Sjælen i de forskjellige Træk, heller ikke
Livshistorien i Udtrykket. Tusind Ting som vedrører
andres Sorg eller Glæde, Arbeide eller Begeistring,
er skjulte for et saadant Menneske. Naar han taler,
er det derfor ogsaa blot om ydre Ting, Penge eller
Fornøielser, Mad eller Klæder. Vind eller Veir —
ingen bliver hverken klogere, bedre eller gladere
ved hans Ord. Og hører han andre tale
indholdsrige Ord, da gaar disse som Skyer over hans Hode,
falder ikke som frugtbringende Regn over hans
Sjæls Marker.
Man forstaar saaledes, at ikke alle de ser som
har to Øine i Hodet, at ikke alle de lever som gaar
omkring paa to friske Ben.
En af de største Aander Menneskeheden har
eiet, er, som de fleste ved, den tyske Digter Gøthe,
der fødtes 1749 og døde 1832. Hans Liv var
saaledes usædvanlig langt, men ikke blot langt; det
var ogsaa usædvanlig rigt. Ikke paa Grund af en
Mangfoldighed af ydre Begivenheder, men paa Grund
af at han ligefra sin tidlige Barndom forstod at leve,
forstod med vaagne Sanser og aaben Sjæl at tilegne
sig Kunstens, Naturens og Menneskelivets Rigdomme.
Blandt de utallige vise Ord han udtalte om den
Kunst at leve, var ogsaa følgende:
— Man burde hver Dag se et vakkert
Maleri, høre lidt god Musik, læse en god,
interessant Bog, og gjøre i det mindste en
god Gjerning.
Ved at følge denne Gøtlies Livsregel vil Tider,
der ellers vilde være tomme og kjedsommelige, blive
os af stor Værdi, ligesom den graa Vadmelskaabe,
som Sagnet lader Sigrid den Fagres Mage pryde med
Perler og Ædelstene.
— Men det er umuligt for os at følge denne
Regel, indvender nogen. Vi har ingen Malerier
hjemme; paa Museet kan man jo ikke gaa hver Dag.
Og hvor ofte bydes man vel paa Opera eller Konsert,
eller enddog paa vakker Musik i Selskabslivet?
Bøger — ja dem kan man jo lettere faa. Men selv
om man har Bogen, er det ofte ikke muligt at faa
Tid til at læse den. Og gode Gjerninger! Jeg undres
hvor meget godt man egentlig kan gjøre med sin
Ugeløn — den som skal strække til alt muligt
andet ogsaa!
Og dog er det ganske vist, at enddog den som
ikke har Adgang til Museer eller musikalske Nydelser,
som sjelden ser en ny Bog, og som kanske ikke
engang kan leve paa sin Ugeløn, at hun eller han
dog kan følge Gøthes vise Raad, et Raad der skal
give Livet Indhold.
Nogen af dem som læser dette har i sine Hjem,
om ikke virkelige Kunstværk, saa dog Kopier af et
eller andet Kunstværk; men de har vænnet sig til
at betragte ogsaa disse omtrent som Møblerne: som
noget der hører til, og som man ikke tænker noget
videre paa. Begynd nu virkelig at se paa disse
Kopier, søg at opdage Kunstnerens Tanke og Følelse
i dem, og de skal blive levende, og være en daglig
Kilde til Glæde.
Og om man ikke engang har saadanne Kopier
i Hjemmet, saa har man i alle Fald Billeder og
Malerier rundt om sig i Hjemmet og udenfor
Hjemmet: de vakre Blomster i Vinduet, det lille rødkindede,
klarøiede Barn, en gammel Kvindes fine, graa Hode;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
