Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 28. Lørdag 15. Juli 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
U lt I)
279
Børnenes Spalte.
Den hu ide Prinsesse paa „Spjøten
Eventyr fra Nordland.
’aa Ydersiden af Vesteraalen, ret ud imod Havet, er
der en Række vilde Klipper, der stiger steilt op af
Sjøen.
Den spidseste Top af dem alle har faat Navn af
„Spjøten".
Sjøgangen er sterk imellem disse Smaaøer, og ved
„Spjøten" er det næsten umulig at lande.
Men paa den Side af Spjøten, der vender ud mod Havet,
sidder det ofte en hvid Maase.
Bare en, aldrig to, siger Fiskerne, og det er det rare ved
det, for ellers ser man bestandig to og to.
For mange Aar siden bodde det en liden Gut inde ved Land
i en liden Vik der i Nærheden.
En flink Gut var det, og han havde været med at ro Fiske,
før han blev konfirmert.
En Sommernat var han alene ude i Baaden for at fiske Sei.
Solen laa saa lavt i Vest, at den næsten rørte Vandskorpen, og
nede i Havet var det ogsaa en flammende rød Solkugle.
De spidse Klippeøer stod der, mørke og forunderlige, og
speilte sig i det blanke Vand.
Og ud imod Havet paa en liden Afsats sad der en hvid
Maase og vendte det lille Hode imod Midnatssolen.
Gutten vidste ikke af det, før Strømmen tog Baaden og førte
den igjennem et trangt Løb, der gik imellem Spjøten og en af
de andre Holmer.
Men da Baaden var kommen igjennem Løbet, fandt han
smult Vand og en liden, grøn Skraaning, hvor det gik an at lande.
Han tænkte, det kunde være morsomt at komme iland paa
„Spjøten", la Aarerne op og drog Baaden ind.
Han gik omkring den høie Klippe, der næsten svarede til
sit Navn, saa sylspids var den. Men paa Afsatsen mod Vest,
lige mod Midnatssolen, saa han en hvidklædt Kvindeskikkelse,
der vinkede til ham.
Hvorledes han kom derop, vidste han ikke, men et Øieblik
efter sad han ved Siden af hende og hvilte Hodet mod et Bryst,
der var blødt og varmt som Sjøfuglens Dun.
Hun pegte mod Vest, og der, yderst ude i Havbrynet, saa
han et vidunderlig deiligt Land.
Da hørte han en blød Stemme, der klang næsten som en
Fuglerøst. Den sa: „Der ser du mit Hjem!"
Gutten stirred og stirred; han syntes, han aldrig havde set
noget saa vakkert.
Den samme Stemme sa: „Vil du følge mig did""
Og Gutten glemte baade Hjem og Fædreland, Far og Mor og
tænkte bare paa det deilige Land der langt i Vest.
Hun tog hans Haand i sin, og de gik trygt og sikkert paa
den smale Klippekant lige ned til Baaden. Saa hjalp hun ham
med at skyve den ud og satte sig ved Siden af ham.
Hun vifted med sin lille, hvide Haand; Vandet krusede sig
lidt; de flinke Fingre fik Seilet op, og Baaden fløi som en Fugl
vestover.
En liden Stund efter landed de paa den deiligste 0, hvor
hvidklædte Piger modtog dem ved Stranden.
Der var et prægtigt Slot med en deilig Have, hvor Trærne
bar Frugter, Gutten aldrig havde set, og hvor Blomsterne straalte
i alle Farver. Den hvide Prinsesse var Herskerinde oVer altsammen.
Hver Dag fandt hun paa noget nyt for at more Gutten, og
Tiden gik saa fort, at han aldrig fik Tid til at tænke paa dem
derhjemme.
Men en Dag fik han i en bortgjemt Krog af Haven se en
liden, uanselig Blomst.
Han blev saa underlig tilmode, da han fik se den: her var
jo en Blomst, han kjendte fra før.
Den lille, hvide Skogstjerne vokste jo paa Torvtaget over
Fars og Mors Hytte: nu saa han det for sig altsammen.
Han saa, hvorledes Far stellede med sit Fiskegarn nede i
Fjæren, medens Mor sad med Bundingen paa Dørstokken.
Da blev han saa tung om Hjertet, at han hverken kunde
smile eller le mere.
Prinsessen kunde spøge og le saa meget hun vilde; hun
kunde ikke faa ham til at drage paa Smilet engang.
„Bed mig 0111, hvad du vil, saa skal du faa det," sa hun.
„Giv mig bare den lille Skogstjernen der længst borte i
Haven," svarte Gutten.
Og naar han gik med den lille, hvide Blomst i Haanden,
syntes han, at han var hjemme.
Prinsessen bygged et lidet Slot af MarmoV til ham, hvor
han havde alt, han kunde ønske sig, men han tænkte bare paa
Fars og Mors Hytte.
„Hvad længes du efter?" spurte Prinsessen en JiM, da hun
skjønte, han aldrig vilde smile mere.
„Jeg længes hjem," sa Gutten, og Taarerne trilled nedover
Kinderne hans.
Prinsessen blev bleg: hun fik. Taarer i Øinene, hun ogsaa.
Saa tog hun hans Haand i sin, gik ned til Baaden og stødte fra
Land.
Hun satte sig ved Siden af ham og vifted med Haanden, og
snart fløi Baaden indover mod Land igjen.
De landed paa samme Sted som før, indenfor „Spjøten".
Saa satte hun sig igjen paa Afsatsen ud imod Havet; hun
la hans Hode ind til sit Bryst, og Gutten søvned ind, hysset til
Ro af Bølgernes ensformige Skvulp.
Da han vaagned, laa han paa den flade Strand nedenfor
Klippen. Paa Afsatsen saa han en hvid Maase, der vendte sit
lille Hode imod ham og saa paa ham med et Par urolige Fugleøine.
Det var langt paa Dag. Baaden var nær ved at gaa ud.
Men i Haanden holdt han en liden halvvissen Skogstjerne.
Han var ikke sen om at komme i Baaden og rodde med
raske Aaretag ud af Løbet, mens Maasen vendte sit urolige lille
Hode efter ham.
Men da han saa den lille Hytte med det grønne Torvtag,
hvor Skogstjern erne blomstred, blev han næsen vild af Glæde.
Far holdt paa med at greie Fiskegarn nede ved Stranden,
og Mor sad paa Dørstokken med Bundingen i Haanden.
Gutten sprang lige bort til hende og la Hodet i Fanget hendes.
„Mor, jeg vil aldrig mere gaa fra dig", sa han.
80
Opløsning
paa Rebus i No. 24 — En Totalist.
Rebus.
Søndag
/ Mandag
J Tirsdag
Onsdag
Fredag
Torsdag
læse
god
Hus
en
og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
