Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TIL MIN HUSTRU
Du lærte mig at lide paa mig selv,
og er mit Blod nu som en nordlandsk Elv,
hvert aarle Gry, jeg aabner mine Øjne,
flammer det rundt og bruser det i Glæde —
det skyldes Dig, som røbed mig de Løgne,
der éngang gjorde mine Sanser rædde.
Tak for den Haand, Du rakte mig hin Morgen,
vi mødtes første Gang — paa Kirkesti.
Den lærte mig at knytte sig i Sorgen
og bruge Værget, som sin Braad en Bi.
Den lærte mig, der dengang var saa svag,
at slaa min fjendske Nabos Skjold i Kvag. —
Det var paa Kirkesti, vi mødtes, Agnes!
Sti for de Banges, Brudtes, Sønderslagnes
forpinte Sjæle — Muld for knækket Lilje —
Dér standsed Du mig paa min Vej til Kirken,
og Du blev Altret, hvor min vakte Vilje
tør hvile ud — som Løn for Dagens Virken.
Jeg véd, det gængse er, naar man skal synge
sin Elsktes Pris, at lade hende gynge
paa gyldne Oders floralyse Ranker.
Jeg vil det ej, — og Du forstaar det jævne —
vid da, at Du er helst i mine Tanker,
og helst af alle vil dit Navn jeg nævne.
CARL HJERNO
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
